Læsetid: 3 min.

Den stereoskopiske fryd

25. april 1998

KALENDER
OM ANTONIUS, forfatterens stedfortræder i rejsebogen fra Paris, siger Sophus Claussen, at han ikke tillod, at livet rørte ham, uden at det gav tone.
I digterens tilfælde ytrer denne indtryksmodtagelighed sig i sprog, i tale. Man skal ikke have læst mange digte af Sophus Claussen, før man både hører og genkender klangen af hans personlige stemme og tonesprog. Det egentlig mærkelige er, at denne klang kan høres i skriften. Vi læser og forvandler den til lyd i det indre øre, men har også glæde af at opleve den i den rette fortolkers oplæsning.
Englene synger med, når de store digtere oplader røsten. Udtrykket, der tilskrives Bernhard af Clairvaux, aktualiseredes forleden her i avisen (3. april) i et interview med Bo Holten, der med sit kor Musica Ficta bevidst arbejder med overtoner. Det er en gammel kunst, optrænet under kirkehvælvingerne, hvor akustikken skabte særlige muligheder for at fremhæve disse overtoner.
Menneskestemmen har ligesom andre instrumenters lyd sådanne toner, der svinger med i højere frekvenser over grundtonen. Hvert instrument har alt efter sin bygning forskellig klang. Det er let at høre forskel på samme tone frembragt af en stryger og en blæser.
Det er let at høre forskel på digterstemmer, selv om de arbejder også med andre virkemidler end overtoner.

UDEN SAMENLIGNING i øvrigt nævner jeg et andet kor med særlige kvaliteter, frit opfundet og beskrevet således:
"Mændene fra vor by mødes i byens knejpe, som ligger ved vandmøllen ved broen over floden. Her underholder vi os en stund med det skummende øl, den klare korn og stemningsfulde sange fra vort hjemland. Kyndige folk fra operaen og fra radiofonien har udtalt, at vor sang er dybt original og vor flerstemmighed af mesterlig kvalitet."
Peter Seeberg beskriver her med sin egen klangbevidste prosa uden at sige det direkte et overtonekor i novellesamlingen Argumenter for benådning (1976). Det er kormedlemmerne, der enstemmigt appellerer til landsretten i Hoburg, Obersachsen-Kermatt for at få en morder benådet, så han bevares for deres sangpræstationer. Han er korets dybeste bas.
Musikken er større end forbrydelsen, mener de. Uundværlig for en hel bys borgere.
"Tenorens smægtende glæder, barytonens alvorsfulde mådehold må svæve dybt bevidste over den dybeste bas, der kan eksistere."

OM OVERTONEKOR hed det i avisen, at en dygtig sanger kan trække overtonerne frem i lydbilledet, som påvirkes med dragende, lyse klange. "Æterisk, rumudvidende er ord, der beskriver oplevelsen."
Hos Ernst Jünger, over for hvem man også skal finde argumenter for benådning, læser jeg i hans Kapriciøse indfald (1955) om "den stereoskopiske fryd."
Den beskrives som en sanseform. Han betragter nogle koralfisk i et akvarium. Deres farve har en berøringsværdi, sådan at synet bliver en følelse i huden. Sanseorganerne kan således aflokke samme ting to forskellige sansekvaliteter. Man fatter om tingene "som med en indre tang". Og så hedder det:
"Det sande sprog, digternes tale, udmærker sig ved ord og billeder, som er grebet på denne måde. Det er ord, vi længe har kendt, men som først herved folder sig ud, og fra hvilke der nu synes at udgå en glans af det uberørte, et væld af musik. Det er tingenes skjulte harmonier, som her spiller med."
Flade forvandler sig til rumlighed og dybde i den stereoskopiske sansning. Det kan ske i sproget, der opleves som musik, når den kyndige poet lader livet give tone, og vi bevæbner os med en indre tang. Det poetiske sprogs overtoner taler vi om metaforisk, men måske er der alligevel også sådanne fysiske realiteter til stede i klangen af bl.a. Sophus Claussens bedste vers.
I 1894 udgav han et lille skuespil som en slags prolog til romanen Unge Bander. Tænkt som tale. "Allé i Maaneskin" står der som regianvisning foran første handlings første optrin, ledsaget af følgende strofe, som i mine ører er både stereoskopisk, stereofonisk og et dæmpet kor af overtoner, udformet i langvers, der ikke kan gengives sådan i avisens spalter, men må knækkes:

Hvor drypper, siver, nynner
Stadsgravens Strøm, og se:
der risler Maaneskin ned
i den gamle Allé,
hvor under Kastaniers Tag
og kongehøje Linde
Stenbroen pletvis lyser,
mens Gravens Vande spinde
en dæmpet fjern Musik
til Lysets og Bladenes Spil
en tropisk Drøm om at dø og fornys,
som viljeløst Draaberne vil.

Det er en helt personlig version af det gamle elegiske versmål, sat i musik. Ernst Jünger ville endda også have kunnet se det flerdimensionale digt som et tropisk akvarium.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu