Læsetid: 5 min.

Skrig - og skrig igen

8. april 1998

Med teenage-gyseren 'Scream 2' har makkerparret Craven og Williamson overgået sig selv - igen

NY FILM
En biografsal fyldt med hujende unge mennesker, som vifter med selvlysende gummiknive. Nogle af dem er klædt i sorte gevanter og en maske, der til forveksling ligner Edward Munchs Skriget. På det store lærred bliver en ung, blond pige jagtet rundt i et hus af en maskeret person med en rigtig kniv i hånden. Nede i salen sidder en ung, sort kvinde, som tydeligvis er utilpas ved filmens eksplicitte gys, og som klynger sig til sin maskeklædte kæreste, da han kommer tilbage fra toilettet. Uheldigvis er det ikke hendes kæreste, og pludselig trækker han en kniv og stikker hende adskillige gange. Hun vakler blødende og klynkende op foran lærredet, hvor hun til publikums store begejstring falder død om. Som en del af underholdningen - eller hvad?
Sådan starter Scream 2, opfølgeren til alletiders største gysersucces Scream, og filmen vi ser på lærredet i Scream 2 er baseret på begivenhederne i Scream. Forvirret? Så lad os tage det fra starten.
I Scream undslap og dræbte teenagepigen Sidney sammen med et par venner og tv-journalisten Gale Weathers to ravende gale mordere - den ene hendes kæreste, den anden en god ven. Nu, et par år senere og i Scream 2, går hun på college og forsøger at føre en normal tilværelse med studier, nye venner og ny kæreste.
Uheldigvis har den sensationsliderlige Gale skrevet en bog om mordene, der under titlen "Stab" er blevet filmatiseret, og som på sin premiereaften altså må lægge ryg til et bestialsk mord på et kærestepar. Sidney er ikke i tvivl om, at det hele er ved at starte igen.
Snart begås flere mord, Gale ankommer med sin kameramand til gerningsstedet, og to af Sidneys venner og overlevende fra Scream, filmnørden Randy og den kejtede politimand Dewey, forsøger at finde frem til den eller de skyldige, inden vedkommende får ram på Sidney.

Ironisk
Da Scream i 1996 egenhændigt pustede nyt liv i den døende mainstream gyserfilm, var det ikke, som i slut-70'erne og 80'erne, hvor genren var på sit højeste, med en film, der tog både sig selv og genren alt for højtideligt. I stedet greb manuskriptforfatteren Kevin Williamson sagerne anderledes 90'er-agtigt an og lavede en ironisk meta-film, hvor næsten alle scener og replikker på en eller anden måde og til tider meget direkte refererede til en anden film, en anden replik.
Samtidig var det gjort så elegant og intelligent, at selv hærdede genre-skeptikere kunne grine og gyse med. Scream var både morsomt skrevet og spillet, og dens bagmand var tilpas meget hjemme i horrorfilmenes univers til at kunne vende og dreje klicheerne og udfordre publikums forventninger, således at filmen faktisk også blev uhyggelig.
Ved at spille på hele spektret af soap-agtige tv-serier, gyserfilm og tegneserier fik Kevin Williamson og instruktøren og gyserveteranen Wes Craven (Morderisk mareridt) trukket en hel generation af blasert mediebevidste og velorienterede teenagere i biografen, mens også twentysomethings som undertegnede lod sig forføre.
Resultatet var den største gysersucces nogensinde, en lynkarriere til den produktive Williamson og selvfølgelig ikke bare én, men hele to efterfølgere, hvoraf den første, Scream 2, nu er klar til de danske biografer.

Efterfølgeren
Med pop- og filmkulturelle referencer nok til at gøre Quentin Tarantino rundtosset fortsætter Scream 2 i samme selvbevidste og -ironiske spor som sin forgænger.
I Scream opremsede Randy en række regler, som man måtte overholde for at overleve visningen af en gyserfilm, og i toeren nævner han reglerne for efterfølgere: Bl.a. er der altid flere døde, mens dødsscenerne er mere eksplicitte. Og som sagt så gjort. De unge college-studerende omkring Sidney dør som fluer, mens blodet sprøjter, og filmen veloplagt skifter mistanken fra den ene af Sidneys venner til den anden. For selvfølgelig er morderen en, som Sidney, og derfor også publikum, kender.
Gyserfilm af den slags, som Scream-serien henter sin inspiration fra, har altid overlevet på lige dele chok-effekter, inciterende musik, blod og indvolde og intense, spændingsmættede øjeblikke. Scream 2 er ingen undtagelse.
Musikken bruges aktivt til at varsle morderens ankomst, men lige så tit snydes publikum, og først, når man igen er faldet til ro, dukker den kutte- og maskeklædte galning op med så meget desto større uhygge som resultat.
Til en vellykket gyserfilm hører også en smuk heltinde, som altid gør de forkerte ting, når hun skal flygte fra morderen. Men de to Scream-film gør igen, hvad de kan for at vende klicheerne på hovedet, og selv filmens kindelige hovedrolleindehavere kommenterer de dumme, storbarmede og blonde piger, som på film aldrig slipper væk.
Men smuk er hun, velspillende Neve Campbell, der vender tilbage som en mere modig og behersket Sidney. Ligeledes returnerer David Arquette, Courteney Cox og Jamie Kennedy i deres roller som Dewey, Gale og Randy. Omkring dem udfyldes teenage-galleriet kompetent af andre ungdoms-ikoner som Sarah Michelle Gellar fra tv-serien Buffy - the Vampire Slayer og Tori Spelling fra Beverly Hills 90210.
De mange unge, både kendte og ukendte ansigter giver filmen en stærk teenage-appeal, og Wes Craven har fået solide, morsomme og professionelle præstationer ud af dem alle sammen.

Wizkid
Det kræver naturligvis en dygtig manuskriptforfatter at få et sammenhængende manuskript ud af så mange forskellige inspirationer, men det synes ikke at volde problemer for en så velbevandret teenagekultur-dyrker som Kevin Williamson.
Den 32-årige wizkid, der betragter John Carpenters banebrydende gyserfilm Maskernes nat som sin Citizen Kane, jonglerer hjemmevant med så forskellige tonearter som komedie, gys og satire - uden filmen forekommer uensartet.
Scream 2 er på sin vis en bedre film end etteren - det punkterer naturligvis myten om den dårligere toer - og selvom den lever op til kravene om mere blod og flere lig, så er den samtidig også sjovere og om muligt fyldt med endnu flere indforståede jokes. Så skidt med at filmen henimod slutningen bliver en anelse for selvparodisk, og at afsløringen af hvem, der står bag mordene i denne omgang, skuffer en smule.
For vejen dertil er som en veltilrettelagt tur i en gammelkendt, men stadig uhyggelig morsom rutsjebane, hvor spændingen højnes af, at bremserne ikke altid fungerer som forventet.

*Scream 2. Instruktion: Wes Craven. Manuskript: Kevin Williamson. Amerikansk (Imperial, København og 33 biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her