Hanne-Vibeke Holsts Therese-bøger er blevet fast pensum på barselgangene. Tredje og måske sidste bind i serien rummer lige så hot stof, men mindre indsigt og mere håndelag
NY BOG
" - Nu står vi lige, elskede," er Pauls sidste ord til Therese, før hun drager på ti dages reportagerejse til Østeuropa - det plejer nemlig at være ham, der rejser. Men på hug foran sofaen, hvor Paul har lejret sig for natten i arrigskab over hendes afrejse, bønfalder Therese ham om i det mindste at sige farvel til hende: " - Vi kan ikke skilles på den her måde. Det er alt, alt for farligt!"
Det sker midtvejs i den tredje - og måske sidste - af Hanne-Vibeke Holsts bøger om tv-reporteren og mediesilden Therese Skårup.
De to tidligere, Thereses Tilstand og Det Virkelige Liv, ramte en livsnerve hos 90'ernes unge kvinder, de, der drak ligestillingen ind med modermælken og følte sig rent ud røvrendt, da det første barns fødsel kolliderede med karriereplanerne og genaktiverede både den oversete kvindelige biologi og det klassiske kønsrollemønster med far-på-arbejde og mor-ved-vaskemaskinen. Så eftertrykkeligt er det nemlig lykkedes Hanne-Vibeke Holsts romaner at indramme tidens dilemmaer, at især Det Virkelige Liv er blevet fast pensum på landets barselgange, når jordemødre skal forberede livsstilsramte nutidsmødre på det virkelige liv.
At blive voksen
Det handler kort sagt om at blive voksen, og En Lykkelig Kvinde fortæller, hvordan det siden gik den nu 32-årige Therese, og hendes mand, tv-studieværten Paul Weber.
Parret har netop fejret deres datter, Zarinas tre års fødselsdag, de er flyttet i eget naturmalet byggeforeningshus i det rigtige kvarter og Paul har styr på Thereses ægløsninger med henblik på flere år - alt skulle ånde idyl.
Men Therese har ikke hjertet med i projektet, hendes og Pauls forhold er stivnet til kliché. Først langt senere erkender hun:
"Alt ville vi indrømme - bare ikke den kendsgerning, at vores himmelflugtende kærlighed ikke er andet end et almindeligt, dødhamrende ordinært parforhold, hvor man småskændes, småharper og småboller og i enhver henseende lever op til statistikkernes kedsommelige konklusioner vedrørende parforhold i halvfemserne (...) Hvem smører madpakker, hvem henter, hvem bringer?"
Det lille ord 'undskyld'
Problemet er ikke bare, at fortælleren Thereses beskrivelse faktisk ikke er dækkende, men at forfatteren ikke har noget bedre at byde på. Sagen er, at de begge er for umodne til nogensinde at indrømme noget eller vise den anden en venlighed, som ikke forventes nøjagtigt modregnet. Især synes det lille ord 'undskyld' at rumme et ansigtstab så formidabelt, at en skilsmisse er langt at foretrække. "Så er jeg heller ikke værre," hvæser Therese eksempelvis, da hun en dag har glemt at hente datteren i børnehaven og møder Pauls bebrejdende hovedrysten. Interessant nok undskylder hun dog episoden over for - barnet... "Jeg kondolerer," er al den medfølelse, Paul kan mønstre, da Therese fortvivlet fortæller ham, at hendes far er død. Til gengæld roser han hendes begravelsestale, som om hun netop havde holdt en peptalk for medarbejderne i General Motors.
De to har tabt følingen med hinanden, og i denne kuldslåede skildring af en stor forelskelses forfald ned i ligestillingsægteskabets købmandsregning ligger bogens virkelige smertepunkter. Sammen med beskrivelsen af faderens dødsleje er det denne første halvdel, der især gør bogen værd at læse.
Fermt håndelag
Bogens anden halvdel, den østeuropæiske reportagerejse, er fortalt med al Hanne-Vibeke Holsts ferme journalistiske håndelag, som dog hverken helt kan skjule, at afsnittet er blevet for langt eller at spændingsplottet ikke bliver landet ordentligt.
Især virker historien som kulisse omkring Thereses forelskelse i den femten år ældre dansk-ungarske fotograf Miklós. I modsætning til linselusen Paul ser den modne Miklós Therese som den, hun selv føler, hun er - en lille pige med behov for at forsvinde i fars stærke favn. "Lille fugl, jeg vil altid beskytte dig," er det Sesam, der åbner Thereses skød og sjæl, ligesom "stor pige!" er hans største ros til hende.
Sådan lykkes det også Therese at forløse sin livslange sorg og skuffelse over sin far, der forlod hende og søsteren som små, kun med sit pas og Verlaines digte i inderlommen, og ved sin død efterlod et brev uden fortrydelse samt en mængde bekendte, der hver især kendte ham mere intimt end hans egne børn.
Trods det stærke stof i bogen, der med forældredødsfald og skilsmissetoner er hentet fra det moderne voksenlivs initiationsritualer, virker En Lykkelig Kvinde mindre forløst som roman end de to foregående. Det er ikke kun, fordi Hanne-Vibeke Holst har opgivet kampen mod klicheerne ("hendes hårs kamilleeng" hører til de bedre), men også, fordi Holst denne gang er faldet for fristelsen til at stryge sin læser med hårene og nærmest har blandet blod med sin hovedperson. Hvis Therese som undskyldning for at forlade Paul behøver en krydsning af Farmand og James Bond, og det hele iøvrigt skal foregå i pittoreske kulisser fra et Østeuropa i forandring, ja, så er Hanne-Vibeke Holst ikke nærig med godbidderne, selv om det koster i indsigt og kunstnerisk nærvær. Men bare en behjertet forlagsredaktør dog ville slå hende over fingrene, når hun, som i romanens slutning, kaster sig på hovedet i den rene ønskedrøm og føljeton, da Miklós absolut skal forenes med sin fortabte søn. Her savner man simpelt hen ord.
Men den rappe fortællestil og de hippe klicheer er også så meget et valg fra forfatterens side, at man et sted må tage hatten af for projektet.
Hanne-Vibeke Holst vil have læsere, hun vil have sin - vores! - generations største familiemæssige revolution diskuteret. Og for denne respekt for det virkelige liv har læserne belønnet hende ved simpelt hen at købe hendes bøger.
Meget mere behøver man faktisk ikke forlange af en samtidsroman - selv om det ville være dejligt, hvis Hanne-Vibeke Holst havde lidt mere tillid til, at hendes læsere også selv formår at tænke.
*Hanne-Vibeke Holst: En Lykkelig Kvinde. 404 sider. Kr. 295. Gyldendal. Udkommer i dag
