Læsetid: 5 min.

Sprut og esprit

2. april 1998

Erindringsbøger har forskellige ledestjerner

NYE BØGER
"Jeg er født 7. juli 1924 på Smidstrupgård ved Fredericia, hvor min far var fodermester."
Sådan kan man indlede sin erindringsbog.
Man kan også give en tilsvarende oplysning med krummelurer og sige om sig selv i 3. person, at
"Det var i den yndigste Foraarstid d. 28de Mai 1789, da hin lille hvidhaarede Dreng var kommen til Verden i Thorkildstrup Præstegaard."
Det sidste er digteren B. S. Ingemanns metode i hans Levnetsbog, mens den første formulering kommer fra Bertel Kjær Kristiansen, der har leveret skildringen af Mit fugtige liv som sømand, cirkustjener og landevejsridder. Den indgår i erindringsserien Folk fortæller, hvor almindelige mennesker gøre rede for deres livsløb fra episode til episode. Det er tit overraskende ualmindeligt, men som her betragtet med lakonisk selvfølgelighed. Struktur og komposition er lige ud ad landevejen, hvad der også er Kjær Kristiansens livsprincip, hvis det da ikke tilfældigvis er søvejen. Livet fremstår med en egen vilkårlighed, der ligner logik, i hans ukunstlede fremstilling.
Oplevelserne trækkes på snor for ham, der overalt valgte en frihed i bevægelse, som skibsdreng og sømand kloden runst i amerikansk tjeneste under 2. Verdenskrig, som værnepligtig grænsevagt i Sønderjylland efter krigen, som vagabond, som rejsende med Cirkus Benneweis og Cirkus Buster, som bums med indgående kendskab til Underdanmark og dets sociale sikkerhedsnet, overalt med sprutten som den lysende ledestjerne.
Et vendepunkt indtrådte, da han dinglede ud foran en bil og fik benet kørt af. Men han fortsætter på protesen, som også er gemmested for de pengesedler, som så mange bistår ham med. Og siden kører han Danmark tyndt på sin trehjulede knallert, derefter i udflugtsbusser i en verden af sympati, som hans utvivlsomme charme har fremkaldt.
Ruten gennem livets smuthuller og ind i forsorgen sammen med gutterne Myre-Jens, Den hvide neger, Det knækkede vandrør og Peter Røvsaks har sørgmunter karakter, en streng lystvandring.

B. S. Ingemann
Ingemann var kun ude på én længere udenlandsrejse, som dannelsen krævede. Han holdt sig pænt på måtten og ilede hjem til sin ventende brud. Til gengæld foretog han, selv efter datidens romantiske målestok, usædvanlige indre ekskursioner i fantasiens og tankens tid og rum. Han var en sofistikeret og overordentlig belæst, europæisk medlevende digter, som Niels Kofoed har understreget det i sin bog om Den ukendte Ingemann (1996), led i den renæssance for digteren, der de senere år har fundet sted med nyudgivelser af eventyr, fantastiske fortællinger og digte.
Det var vel også på tide at svinge lysets flag for Ingemann, må han mene i sin himmel, skønt folkekær og hyldet som få andre, men udsat for den sure Molbechs forfølgelse og kritikken og litteraturhistoriens fordomme. Ingemann benyttede gang på gang lejligheden til at forklare sin digtning og sit liv, i fortaler og kommentarer - og på opfordring i et Tilbageblik paa mit Liv og min Forfatterperiode fra 1811 til 1837.
Det er en polemisk selvdeklaration, hvor han i øvrigt som den første leverer en systematisk oversigt over dansk litteraturs udvikling i dens vekslen mellem forstand og følelse frem til ham selv. Først udgivet efter hans død. Det gælder også den ufuldendte, ovenfor citerede Levnetsbog. Ved Det danske Sprog- og Litteraturselskabs mellemkomst fremtræder endelig begge værker i pålidelig, tekstkritisk skikkelse efter originalmanuskripterne. Jens Keld har spenderet uendelig møje med fodnoter på hver side samt 100 sider punktkommentarer og en redegørende indledning, så alle stjerner neie sig.

Et lurende spørgsmål
Digteren tilrettelagde sine erindringer med udsøgt omhu og nogen ængstelse over for det lurende spørgsmål: hvad vedrører mit private liv andre? Han foretog derfor den pseudo-objektivering, det er at rykke sig selv fra 1. til 3. person ental.
For en mand af Ingemanns støbning måtte livet have en højere mening. Eller i hvert fald gives en sådan. Arrangementet er vidunderligt:
Levnedsbogens første del indledes med denne fødsel i 1789, selve det store revolutionsår. "Hvorvidt Stjernernes Indflydelse hin 28de Mai har gjort sin Indflydelse gjældende, vil maaske denne Levnetsbog udvise, hvis den bliver fuldført."
Det blev den som sagt ikke, men dens første del afsluttes i 1799 på Falster, hvor faderen dør, og han skal flytte til Slagelse med moderen.
Og hvor der sker en stor solformørkelse.
Og hvor han oplever et fyrværkeri.
Og hvor han finder en bunke gamle almanakker, som han på en af århundredets sidste dage samler sammen og "med en storartet Følelse" - kaster på skorstensbålet.
"Men hvad der den sidste Gang halv ubevidst foresvævede ham, forekommer ham nu paa hans gamle Dage som en vild fantastisk Afskedsleg med det attende Aarhundrede og med hele det gamle idylliske Barndomsliv i Præstegaarden."
Sådan afsluttes et århundrede med maner i den enkeltes liv, som en europæisk allegori.
Sådan gav han sit barndomsliv kunstnerisk struktur.

Fortolkende bevidsthed
Anden del af værket når kun frem til 1811 og har fragmentets uindfriede løfter om et helt liv, som alligevel ikke blev den totalharmoni, der var drømt. Det er en langsom bog, i datidens tempo, som nu længst er glemt, et stykke forfinet kultur, som har herlige mængder af øjenvidneskildret folkeliv.
Det overnaturlige gjorde sig hele tiden gældende. Man levede et liv imellem flere sfærer. Spøgelser huserede og manedes bort af præsten og fornuften, men spillede en mægtig rolle også hos dem, der stærkest fornægtede dem. Eventyrverdenen var synlig. Folkelivet og dets skikke på landet er ikke bare folklore, men her en virkelighed: fastelavn og karneval, trillen af påskeæg, sommer i by, høstfest og julestue, barselsgilder og konfirmation, omgivet af sagn og gengangere.
Der er hos digteren medleven og distance, en fortolkende bevidsthed, som ikke findes i vagabondens fugtige liv ifølge hans kronologiske
og-så-og-så beretning. Ingemann bestræbte sig på at vise, hvordan den skabende bevidsthed netop skal føre ind i digtningen til en mening med tilværelsen i gensidig afhængighed.
Det lille hæfte og den tykke bog bringer på hver deres måde læseren i kontakt med levet liv, med dets karakter af hændelsernes logik. I det ene tilfælde er velfærdsstaten den højere magt, hvis forsorg bringer samling på tilværelsen trods destruktive tendenser, i det andet tilfælde er det forbundetheden med ideernes højere verden, som giver livet indhold.
Da kan man stille det interessante og rædsomme spørgsmål, som det tilfældige sammenstød af to aktuelle publikationer rejser: Hvem er tættest på eksistensen? Spritteren eller spiritualisten?

*Bertel Kjær Kristiansen: Mit fugtige liv. Erindringsserien 'Folk fortæller'. 68. s., 80 kr. Foreningen Danmarks Folkeminder

*B. S. Ingemann: Levnetsbog I-II og Tilbageblik paa mit Liv. Ved Jens Keld. 470 s., 375 kr. DSL/C. A. Reitzels Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu