Læsetid: 6 min.

Sejr til australske havnearbejdere

22. april 1998

Den australske fagforening for havnearbejdere vandt i går en historisk sejr, da Forbundsdomstolen beordrede et shippingfirma til at genansætte 1.400 havnearbejdere, der blev fyret for to uger siden

MELBOURNE - 1.400 fyrede australske havnearbejdere vandt i går en historisk sejr over sin arbejdsgiver i shippingfirmaet Patrick Stevedores, da Australiens Forbundsdomstol dømte Patrick Stevedores og den liberale nationale regering for at have indgået en sammensværgelse, da Patrick Stevedores natten til den 7. april, omdelte fyresedler til samtlige 1.400 ansatte havnearbejdere over hele landet og erstattede dem med med skruebrækker.
Med domstolens afgørelse vandt havnearbejderne og fagforeningen efterkristiden største arbejdskonflikt i Australien, der begyndte med regeringens og shippingfirmaets heksejagt på havnearbejderes rettigheder.
Premierminister John Howard accepterede fyringerne, fordi regeringen ønsker, at reformere "en ineffektiv havnebranche, der lider under Maritime Union of Australias (MUA, red.) forældede monopol, som ødelægger Australiens konkurrenceevne".
Reformeringen af havnebranchen bunder i regeringens ønske om at bryder ud af den onde cirkel, hvor australske havne de sidste fem år har mistet kontrakter og kunder til konkurrenter i nabolandene Indonesien, Thailand og Vietnam.
Forfatningsdomstolen begrundede afgørelse med, at alliancen mellem regeringen og shippingfirmaet udelukkende havde til formål at eliminere havnearbejdere, der er organiseret i fagforening. Dette kolliderer med Australiens arbejdslov:

Landet lammet
Havnekrisen har i de seneste to uger lammet Australien med menneskeblokader af alle havne, voldelige sammenstød mellem havnearbejdere og landmænd eller politi, strandede containere med foreløbige tabstal på en milliard kroner og rivegilde i parlamentet om arbejderes rettigheder - hvilket har splittet nationen i to lejre. Havnekrisen har lammet Australiens uld-, kød - og vinbranche, fordi blokeringen af havnene er det isolerede lands livsnerve til omverdenen.
Patrick Stevedores nægter at genansætte de fyrede havnearbejdere, og truer nu med at overlade sine fem største havne til datterselskaber og partner, hvilket vil skabe en ny krise, da de nye shippingfirmaer skal genforhandle arbejdsbetingelser med de 1.400 fyrede havnearbejdere.
Det vil betyde mindst et par ugers stilstand på de australske havne med katastrofale følger for Australiens økonomi, fordi Patrick Stevedore styre halvdelen af den australske havnebranche.

Genfødt klassekamp
Patrick Stevedores trusler har fået arbejdsgivere og havnearbejdere til at forudsige enden for Australiens havnebranche. Med regering og opposition som talsrør tordner de to lejre løs på hinanden med fraser, der giver minder om århundreskiftets kamp for arbejderrettigheder.
"I er blevet ramt i hjertet af enhver arbejders ret til sikkerhed på arbejdsmarkedet. Har enhver arbejder efter dette ret til ikke at blive ulovligt fyret? Vil enhver arbejder have retten til at blive repræsenteret af en fagforening," sagde oppositionsleder Kim Beazley i aftes overfor 3.000 demonstranter på Melbournes havn.
Samtidig tiltalte premierminister John Howard liberale og nationale politikere fra landbrugsdelstaten Queensland: "Nu må vi spørge hinanden: Går vi ind for en mere effektiv og produktiv havnebranche eller støtter vi MUA's bølle-taktik gennem 50 år."
Regeringen har i alliance med arbejdsgivere og landmænd svoret at reformere "en ineffektiv havnebranche monopoliseret gennem 50 år af MUA."
Med afgørelsen i går har premierminister John Howard mistet det vigtigste kort i havnereformen, men han ville på trods af rettens ordre ikke tvinge Patrick Stevedores til at genansætte havnearbejderne - efterfulgt af skarp kritik fra oppositionen.

Fagforening skal knuses
Stephen Deery, professor i australsk økonomisk historie på Melbourne Universitet, vurderer, at alliancen mellem regeringen og Patrick Stevedores er ekstraordinær for et Australien i 1998.
"Det er som Thatchers England i 1980'erne, hvor minearbejderne blev knust i en langvarig konflikt. Patrick Stevedores har sammen med regeringen erklæret krig mod arbejdernes rettigheder, og alliancen har satset alt på at knuse MUA," siger Stephen Deery.
Han understreger, at der er brug for reformer i den australske shippingbranche, fordi MUA de sidste 50 år alene har organiseret havnearbejderne. Stephen Deery finder MUA's eksklusive dækning af havnebranchen betænkeligt tæt på at være et monopol.
"Men fyringer er ikke reformer - det er revolutioner," siger Stephen Deery.
De sidste to uger har shippingfirmaet brugt havnearbejdere uddannet i Dubai i Mellemøsten. Det var blandt andet derfor, at MUA øjeblikkeligt sagsøgte Patrick Stevedores og regeringen for et komplot mod fagforeningen i hvad de kaldte "en mistænkelig systematisk sammenhæng mellem udskiftningen af organiserede havnearbejdere med uorganiserede."
De uorganiserede skruebrækkere er ansat på en kontrakt, der til hver en tid kan ophæves af Patrick Stevedores.
Det ser fagforeningen og labour-oppositionen som et tegn på krisens principielle betydning for arbejderes rettigheder i det de kalder "et fundamentalt angreb på permanent organiseret arbejdskraft."
MUA's formand John Coombs sagde kort efter fyringerne den 7. april:
"Patrick Stevedores har skabt sin egen lovlige fantasiverden ved at hyre et specielt firma til at ansætte uorganiseret arbejdskraft."
Professor Stephen Deery siger, at kapitalistiske og liberale regeringer ofte prøver at styrke storindustrien gennem støtte til arbejdsgiverne.
Men under denne krise har regeringschefen utvetydigt taget side til stor skade for nationens stabilitet.
"John Howards åbenlyse støtte har svækket og splittet nationen, hvilket vil ramme ham senere på året ved valget," siger Stephen Deery.
Australierne skal til parlamentsvalg inden 29. oktober, fordi en storkrise i parlamentet forrige uge angående forholdet til de indfødtes jordrettigheder tvang regeringen til at udskrive valg.

Forvirrende fremtid
De sidste to uger har været en lang skyttegravskrig mellem parterne - kun afbrudt af mindre afgørelser i delstaternes domstole.
Onsdag i sidste uge led regeringen et sviende nederlag, da Australiens Højesteret overhørte dens appel om sagsanlægget angående et komplot som grundløs. Det fik MUA til at appellere om sympatiboykotter fra udenlandske fagforeninger, og fredag boykottede USA's, Englands og Japans største havnearbejderfagforening skibe, der sejler med Patrick Stevedores' containere. Arbejdsminister Peter Reith har på grund af boykotten lagt sag an personligt mod MUA's formand John Coombs, men ifølge professor Stephen Deery har boykotten mere psykologisk end reel værdi.
Mandag beordrede delstaten Victoria's Supreme Court demonstranterne væk fra Melbournes havnefront, hvilket fik Patrick Stevedores til at true med lignende sagsanlæg i delstaterne New South Wales og Western Australia, hvor havnebyerne Sydney og Perth også er blokeret af vrede havnearbejdere, der i flere tilfælde står ansigt til ansigt med frustrerede landmænd. Landmændene mister svimlende summer, fordi deres let fordøjelige landbrugsvarer enten rådner op i containerne eller i lastbilerne, der ikke kan komme igennem blokaderne. Politiet i Melbourne har foreløbig haft nok at gøre med at skille havnearbejdere og landmænd fra hinanden.

Politiske tømmermænd
Efterdønningerne fra havnekrisen vil ifølge eksperter vare længe, fordi både shippingfirmaet og havnearbejderforeningen skal blive enige om en acceptabel fremtid.
Mere alvorligt er dog regeringens og oppositionens forhold, der den seneste måned er blevet meget giftigt.
Havnekrisen er kun toppen af den langvarige krise, som John Howards liberal-nationale regering har været i, siden et lovforslag om ændrede jordrettigheder for Australiens indfødte blev afvist af senatet i november og forrige uge førte til udskrivelsen af valg før oktober i år.
"Regeringen har med havnekrisen malet sig op i et hjørne, hvor der ikke er plads til nogle kompromisser. Det er meget uerfarent, fordi havnearbejderne har lovens ord for, at de skal genansættes. John Howard bliver om nødvendigt tvunget til med magt at presse shippingfirmaet til forhandlingsbordet, men det kan være svært, når de er allierede," siger Stephen Deery.
Alligevel viser meningsmålinger, at over halvdelens af Australiens befolkning støtter en reformering af den australske havnebranche.
Patrick Stevedores's direktør, Chris Corrigan, sagde i aftes, at "MUA har dirrigeret en velorganiseret terrorkampagne med et par tusinde pseudodemonstranter", og han advarede mod at presse shippingfirmaet ud af de største havne.
Officielle tal skønner, at havnekrisen har kostet en milliard kroner, men udsigterne til en langvarig krise får tabstallet til at himmelflugte.
Professor Stephen Deery tror, at de næste uger afgør den australske arbejders fremtidige rettigheder.
"Udfaldet af havnekrisen vil vise, hvad en australsk arbejder kan forvente, når han begynder på en ny arbejdsplads," siger Stephen Deery.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu