Læsetid: 2 min.

Smidt ud under protest

6. april 1998

En somalisk kvinde og hendes treårige datter blev søndag udvist til Somalia. Venner fik ikke lov til at sige farvel

Den somaliske kvinde Sado Mohamed Abdir og hendes treårige datter Suleekha blev søndag ved 14-tiden sat på et fly i Københavns Lufthavn og udvist af Danmark. Myndighederne i Somalia har foreløbigt accepteret, at tage imod 37 somaliske flygtninge fra Danmark. Sado Mohamed Abdir og hendes datter var de første, som blev sendt retur. Ekskorteret af fire danske betjente.
Musse Sheikh, næstformand i Det somaliske Fællesråd, siger:
"Jeg var i Sandholmlejren allerede klokken otte i morges. Og mange af hendes venner mødte op i Lufthavnen. Men vi fik hverken lov til at se hende, tale med hende eller bare sige farvel. Heller ikke den lille gave, vi havde med, fik hun."

En fornuft sejrede
Det var politiets nervøsitet for uroligheder i forbindelsen med udvisningen, som hindrede afskeden. Ifølge Ritzaus Bureau demonstrerede en gruppe på omkring 50 danskere og somaliere søndag i afgangshallen i Københavns Lufthavn.
Demonstrationen, der forløb fredeligt og krævede stop for udvisningerne og asyl til alle, blev overvåget af adskillige politifolk.
Musse Sheikh mener, at politiet overreagerede: "Det var helt unødvendigt at møde op med uropatrulje og alt muligt. Vi beherskede os. Jeg havde selv lyst til at smadre mange ting og råbe og skrige højt. Alle havde mange følelser i klemme. Men fornuften sejrede. Både danskere og somaliere opførte sig godt."
Saado Mohamed Abdi blev fængslet for tre uger siden, og har siden da været adskilt fra sin datter, som blev anbragt hos Røde Kors:
"Mor og barn så kun hinanden to gange to timer om ugen," siger Musse Sheikh.
Da Sado Mohamed Abdir i fredags fik at vide, at hun og hendes barn skulle udvises som en af de prøvesager, de danske myndigheder har sat i gang, sagde hun: "Jeg vil hellere begå selvmord end sættes om bord på flyet."
"Jeg talte med hende en timestid. Problemet er, at Sado Mohamed Abdirs mand og dermed datteren kommer fra en af de mest forhadte klaner i Somalia, Marehan-klan, som er den tidligere diktators Siad Barre's klan.
Barre er hadet blandt magthaverne i den nordlige løsrivelsesrepublik, fordi hans styrker bombede området i 1988 og lagde hovedstaden i Somaliland Hargeisa i ruiner," siger Musse Sheikh.
Derfor frygter Saado Mohamed Abdi for sin datters liv, når de ankommer til Hargeisa, hvor en anden klan har magten. Og bekymringen har hold i virkeligheden, mener Musse Sheikh: "Den lille pige får masser af problemer."
Traditionelt tilhører somaliske børn mandens klan. Og det forhold, at de danske myndigheder ikke har informeret myndighederne i Somaliland om mandens, og dermed datterens klantilhørsforhold, anser den somaliske kvindes advokat, Birgitte Waarst, for særdeles problematisk:
Musse Sheikh er oprevet over, at Danmark udviser flygtninge til et land, som ikke er anderkendt af verdenssamfundet:
"De bliver sendt af sted med et rejsedokument, et somalisk pas, som ikke anderkendes noget sted i verden. End ikke af danske myndigheder."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her