Læsetid: 2 min.

Sejr for gen-majs modstandere

21. april 1998

Østrig og Luxembourg har vundet en foreløbig sejr over EU-kommisionen i en sag, der er ved at udvikle sig til en politisk farce

EU's miljøkommissær Ritt Bjerregaard kan ikke få opbakning fra de andre EU-lande til en politisk kilden beslutning om, at Østrig og Luxembourg skal acceptere en godkendelse af gensplejset majs. Sagen er politisk betændt, fordi der i Østrig er omfattende folkelig modvilje mod den gensplejsede majs.
Over en million mennesker har skrevet under på en protest.
EU-kommisionen gav i 1996 det franske firma Norvatis lov til at markedsføre den gensplejsede majs. Forud var gået flere undersøgelser, der erklærede majsen for uskadelig for mennesker.
Østrig og Luxembourg benyttede sig af deres ret til midlertidigt at stoppe majsen i en periode, så der var mulighed for nærmere at undersøge majsen.
De senere undersøgelser er dog kommet til samme resultat. Og det betyder, at de to lande nu skal ophæve det midlertidige forbud.
Men det vil de ikke. Og situationen er blevet mere kompliceret af, at der i de andre EU-lande er en vis forståelse for især østrigernes skepsis.
Det betød, at det ikke var muligt at samle flertal for at tvinge de to lande til at ophæve forbuddet, da et stående udvalg i sidste uge skulle tage stilling til Kommissionens forslag.
Grækenland stemte sammen med Østrig og Luxembourg imod forslaget, og da en række lande - heriblandt Danmark - valgte at undlade at stemme, blev forslaget ikke vedtaget.
Ifølge kilder i Miljøstyrelsen skyldes den blanke stemme fra Danmark, at miljøminister Svend Auken ikke ønsker at påtvinge et land et produkt, når der er så stor skepsis.
"Holdningen er, at vi synes det er forkert at pålægge to lande, der er utrygge ved maj-sen, at ophæve et forbud, selv om de foreløbige undersøgelser viser, at der ikke er nogen fare ved majsen. Men når de stadig er utrykke, så må man undersøge endnu mere," lyder det fra en centralt placeret kilde i Miljøministeriet.
Med til historien hører, at den østrigske regering sandsynligvis frygter for højrepopulisten Jörg Haider, der kan vinde billige point, hvis regeringen opgiver sin modstand mod den gensplejsede majs.
En fransk diplomat har overfor Reuter udtalt sig endnu tydeligere om franskmændenes blanke stemme.
"Vi ville ikke stemme imod Kommissionen, for den har ret. På den anden side ønskede vi ikke at blande os i den følsomme debat i Østrig eller Luxembourg. Det er ikke vores opgave at pege fingre af andre. Det er Kommissionens ansvar," sagde han.

Kan ende i retssag
Dermed er bolden spillet tilbage til Kommissionen, der efter reglerne nu udarbejder et forslag til Ministerrådet.
Det pudsige er, at hvis heller ikke miljøministrene kan blive enige på deres møde i juni, så skal kommisionen føre beslutningen ud i livet og eventuelt anlægge sag mod Luxembourg og Østrig ved EU-domstolen for brud på handelsreglerne, på trods af, at der ikke er opbakning for beslutningen i EU-landene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her