Læsetid: 6 min.

Tibetansk lidelse

6. april 1998

Udgivelsen af den tibetanske munk Palden Gyatsos bog
er affødt af et ganske ondartet samspil mellem den vestlige offentligheds mytologiske behov og de politiske processer i Tibet

NY BOG
Tibet er på vej til at blive en særlig tydelig figur i den vestlige offentligheds sæt af yndlingsforestillinger.
En proces, der i sin seneste fase tog sin begyndelse med den karismatiske eksil-leder Dalai Lamas modtagelse af Nobels Fredspris i 1989 synes nu at kulminere med flere Hollywood-film og massiv offentlig fokusering på den truede tibetanske kultur. Den første af filmene, Syv år i Tibet, har haft dansk premiere, mens vi endnu har Disney-koncernens Dalai-Lama-biografiske Kundun til gode.
I gadebilledet møder vi Mobilix' storplakat med en tibetansk munk og en kinesisk soldat, der tilsammen illustrerer, at "samtale skaber forståelse".
Og nu udsender Gyldendal så Palden Gyatsos Ilden under sneen, et vidnesbyrd fra en tibetansk fange, der tilbragte næsten fyrre år i kinesisk styrede fængsler i Tibet.

Dæmoniseret fjende
Når Tibet er kommet til at fylde så meget i den vestlige offentlighed lige nu, har det et særligt sæt af årsager:
Kina er den eneste rigtig store og farlige 'onde' magt i verden. Også ved afslutningen af verdenskrigenes århundrede - efter Sovjet-imperiets sammenbrud og afslutningen på den kolde krig - er en sådan dæmoniseret fjendemagt svær at undvære.
Til gengæld er Tibet indbegrebet af drømmen om den tabte før-moderne uskyld, det mystiske, spirituelle, 'miljørigtige' samfund, dømt til at tabe til den alterobrende modernitet, men heroisk i sit nederlag og ikke mindst i konfrontation med den kinesiske politi-stat.
Billedet er så stærkt og dets irrationelle bestanddele så voldsomme, at ikke mange af udsagnene om Tibets aktuelle situation har meget at gøre med de faktiske vilkår på højsletten nord for Himalaya. Tværtimod synes der at udvikle sig et ganske ondartet samspil mellem den vestlige offentligheds mytologiske behov og de politiske og kulturelle processer i det store, men tyndtbefolkede tibetanske kulturområde.
Ilden under sneen er et eksempel. Bogen er patetisk og misvisende.
Palden Gyatso har utvivlsomt gennemgået ufattelige lidelser, han har oplevet menneskelig brutalitet og fornedrelse. Bogen er imidlertid ikke nogen særlig pålidelig dokumentation herfor. Den er dikteret til en eksil-tibetaner, en 'forsker', bosat i London, som har skrevet bogen sammen. Det præger den. Den rummer ikke antydning af autentisk sprogtone. Den fremstår som propaganda. I bogen forekommer der ikke en eneste sympatisk eller blot menneskelig kineser.
Det er ikke svært at forstå, at et offer for så massiv kinesisk brutalitet og et vidne til så voldsom og systematisk kulturel ødelæggelse, som fandt sted i Tibet under den kinesiske kultur-revolution, bliver uden nuancer i sin oplevelse af kineserne.
Men det er dog ganske hyppigt understreget, at de tibetanske buddhister med Dalai Lama i spidsen netop i kraft af deres religiøse indstilling afstår fra slige kategoriseringer og fjendebilleder, der netop ses som kilden til menneskelig lidelse uden grænser.

Overfladisk fremstilling
Gyatsos bog er en slags selvbiografi, men helt uden overbevisende indre sammenhæng.
Mest levende er skildringen af hans barndom i en velstående lokal godsejer-familie, langt mere farveløs beretningen om hans munkeliv, igen som privilegeret elite-munk uden arbejdsforpligtelser, men med mulighed for at studere.
Al vægt i bogen er lagt på fremstillingen af et vilkårligt ondsindet kinesisk styre og dets umenneskelige brutalitet. Der er ingen grund til at tvivle på sandhedsværdien af de forfærdende skildringer af konkret tortur og mishandling. Men her er ingen bidrag til at forstå, hvem Gyatso er som menneske, ingen mulighed for at fornemme, hvad lidelserne faktisk gjorde ved ham, eller hvad hans religion har betydet for ham.
Tværtimod er fremstillingen påfaldende overfladisk og på mange punkter forbløffende unøjagtig, selvom hyppig anvendelse af tibetanske gloser formentlig skal give den præg af autenticitet.

Kinesernes politik
Bogen skelner ikke tydeligt mellem perioden under kulturrevolutionen i 70'erne og perioden i 80'erne, hvor kineserne radikalt ændrede politik og søgte at genskabe rammer om klostre og religionsudfoldelse.
Tværtimod fastslår forskeren, Tsering Shakya, i sin indledning, at bogen viser "at livet under Deng ikke var bedre end livet under Mao."
Det noteres kort, at Gyatso faktisk blev løsladt og fik mulighed for at leve i Drepung-klostret efter afslutningen på kulturrevolutionen, men kort efter arresteres han igen, denne gang for besiddelse af et tibetansk nationalflag og skrifter af Dalai Lama.
De tre store klostre omkring Lhasa, Drepung, Sera og Ganden, var stærke politiske baser for den tibetanske elite, der under voldsomme indre opgør styrede central-Tibet, indtil kineserne tog over. Klostrene var organiseret som store godser, og hovedparten af indbyggerne arbejdede som trælle.
Disse tre klostre er helt i centrum også for de senere års politiske uroligheder i Tibet. I store dele af det tibetanske kultur-område synes der at være langt fredeligere relationer mellem kinesiske myndigheder og religiøse ledere og klostre.
Det er svært at se bort fra, at den stærke vestlige Kina-kritik på det retoriske plan har givet kredse i central-Tibet helt urealistiske forhåbninger om 'befrielse' fra kinesisk overhøjhed.
De tre store Gelukpa-klostre (Gelukpa er Dalai Lamas reformerte kloster-tradition) nær Lhasa er direkte eksponeret for den turisme, som kineserne har åbnet for, vedligeholdt og udvidet. Selv om den stadige strøm af turister med Dalai Lama-fotos i bagagen og stærk sympati for uafhængighedsbevægelsen naturligvis i sig selv kan blive en polariserende faktor.
Dalai Lama har i de senere år med stor energi understreget, at han ikke kan forestille sig et frit Tibet. Da han kom til Tibet-høring i København for et par år siden, sagde han, at Tibet tilhører et større samfundsmæssigt fællesskab, hvilket utvetydigt var en anerkendelse af kinesisk overhøjhed. Dalai Lama understregede også, at han ikke blot markerede dette synspunkt af taktiske grunde, men fordi han er overbevist herom. Det er ikke en del i en politisk studehandel, men realisme.

Pragmatisk samspil
Set i lyset heraf, må man som vesterlænding vel spørge sig selv, om man ikke kommer til at bidrage negativt til harmoniske forhold på den tibetanske højslette, hvis man massivt understøtter en urealistisk friheds-bevægelse og en politisering af klostrene.
Modsat under kulturrevolutionen er det pragmatiske og af-ideologiserede kinesiske styre i dag formentlig klar til at acceptere religionsudfoldelse og nationalt særpræg, blot det ikke forbindes med politisk uafhængighed på en måde, der kan opleves som en trussel mod Kinas enhed.
Rundt omkring i det tibetanske kulturområde vrimler det med eksempler på pragmatisk samspil mellem kinesiske myndigheder og tibetanske religiøse ledere, selv om sådanne eksempler stort set ikke omtales i vestlige medier.
Kinesiske universiteter underviser i tibetansk buddhisme og i traditionelle tibetanske videns-discipliner som astrologi og medicin. Klassiske religiøse værker trykkes af kinesiske statsforlag. Den kinesiske regering har anerkendt en række religiøse ledere, såkaldt 'bevidst genfødte'. En del af dem har også elever i Vesten. Kineserne er begyndt at acceptere, at tibetansk baserede religiøse ledere rejser i Vesten og også dermed skaber nye finansielle muligheder for deres klostre og uddannelsesinstitutioner i Tibet.
Under indtryk af sådanne processer bør Palden Gyatsos lidelser naturligvis ikke glemmes. Det kinesiske styre er brutalt, retskrænkende og umenneskeligt.
Men en påvisning af det bør ikke gøre blind for de faktiske, pragmatiske muligheder for religiøs udfoldelse og et tåleligt liv på højsletten.
Problemet kan være, at det for en gruppe privilegerede eksil-tibetanere og for vestlige myte-producenter og myte-konsumenter kan være et mindre påtrængende hensyn. Myten om Tibet er en god forretning, og den har sikret mange eksil-tibetanere vilkår, som langt størstedelen af verdens flygtninge kun kan drømme om.
Palden Gyatsos bog er i sin kerne en påmindelse om lidelse og umenneskelighed, som ikke bør tilsidesættes af de kritiske betragtninger.
Men til gengæld er der al mulig grund til, at vi efterser vores fortolkning af denne lidelse og vore muligheder for at bidrage til at mindske den. Det sker næppe gennem mytologiske fjendebilleder.

*Palden Gyatso: Ilden under sneen. Illust. 295 kr. 236 s. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu