Læsetid: 2 min.

Så fik han 'et søm i knæet'

20. april 1998

Henrik El-Kher ny i landsholdsklassen

SKAK
Ved påskestævnet næste år får landsholdsklassen et nyt og spændende islæt.
Ved at snuppe førstepladsen i årets kandidatklasse sikrede den blot 15-årige Henrik El-Kher fra Lyngby-Virum Skakklub sig nemlig billet til det fornemme selskab, hvor kampen om DM-titlen finder sted.
I en gruppe på atten stærke spillere, heraf oven i købet to IM'ere (Jens Ove Fries Nielsen og Mikkel Antonsen), gik Henrik alene i mål med fem points, opnået ved tre gevinster og fire remiser.
Jens Ove Fries Nielsen fra Jetsmark Skakklub snuppede andenpladsen, Lars Borgbjerg-gaard fra Sydøstfyn blev nr. 3 og Thorbjørn Bromann fra Nykøbing Sjælland nr. 4 - disse tre spillere scorede alle 4,5 points, så korrektionen var afgørende for deres placeringer.
Det er næppe for meget sagt, at nøglepartiet i årets kandidatklasse faldt i 4. runde, da Henrik El-Kher med de hvide brikker skulle op imod den ikke uefne Ove Weiss Hartvig fra den arrangerende klub, Taastrup Skakforening.
Ove Weiss Hartvig havde på dette tidspunkt endnu maksimumpoints, mens Henrik i 2. runde havde afgivet en remis mod Jens Ove Fries
Nielsen, men besejret Henrik Holmsgaard i første og Flemming Fuglsang i tredje runde. Henrik fik hurtigt tilkæmpet sig et klart overtag i dette skæbneparti:
1. e4, d5 2. exd5, Sf6 3. c4, c6 4. d4, cxd5 5. Sc3, g6 6. Db3, Lg7 7. cxd5, 0-0 8. Le2, Sbd7 9. Lf3, Sb6 10. Sge2, Lf5 11. 0-0, Dd7 12. a4, Ld3 13. d6, Lc4 14. Db4, e6 15. Te1, Sfd5 16. Lxd5, Lxd5 17. Lf4 ...
Sort har spillet temmelig sorgløst og derved pådraget sig et meget generende 'søm i knæet' - den hvide bonde på d6, der hæmmer hans spil i alvorlig grad.
17. -, Lc6 18. a5, Sd5 19. Sxd5, Lxd5 20. Tac1, Lc6 21. Sc3, b6 22. a6, Tac8 23. Tcd1, Tfe8 24. h3, Tcd8 25. d5, exd5 26. Txe8+, Txe8 27. Sxd5, h6 28. Td2, g5 29. Se7+, Kh8 30. Lg3, f5 31. Dc4! - Henrik kaster med afgørende effekt sin dronning ind i begivenhedernes centrum ...
31. -, Lb5 32. Df7, f4 33. Lh2 ...
Ove Weiss Hartvig har formodentlig været tidnød, for her havde han med straks 33. -, Tc8! kunnet stille Henrik El-Kher over for anderledes alvorlige problemer end dem, han må løse efter:
33. -, Kh7?

34. h4!, Tc8 - nu er dette tårntræk en fejl - 35. Dg6+ ...
Naturligvis. Efter at dronningen træder ud af bindingen på 7. række med skak, er resten nemt nok for hvid:
35. -, Kh8 36. Sxc8, Dxc8 37. Tc2, Dd8 38. Tc7!, Ld7 39. hxg5, hxg5 40. Df7, De8 41. Dxe8+, Lxe8 42. Tc8 - og sort opgav.
Henrik El-Kher er vel ikke den samme himmelstormer, som Bent Larsen eller for den sags skyld Curt Hansen var i hans alder.
Men han arbejder seriøst med tingene og har et realistisk syn på skak - så for mig at se er der allerede så megen substans i den unge mands spil, at det ingenlunde kan tages for givet, at han bliver kanonføde i landsholdsklassen næste år.
Og så kan man jo nå at udvikle sig en del på tolv måneder. I den alder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu