Læsetid: 1 min.

SPORTSFOLK

17. april 1998

Povl Høst-Madsen
*Den fremtrædende cyklist, vor fhv. chefredaktør, retspolitiske medarbejder m.m. - nu bedst kendt som Ekstra Bladets Gamle Madsen - bliver i dag med en uges forsinkelse fejret i Politikens Hus i anledning af sin 60-årsdag. Den faste rubrikbestyrer fortæller stolt, at han er inviteret med.

Johan Museeuw
*Den 32-årige belgiske cykelstjerne, der flækkede knæskallen under Paris-Roubaix, kommer næppe til at køre mange løb før VM på landevej i oktober i Holland, meddeler hans sportsdirektør, Patrick Lefevre.

Favoritfald
*Argentinas stjernespækkede fodboldlandshold fik en advarsel inden VM, da det i Jerusalem tabte en testkamp til Israel med 1-2. Hjemmeholdet havde endda råd til at brænde et straffespark og at få en mand vist ud.

Jesper Klein
*I Politikens 104-siders VM-guide ytrer skuespilleren sin modvilje mod fodbold: "Jeg bryder mig faktisk ikke om det. Det er en tåbelig beskæftigelse. Og jeg tror ikke, ideen bag er blevet ordentligt gennemtænkt, mens tid var," siger Klein. Det lyder som om, han er kommet til at se nogle af Danmarks landskampe i 'Ricardos' tid.

Jens Nielsen
*Efter en indledende 1-0-sejr over Holland ved ishockey-B-VM i Ljubljana, gik de rød-hvide spillere torsdag totalt i sort og tabte 1-7 til Storbritannien. I begge kampe blev det danske mål sat ind af Jens Nielsen.

Bjarne Riis
*Der er heldigvis længe til Tour de France. På gårsdagens 138 km lange og stormomsuste anden etape af Aragonien Rundt satte Riis (og Jan Ullrich) knap 19 minutter til i forhold til vinderen, spanske Aitor Garmendia.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her