Læsetid: 3 min.

Teksten er den samme, men tiden...

23. april 1998

Morten Grunwalds genopsætning af Becketts 'Slutspil' lægger vægten på livsvilje, livskraft, overlevelse: 'Håbløsheden mobiliserer anti-håbløsheden'

TEATER
Det har været en utrolig oplevelse at gense nogle af Francis Bacons hovedværker her i vinter på Louisiana. Chokket har været dobbeltheden eller måske snarere dobbeltbundetheden.
Billederne blev i sin tid af de fleste taget utrolig meget for pålydende og aflæst meget bogstaveligt. Det var i koldkrigsårene, årene efter atomkampagnen. Billederne blev set som realistiske fremskrivninger til sekunderne efter ragnarok. Undergangsfantasier.
I dag er det i langt højere grad muligt at se anførselstegnene i billederne.
Det teatralske har været der hele tiden, men er blevet tydeligere, langt mere påfaldende. Billederne handler ikke nær så meget om død - langt mere om iscenesat liv. De ses snarere som psykiske tilstandsrapporter - ikke uden en stor, kulsort, selvbevidst humor. Dengang var det grimheden, der trak - nu er det langt mere.
Hvilket kun tilsyneladende er en omvej frem mod Samuel Beckett og hans Slutspil, som netop har haft dansk repremiere på Østre Gasværk Teater.
Også denne forestilling er skrevet i en anden tid og - som Becketts andre dramatiske hovedværker - oprindelig tolket og til en vis grad taget for pålysende og dermed også set uden den livgivende distance, der præger Morten Grunwalds opsætning.
Ligesom de meget skitseprægede omrids af kasser og kvadrater i Bacons billeder placerer motiverne på lærrederne som spil i spillet - på samme måde understreger denne Beckett-opsætning i hvor høj grad, der er tale om et spil i spillet.

Kolerisk terrorist
Den blinde og lamme boss-skikkelse (spillet af Tommy Kenter) er naturligvis en kolerisk terrorist, men han er samtidig en skuespiller, der spiller blind koleriker, og som står i konspiratorisk ledtog med sit publikum, forbereder folk på hvad der skal komme, og hvordan hans medspillere formentlig vil reagere.
Også den dårligt gående tøffelhelt eller halvslave (Lars Knutzon) er udstyret med denne dobbelt-bevidsthed.
Det samme gælder pensionisterne i skraldespandene (Lene Brøndum og Per Pallesen).
Det bliver tydeligere end før, hvorfor komikere eller ligefrem klovner bør spille disse roller - på grund af deres særlige rollebevidsthed, deres fornemmelse for meta-teater. En Stanislavski-skuespiller ville formentlig falde om og dø af hjernekramper allerede under første læseprøve.
Men komik og tæt samarbejde med et medsammensvorent publikum er eneste chance, hvis man skal gennemføre en tekst, der starter med replikken: "Slut. Det er slut."
Det er modigt i 1998 at sætte Slutspil på plakaten. Nok repræsenterede Beckett en ny historie og et radikalt anderledes teater, da hans store tekster i sin tid kom frem, men de var også - som Bacons billeder - skabt i og skrevet op mod en anden verden end den, vi nu tror, vi kan se frem til at leve i.
Megen af den tids beslægtede drama, litteratur og billedkunst er i dag aldeles umuligt - og også Slutspil ville i en mindre dobbeltbundet opsætning være kitsch.

Slut eller spil
Hvor man i sin tid nok lagde vægten på første del af titlen, er det sidstedelen, altså spil, der i dag drilsk kører projektet hjem.
I et interview i programhæftet siger Grunwald: "Håbløsheden mobiliserer anti-håbløsheden." Og: "Når Slutspil handler om menneskenes forspildte muligheder er det fordi Beckett tror på menneskets fantastiske muligheder."
I Grunwalds dramaturgi bliver det - ultrakort - til et stykke om en selvmorderisk ubeslutsomhed. Hvor man måske tidligere mest så en halvrealistisk forudsigelse om en aldeles uafvendelig undergang, er det nu muligt at se livsvilje, livskraft, overlevelse.
"Hvad sker der?", spørger Kenter-rollen gang på gang. Og Knutzon-rollen svarer ligeså automatisk: "Noget følger sin kurs."
Sagt uden anførselstegn et noget depressivt udsagn. Sagt med anførselstegn et spil med mange åbne ender og dermed også med muligheder.
Engang var Slutspil en forestilling om menneskehedens sidste timer eller dage. I dag er det lige før, vi overværer et stykke om de første.
Peter Bondes nøgne, jord-grå scenografi, skraldespandene, kostymerne, Klaus Rifbjergs flotte danske ord - det ligner en kopi af en klassiker, men det er lige med ét blevet et helt andet og anderledes fremadrettet stykke.
Jeg ved ikke, om det er tiden eller Grunwald. Eller begge dele. Teksten er den samme, men tiden...
Eller måske er det bare mig der selv, der er blevet ældre.

*Slutspil. Skuespil af Samuel Beckett. Overs. Klaus Rifbjerg. Instr.: Morten Grunwald. Scenog.: Peter Bonde. Østre Gasværk Teater

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her