Læsetid: 5 min.

Snemand, skjul og lurenkik

7. april 1998

En havnetrappe i Hirtshals, en mur ved Kolding Fjord, og en fordækt kunstudstilling på Trapholt Museet

KUNST-ENTREPRISER
I Hirtshals vælter to trappeløb som en flækket bølge op over skrænten ved havnen. Og ved Kolding vandrer Trapholt Museet ned over skrænten dér, langs en mur som et snehegn fra hovedindgangen mod fjorden.
Skrænter i Danmark er altid fristende at overdrive - fordi vi ingen bjerge har! Højere oppe i det nordlige Skandinavien er byggeri en regulær kamp med terræn-spring og fjeldkanter. Landskabet gør det besværligt og derfor ofte udtryksfuldt at placere huse i landskabet.
I den bløde eller flade danske topografi kan det derimod være helt ned til få centimeters højdeforskel der afgør, om huse og landsbyer ligger her eller der. På Ribekanten f.eks. - hvor koterne gennem århundreder har bestemt fundamenternes tørskoede placering i forhold til storm eller springflod. Til gengæld markerer katedralens og vandværkets høje tårne allerede langt væk bebyggelsen i landskabet.
I Hirtshals og ved Kolding Fjord er det vandrette trin og mure, der som snit i terrænforskellene dramatiserer oppe og nede.

Gulerodspegepind
Hirtshals er en kunstigt planlagt by. Ikke en selvgroet købstad i krydset mellem vandvej og landevej, men en udpeget placering af havn og by, oven- og nedenfor den høje skrænt. Ligesom i Esbjerg og Hanstholm.
Esbjerg har sin bypark med museum og nu også musikhus på kanten af niveau-springet. Hirtshals har i mange år kun haft kroen som overgang mellem vand og by. Men nu har trappen taget land og forbinder en tricky postmodernistisk byplads med kajer og skibe nedenfor.
Det er billedkunstnerne Mogens Møller og Dorte Dahlin, der sammen med byens tekniske forvaltning har formgivet arrangementet, og givet en uskyldig betontrappe ekstra schwung op over skræntens daglige højde. Mogens Møller har tidligere interesseret sig for havbølgen som skulpturelt objekt, men her får interessen lokal reference, hvad der yderligere understreges af den ordning, de to moderne billedmagere har foretaget på pladsen - af tidligere tiders beskedne mindesmærker over druknede søfolk og en dannebrogsmalet mine.
Derudover er trappen dekoreret med suprematistiske stalakitter, dvs. en slags Malevitch-inspirerede drypsten, og med en snemand i bronce foran et skotskternet glastæppe.
Det hele oser sammen med pladsens indretning af kitsch og gammeldags egnsmuseum, men snemandens gulerodstud er så pegepindespids og resten af figurens støbte overflade så minikrystallinsk eller fraktal, at det kitschede holdes i ave af en næsten overtydelig samlet kunstfilosoferen.
Heldigvis er trappen også god at se solnedgang fra, mellem polerede stålgelændere og mahognyskibsriste, så det hele til syvende og sidst hænger sammen på denne barske forpost, med ind- og udgående passager- og fiskerbåde nordvestpå.

Langmur
For ti år siden, da Trapholt Museet blev bygget, var der ikke råd til den lange mur, som skulle fortsætte udstillingssalenes rygrad ind over land. Men tanken har hele tiden været, at den hovedgang, der genem museets forskellige afsnit strækker sig ned over skrænten mod fjorden også fritstående skulle adskille parkeringspladsen og skulpturhaven i æblelunden.
Inspirationen har lige siden Boje Lundgaards konkurrenceprojekt været billedkunstneren og bygningsindpakkeren Christos "Running Fence", en temporær skillevæg af smukt blafrende, silkeblanke presenninger gennem et kuperet landskab.
Det er ligesom Den Kinsesiske Mur en form for entreprenant land-art, som arkitekter elsker - eller en form for praktisk gøremål, som billedkunstnere føler sig draget af.
Men balancen mellem koncept og materialebehandling er hårfin, hvis ikke projekterne skal ende som enten dårlige billeder eller fjollet arkitektur.
I Trapholt er muren omsider blevet overladt som landskabsopgave til billedkunstneren Finn Reinbothe, i respektfuldt samarbejde med arkitekterne. Og det er der kommet et værk ud af, som ligesom trappen i Hirtshals sætter forholdet mellem kunst og byggeri, eller artisteri og praktik på dagsordenen.

Gådereflekser
Reinbothes mur holder højde med bygningshøjden ved indgangspartiet. Nedover skrænten vokser bygningshøjden nemlig efterhånden som skrænten falder, hvad man kan se fra skulpturhaven.
Set fra parkeringspladsen foran museets indgang betyder det, at man kun aner skulpturhavens æbletræer op over den vandrette murkant. Eller inde bag de lodrette sprækker, der er skåret i det knækkede murforløb.
Sprækkerne er så smalle, at man de fleste steder kun kan klemme sig igennem fra grusplads til græsplæne, så om sommeren er strækket sikkert godt at lege skjul i.
Men mursprækkerne har også den funktion, at de billedmæssigt gen-reflekterer sollyset frem og tilbage mellem de fortykkede murdele, så der opstår en særlig intensitet i lysfordelingen mellem slagskygger og jævnt belyste flader.
Et enkelt sted har Reinbothe trukket et kort murafsnit frem og malet det oksblodsrødt, sådan at muren bagved pludselig lyser grønt for øjet - set gennem et hul i det røde som et udråbstegn, der da også er lagt til side som plint eller bænk.
Det er gætte-gåde-kunst for dem, der vil lege mere end almindelig skjul - ikke mindst murens hovedforløb, som symmetrisk spejler museets gangforløb og knæk i forkortet form.

Aftryk
Fordækt gådegæt eller lurenkikkeri er også bærende for de installationer og prospekter Finn Reinbothe som billedmager netop nu udstiller på Trapholt Museet - i anledning af at muren nu endelig står færdig og pudset og hvidmalet.
På udstillingen er et af de første setups et Beyus-agtigt gråt filttæppe hængt op i et hjørne med en nonchalant fotostat af et smilende mandehoved med kikkert for øjnene lige op over tæppekanten. En slags kort running-fence eller sidste rest af Berlin-muren, eller en drillepåmindelse om, at muren ude i Trapholt-parken ikke bare er en havemur, men også en konceptmur, af samme slags som dem man må overskride, hvis man vil have noget ud af billedkunst. Incl. Reinbothes egen i malerisalen.
På gulvet, mellem mange blanke fotos på væggene, står som "Råfilm" en professionelt stablet blok af toiletpapir med en flashende lampe på toppen. Her er basis for rigtig mange aftryk. Ligesom aftrykkene af museet i det nye murforløb.
I en sort kasse kan man stille sig ind og se et og samme dias skifte i en uendelighed. "Jeg har ikke mere at sige til dig," lyder underteksten på lysbilledet af den person, der telefonerer, og hvis ansigt drilagtige opfanges af en slags boksebold i rummet mellem projektoren og bagvæggen.
Så hvad enten gåderne på udstillingen er materielt udtrykt, som underlige sammenstillinger af genstandsformer og funktioner, eller baseret på kombinationer af tekstlinier og billeder, er det hele tiden tilskuerens egne overvejelser og gætterier, der underfundigt lægges frem til i Reinbothes Doktor-X kasse på siden af den gennemtrængelige kunstmur.

*Finn Reinbothes udstilling på Trapholt Museet er åben hver dag fra kl. 10 til kl. 17, frem til 10. maj

*Den nye Trapholt-mur og trappen i Hirtshals står ude hele året

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her