Analyse
Læsetid: 6 min.

Saddams dobbeltspil

22. april 1998

Efter den første FN-inspektion i Irak er spørgsmålet, om Saddam Hussein vil frem-provokere endnu en krise med USA eller holde sig i skindet for at få sanktionerne lettet

Det kom næppe som en overraskelse. Saddam Husseins paladser var nette, finpudsede og så godt som tomme.
Det var stort set, hvad snesevis af FN's våbeneksperter og diplomater kunne konstatere, da de i slutningen af marts og begyndelse af april foretog den længe ventede inspektion af otte hemmelige domæner - også kaldt præsidentpaladser - i Bagdad og den nære omegn.
Opgaven var uoverkommelig. FN-delegationen havde kun otte dage til at inspicere over et tusinde bygninger på de otte afspærrede områder, mens Saddam Hussein og hans styre har haft seks måneder til at flytte al kompromitterende inventar til andre lokationer.
"Vi forventede ikke at finde noget forbudt materiale, og vi opdagede heller ikke noget," skriver Charles Duelfer, vicechef i FN's særkommission for Irak (UNSCOM) i en rapport, som blev gjort offentlig i sidste uge.
"Der var rent faktisk meget lidt udstyr, dokumentation og andet materiale at finde. Det var tydeligt, at bygningerne var blevet evakueret i forvejen."
Alligevel kalder Charles Duelfer missionen for "stort set tilfredsstillende." Det skyldes, at FN's generalsekretær Kofi Annan indgik en aftale med den irakiske regering - med Saddam Husseins billigelse - i slutningen af februar, ifølge hvilken våbeninspektørerne kan vende tilbage til de lukkede domæner og fortsætte deres arbejde.

Et memorandum underskrevet af Annan og vicepremierminister Tariq Aziz taler om "indledende og efterfølgende besøg." Under forhandlingerne i Bagdad 21-23. februar havde Irak ellers forlangt en tidsfrist på 60 dage, som interessant nok ville være udløbet i denne uge, netop som Sikkerhedsrådet på sit halvårlige møde om Irak vil drøfte om de økonomiske sanktioner skal ophæves.
Men til Duelfers og mange andres store fortrydelse synes den irakiske regering på nippet til at bryde dette løfte. Olieminister og løjtnantgeneral Amer Rashid fortalte nemlig UNSCOM's vicechef, at adgang til de to hemmelige områder og de 1.000 bygninger efter Bagdads mening er tidsbegrænset.
Duelfer håbede naturligvis, at Rashid havde fortalt sig eller misforstået et eller andet, men desværre. Hans standpunkt blev bekræftet af det ledende irakiske dagblad al Jumhuriay i lørdags, og Aziz såvel som udenrigsminister Mohammed Saeed al-Sahaf har siden udtalt, at eftersom Irak med åbningen af de otte paladser nu har indfriet alle krav - der blev jo ikke fundet noget - så bør FN's sikkerhedsråd hæve sanktionerne på sit møde den 27. april.
Saddam Hussein ved naturligvis udemærket, at hverken USA eller nogle af de andre permanente medlemmer af rådet vil hoppe på den. Diktatorens hensigt er snarere at ramme en kile ind mellem USA's og dets venner i den arabiske verden og formentlig også mellem amerikanere på den ene side og Rusland og Frankrig på den anden. Formålet er at opnå så mange indrømmelser som muligt. At jorden er gødet ses af den omstændighed, at den italienske EU-kommissær Emma Bonino i mandags opfordrede FN til at lette sanktionerne mod Irak.
Det egentlige spørgsmål er, om Saddam Hussein vil fremprovokere endnu en krise med USA og dets allierede i FN eller om han snarere søger at opnå de bedste vilkår i forbindelse med Sikkerhedsrådets debat om sanktioner og den lovede fordobling af Iraks oil-for-food aftale.
Som det før er blevet nævnt i disse spalter, så trives en tyran af Saddams karakter ved verdens opmærksomhed. Det styrker ham både ind - og udadtil. Man kan derfor argumentere, at den irakiske leder ser det i sin egen interesse, at USA's bevarer sin armada i den Persiske Golf på ubestemt tid - så længe, bomberne ikke begynder at falde over Bagdad. Det ville nemlig være selvdestruktivt for Saddam Hussein.
Det stiller USA i et svært dilemma. Den amerikanske opinion er helst fri for at skulle gå i krig uden at have en garanti for at vinde, men få tror på, at bomber vil vælte Saddam-regimet. Vi står altså i en remis-situation, hvor Irak sidder inde med initiativet og kan føre brikkerne frem på banen indtil et vist punkt. Hvis de vover sig for langt frem, er det skakmat. Så griber USA til våben.
Pointen er, at irakerne har et vist spillerum. De kan afgive løfter og bryde dem uden at blive straffet. Den slags har verden set masser af, siden den første krise brød ud sidste vinter.
"En afgørende konsekvens af den fire måneder lange krise fremprovokeret af Irak er, at vi praktisk talt intet fremskridt har gjort med at verificere afrustning. Hvis det er, hvad Irak ønskede med krisen, så kan man stort set bekræfte, at strategien har været en succes," skrev UNSCOM's chef Richard Butler i sin halvårlige statusrapport til Sikkerhedsrådet sidste fredag.
UNSCOM's hovedopgave er at verificere, om Irak som påstået har elimineret alle sine langtrækkende missiler samt stoffer, udstyr og ekspertise til konstruktion af kemiske og biologiske våben. Det har indtil videre ikke været muligt, ikke mindst fordi regeringens repræsentanter konstant er blevet grebet i at tale usandt.
FN's menneskerrettighedskommission rapporterede fornylig, at ca. 1.500 mennesker blev henrettet i Irak i november og december sidste år. Ingen kan udelukke, at nogle af ofrene er officerer, som enten er uenige i Saddam Husseins linie eller ganske enkelt har ladet munden løbe på et forkert tidspunkt. Det er ikke altid lige let at vide, hvad tyrannen tænker og planlægger.
For FN's inspektører gør det en vanskelig situation. Charles Duelfer nævner f.eks. i sin rapport, at omkring 500 mand ekskorterede den 100-mand store FN-delegation fra det ene domæne til det andet under deres 8-dages besøg. Alle udspionerer alle i Irak, kontrollen af det enkelte individ er knusende.

Duelfer stødte konstant panden mod en mur. Hans ledsager Amer Rashid nægtede f.eks. at underskrive et dokument, hvori Irak lover at underrette UNSCOM om fysiske ændringer på de forbudte områder eller på bygninger 24 timer forinden, endskønt Bagdad allerede er forpligtet til ditto under en FN-resolution. Rashid insisterede endvidere, at diplomater ekskorterer inspektører ind i alle 1.000 bygninger. Det strider mod Bagdad-aftalen fra 23. februar, siger UNSCOM's vicechef.
Duelfer fremhæver endvidere, at betingelsen for meningsfulde inspektioner er, at eksperterne dukker op uanmeldt. Det er en procedure, som blev fulgt, indtil Irak blokerede UNSCOM's adgang til paladserne sidste efterår. "Hvis vi i fremtiden først skal sammenkalde diplomaterne, er overraskelsesmomentet forsvundet," skriver han i sin rapport.
Den gryende krise mellem den irakiske regering og UNSCOM var til at forudse, da Kofi Annan besluttede at optræde som mægler i konflikten i februar. Bagdad-aftalen betød nemlig, at Saddam og hans folk fik åbnet en direkte kanal til FN's generalsekretær. De kan nu gå uden om UNSCOM og direkte til Annan, hvilket risikerer at underminere inspektørernes autoritet.
Flere eksempler foreligger allerede. Ifølge Bagdad-aftalen blev en særkommission nedsat i FN, som rapporterer direkte til Annan og stiller diplomater fra Sikkerhedsrådets medlemslande til rådighed for inspektioner af de otte hemmelige domæner.
Ifølge Duelfer gav det problemer under den nylige ekspedition til Irak, fordi nogle "venligtsindede" diplomater gjorde sig til mundstykke for Saddams officerer.
Kofi Annan har bekræftet, at Bagdad-aftalen ikke sætter en tidsfrist på besøg i de otte paladser.
"Den tillader indtræden og genindtræden på områderne. Jeg kan ikke tro, at general Rashid er i stand til at underkende Tariq Aziz, med hvem jeg underskrev aftalen og præsident Hussein, med hvem jeg diskuterede den," sagde FN's generalsekretær i sidste uge.
Hvis situationen tilspidses yderligere og Irak stejler, vil Annan blive tvunget til at vælge side.
Et kvalificeret gæt går på, at FN-chefen må opgive sin midterposition og tilnærme sig USA's hårde linie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her