Læsetid: 4 min.

Skolens genmæle

14. april 1998

Hvor er det dog velgørende, når erfarne skolefolk som læreren og forhenværende studielektor, cand.pæd. Holger Henriksen tager bladet fra munden og går til angreb på politikernes flove kæleri, halvfemsernes tomme hurraord, og psykologernes og metakonsulenternes nye sprogtyranni.
Men spørgsmålet er om magthaverne på bjerget i Undervisningsministeriet, på Danmarks Lærerhøjskole og på det pædagogiske forsøgscenter i Rødovre overhovedet gider lytte længere til bekymrede lærere, der vil have genrejst den faglige stolthed og et minimum af pædagogik og didaktik? For to måneder siden oprettede en gruppe lærere foreningen "Folkeskolens genmæle" i protest mod det herskende lag, og formanden Morten May fra Odsherred skole efterlyste dengang bl.a. højere faglige færdigheder i de kulturbærende fag. Men han beklagede samtidig, at mange i eliten "er postmodernister. De siger: Opgiv de fælles værdier, opgiv de overordnede retningslinier, opgiv nationaliteterne, opgiv det hele. Meningsdannerne arbejder på at individualisere os, så vi ikke længere er et folk."
Folkeskolens Genmæle er beslægtet med Holger Henriksens tanker. Men kan de bane vej for et oprør? Da Henriksen for to år siden var med til at skrive debatbogen "Folkeskolens krebsegang" sammen med bl.a. folkeskolelærerne Erik Schmidt og Niels Chr. Sauer, mødte ikke så få af de siddende magthavere bogen med tavshed. (I øvrigt som da kunsteliten tacklede Leo Tandrups provokerende bog Mefistos Mareridt ved årets begyndelse: en blanding af perfide bemærkninger og hoveren, uden saglig debat)

Og hvad skal man overhovedet bruge "et lavstatus-fag" som lærernes til mere? Lærere skal ifølge den herskende tidsånd ud på sidelinien, som "tankpassere", "koordinatorer" og "vejledere for elevens udvikling i selvstændige læringsprocesser". De herskendes tanker om læreren som "vejleder" kan blandt andet aflæses af ministeriets manifest "Folkeskolen år 2000" fra oktober 1997.
Eleven skal i centrum og udvikles i en selvstændig læreproces, med individuelle læreplaner. Og som noget nyt vil man bl.a. have kvalitetsstyring - præcis som i erhvervslivet - men det er i virkeligheden, som Holger Henriksen påpeger, udtryk for et pauvert menneskesyn: nemlig måling af det, der kan kvantificeres.
Lige i den sammenhæng bør hovedskydeskiven ikke være undervisningsministeriet, men finansministeriets krav om flere målinger. I stedet for en rygmarvsagtig afvisning af de økonomiske planlæggeres måletrang, så kunne det måske give anledning til et hovedeftersyn af ressourceforbruget og organiseringen af skolen. Internationale sammenligninger har vist, at det danske skolesystem er et af de dyreste i verden, målt i omkostninger pr. elev og målt i samlede omkostninger i forhold til bruttonationalproduktet - men alligevel har gennemsnittet af danske elever kun middelmådige faglige færdigheder i læsning, skrivning, matematik og naturfag.

Gaven ved de internationale sammenligninger er, at de giver et vidnesbyrd om en dyb krise for store dele af den danske folkeskole. Ikke kun ringe faglige færdigheder, men også stigende social udstødning i bunden i de senere år.
Svaret på krisen behøver ikke at blive en klassisk højrefløjsrefleks, at danske elever som gennemsnit skal have verdens bedste færdigheder i det globale konkurrenceskema. Nej, det bør være en anledning til dybere selvransagelse.
Om de pædagogiske metoder. F.eks. et opgør med psykologernes individualiserende menneskesyn, der mener, at projektarbejde og differentierede læreplaner for eleverne er bedre og mere progressivt - end didaktik, faglighed og klasseundervisning fra en lærer, der i kraft af sin viden og sit engagement har en vis autoritet over eleven. Fyring af dårlige og inkompetente lærere, som ikke indgyder faglig respekt, bør ikke være et tabu - heller ikke for Danmarks Lærerforening - i den genrejsning af lærerhåndværket og undervisningsbegrebet, som der er forbandet hårdt brug for.

En vis metodepluralisme fra klassebaseret indlæring til projektarbejde er et fremskridt, men kulturfaren er, hvis det er et skalkeskjul for at påtvinge eleverne en ideologi uden respekt for de faglige færdigheder. Det er vigtigere, at børnene får et solidt herredømme over det danske sprog og deres historiske og kulturelle baggrund - så de kan blive ansvarlige borgere i demokratiet - end at de lærer at købe fuglefoder, slå på bongotrommer og bliver kreative til at finde Aqua på Internettet. Opdragelse, dannelse og det fælles erfaringsgrundlag må ikke kastes bort i iveren efter at blive moderne hurramennesker, der bare defensivt tilpasser sig markedskravene, arbejdsdelingen og den ny teknologi. Men man må omvendt ikke stikke hovedet i busken.

Rammen er også økonomisk. Ugebrevet Mandag Morgen har påpeget, at kun en fjerdedel af de samlede driftsomkostninger i de danske skoler bruges på direkte undervisning!
Således bruges 2/5 af alle lærerårsværk overvejende på ledelse, administration, konsulentarbejde og diverse supportfunktioner. Det er for dumt og fjerner skolen fra kerneydelsen: undervisning af eleverne. Mere smidige arbejdstidsregler for lærerne er sikkert en god idé. Men uden et indhug i det voksende lag af mere vellønnede administratorer, konsulenter og psykologer, bliver der næppe penge til udvidet undervisningstid på et højt fagligt niveau.
Det kræver politisk mod. Men mon ikke netop undervisningsminister Margrethe Vestager vil være med at genrejse grundlaget for et vidensrigt- og samtalestærkt demokrati? Lad os håbe det.bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu