Hennning Camres og Ib Bondebjergs handlingsplan godt modtaget, men knasten træder pludselig tydeligt frem
KOMMENTAR
Filmhusets nye handlingsplan, som bl.a. skal bruges til at løfte 235 mio. kr. ekstra fra statsbudgettet over til dansk film, fik mange pæne ord med på vejen, efter at den onsdag blev offentliggjort. "Prisen er høj, men til gengæld når planen med stor kraft ud i alle hjørner af det danske filmmiljø," skrev således Berlingske Tidende i går. Informations Morten Piil kalder planen for "det mest opmuntrende udspil", siden man i 60'erne søsatte en statsstøttet, seriøs, dansk filmkunst. Og i Ekstra Bladet hilste et par af filminstruktionens unge løver planen velkommen som et godt afsæt for "kampen mod Hollywood". Således udtalte Thomas Vinterberg: "Jeg har fuld tillid til hans (Camres. red.) tiltag og til instituttets, lad os kalde det nye linje, og jeg mener, at planen holder."
Ved præsentationen i Filmhuset mente mange, at det "var godt, at der blev hanket op i filmadministrationen", og at det længe havde været tiltrængt. Der er dog også knaster i den store omorganisering, og en af dem trådte pludselig meget tydeligt frem, skønt bestyrelsesformand Ib Bondebjerg forleden i Information (14.4.) havde travlt med at bortmane spøgelset. Opmærksomme læsere vil vide, at det drejer sig om den ordning, hvorefter skiftende, åremålsansatte konsulenter - i praksis enerådende - har bestemt hvilke film, der skulle støttes. En ordning med svagheder, bevares, men ikke desto mindre producerer vi med denne ordning p.t. nogle af Europas bedste film.
Dans på knivens spids
Nu skydes en såkaldt udviklingsafdeling ind, som skal støtte konsulenterne, men ifølge Bondebjerg overhovedet ikke anfægte deres suverænitet. Men områdets direktør, Thomas Stenderup, har svært ved at se, at en konsulent-indstillet film kan blive produceret, hvis udviklingsafdelingen fraråder det. Altså det stik modsatte af, hvad Bondebjerg har skrevet, men, ok, så er tingene da sagt lige ud.
Praksis vil vise, hvad der sker, men det ligger i kortene, at administrationen kan få langt større indflydelse end tilforn. Udviklingsafdelingen kan vise sig at være en gevinst, hvis samarbejdet mellem instruktør, konsulent, direktør og udviklingsafdeling foregår i en positiv ånd. Al erfaring viser dog, at der er talrige konflikter omkring de enkelte filmproduktioner. Og det er i konfliktsituationer, et regelsæt skal stå sin prøve.
Med penge kan man styre meget, skal den tidligere kulturminister Jytte Hilden engang have sagt. Det har hun evigt ret i, og det samme gælder naturligvis en udviklingsafdeling som den skitserede. Der er med andre ord lagt op til en dans på knivens spids.
Den nye kulturminister, Elsebeth Gerner Nielsen, tog også pænt imod handlingsplanen med de "mange spændende ideer", men skyndte sig via en pressemeddelelse at tage forbehold over for de ekstra millioner. Hun var tvivlende over for, om der er talentmasse nok til på fire år at øge antallet af producerede danske spillefilm fra 15 til 35.
Det kan formentlig tolkes derhen, at der kommer en kraftig forøgelse, dog næppe så stor som den, Camre, Bondebjerg & co. har ønsket.
Det har de to chefingeniører bag handlingsplanen ligeså formentlig kalkuleret med - og netop derfor sat beløbet meget højt. Drevne taktikere er de og de skal bestemt ikke have utak, hvis udnytter den konsensus og positive holdning, der p.t. er hos politikerne og skaffer en forøgelse af midlerne, som kan mærkes. Filmstøtten har alt for længe ligget underdrejet, hvilket har bremset de mest talentfulde instruktører.
