Læsetid: 2 min.

Russisk vinter

1. april 1998

Stuart Kaminsky får en glimrende debut på dansk med 'Blod og rubler'

NY BOG
Post-kommunismens Rusland er et fund for krimien. Den gamle legitimitets opløsning - hvad man end måtte måtte mene derom - har åbnet for et kriminelt landskab man skal tilbage til tyvernes Chicago for at finde mage til. Mafia, rovkapitalisme, korruption, desillusion, brutalisering og åben nød.
Det er krimiens hjemland. Storbyer, Chicago, Moskva. Hvad spionthrillerne har mistet ved Østblokkens sammenbrud vindes mageligt ind via krimien. Også som reel oplysning - hvis altså forfatteren ved noget om tilstandene.
Stuart M. Kaminsky kendte jeg kun esoterisk - via Sara Paretskys dedikation af sin første roman til ham. Han har imidlertid et større 'russisk' forfatterskab bag sig ved jeg nu, og han må kende en god del til Rusland. Blod og rubler er en flot debut på dansk.
Formlen er velkendt nok - og meta-indrømmet i bogen - f.eks. fra Ed McBains kollektive politiromaner: Kriminalkommisær Rostnikov, der er centrum i Afdelingen for Specialefterforskning, læser ham med fornøjelse. Kun i kraft af spektakulære successer i opklaringsarbejdet kan afdelingen overleve, og der arbejdes trods dårlig bemanding med flere sager på en gang. Seriel børne-gadevold, eklatant (kunst) skatteunddragelse, en djævelsk bortførelse og en mafia-shoot out med forbindelse til kernevåben-videresalg, det er dagsordenen.

Kiggen over skulderen
Læserens position som seende over skulderen ved de fire sager understøttes figurligt af det særlige tilstedevær af den sorte, perfekt russisktalende FBI-agent Craig Hamilton. Selvsagt er det kernevåbnene, der er i hans fokus - i den sag bliver han faktisk den overordnede. To verdener mødes dermed, og læserens undren over det fremmede kvalificeres tekstligt via Hamilton, der snart bliver gode venner med Rostnikov. Forbrødringen af de to 'systemer' udfoldes symbolsk i et slutteligt festmåltid på Pizza Hut.
Dermed er også noget sagt om Kaminskys ironiske diskurs. Festmåltidet markerer nemlig nok, at de fire sager faktisk er opklaret, men forhindre yderligere mord eller få alle skyldige dømt, det lykkes langtfra. Dertil er specialafdelingen ikke stærk nok, dertil er svælget mellem magt og retfærdighed for stort. Og deraf opspringer en helt nødvendig overlevelsesstrategi for den der vil være hæderlig midt i vanviddet: selvironi, 'russisk ironi'.
Rostnikov er en glimrende type. Som opdager spøjst 'poetisk', noget, der ofte bringer modparten lidt ud af fatning. Og så mediterer han sig ud af dagligdagens genvordigheder ved at dyrke blikkenslagerarbejde!

Præcis tristesse
Sådan kommer man i det hele taget godt omkring. Den stærkt troende, nu desillusionerede gammelkommunist-kollega Karpo har Lenin på læben og sorg i hjertet, men arbejder dog stoisk videre. Og ydmyge miljøer, der sprækker af modsigelser og umulighed, men eksisterer endda, dem vrimler det med.
Selvfølgelig også med gennemkorrupt magtbegærlige mafiosi og folk der vil sælge bedstemor for ti kopek ...
Kaminsky skriver en uhyre præcis, køligt stram humoristisk, kort tør prosa, der indfanger tristessen og det desperate i den almindelige situation, men også signalerer den sejt stædige humanitets overlevelse trods alt.
November i Moskva kan være barsk nok, for Rostnikov indvarsler den tværtimod vinterens krystallinske, nødvendige klarhed.

*Stuart Kaminsky: Blod og rubler. Oversat af Ingeborg Christensen. 292 s. 298 kr. Forlaget MODTRYK

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her