Læsetid: 2 min.

En stemning af undtagelsestilstand

29. april 1998

Heldigvis har tyrkerne henne om hjørnet har ingen problemer med at skaffe varer

ANDEN DAG
"Hva' faen... kommer posten?" Der lød et bump ude ved brevsprækken i formiddags og oven i købet tidligere end sædvanligt.
Jeg havde ellers forliget mig med tanken om hverken at få post eller aviser fra mandag. Da jeg i fredags kom hjem fra en smuk dag i Tivoli, smuttede jeg ind hos min lokale Irma og faldt som sædvanligt i staver ved frysedisken, indtil det gik op for mig, at jeg stod og gloede på en ensom pakke flæsk - den eneste, der var tilbage. Hvad var nu det for noget?
Hjemme på flimmeren var der vild gang i den. Storkonflikt, strejke! Hamstring! Ingen lufttrafik, ingen gær. Jamen, hvor er vi henne?

Ekstra spaghetti
Lørdag morgen blev jeg selv grebet af hamstringsbølgen og stoppede er ekstra pakke spaghetti ned i indkøbskurven.
Sønnen insisterede på at låne min bil her i dag. Loui-siana kunne ikke vente, og fy for en grim tanke overhovedet at stille spørgsmålstegn ved, om de dyrebare benzindråber skulle brændes af på Francis Bacon eller bruges på sommerhusbesøget i Rørvig i weekenden.
På samme måde som søndagen siver ind gennem alle sprækker en gang om ugen, selv om man ikke har kigget på kalenderen, på samme måde sniger en stemning af undtagelsestilstand sig ind i disse dage, selv om man hverken er afhængig af gær eller fly.
Nå, det er nok i dag, jeg må se at få den revy-tekst gjort færdig, samlet skattepapirerne til revisoren, ryddet op i møgbunken på skrivebordet og lægge frøene til cannabis'en i vådt vat, så de er lige til at plante ud i weekenden. Hvis der altså bliver nogen weekend!
Ellers må jeg stille mig
tilfreds med sønnens oplevelse af Bacons snørklede univers.

Underholdning
For at sige det rent ud: Strejken rager mig ikke til ærgelser. Højst til lidt underholdning ved synet af en pensionist på tv'et der har købt tre eksemplarer af Ekstra-Bladet, bare for at være på den sikre side!
Tyrkerne henne om hjørnet har ingen problemer med at skaffe varer, de har venner alle vegne. Er det forresten ikke tankevækkende, at det måske bliver vores indvandrere, der kommer til at holde liv i os, hvis strejken fortsætter?
Og helt ærligt, det er da godt for folkesundheden, at det ikke er til at opdrive en pakke smør. Cyklen bliver det bedste og billigste transportmiddel, og hvis strejken varer længe nok, kan de små børn opleve noget så usædvanligt som at trække vejret uden at hoste, når de passerer krydset ved Trianglen.
Men ingen tror vel på, at strejken varer fem forbandede år.
Og så syntes jeg i øvrigt, at vil skal være taknemlige for, at Dansk Industri har givet arbejderne fri juleaften. Tænk, hvis de havde afskaffet den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her