Analyse
Læsetid: 6 min.

Alt har sin tid

29. april 1998

Der er gået otte år siden arbejdstiden blev sat ned til 37 timer. Det er den længste periode uden arbejdstidsnedsættelse siden 1953

Arbejdstiden er ikke blevet sat ned siden 1991. Da blev den sat ned med 15 timer om året. Det er otte år siden - hvilket er den længste periode uden arbejdstidsnedsættelse siden 1953, som man kan se på kurven her på siden.
Lige her ligger en vigtig brik til det puslespil, der kan forklare, hvorfor et lille land nu er ramt af en stor konflikt.
Mandag offentliggjorde Berlingske Tidende en Gallup-undersøgelse - i sidste avis før konflikten brød ud - der viste, at 53 procent af danskerne svarer ja til spørgsmålet om industriarbejdernes krav er rimelige.
Eftersom ønsket om en ekstra uges ferie gentagne gange har været nævnt som den primære årsag til, at forligsmandens mæglingsskitse blev forkastet ved urafstemningen, er det rimeligt at antage, at flertallet af befolkningen synes, det er på tide, at arbejdstiden bliver sat ned.
Og derfor også rimeligt at antage, at det lille nummer med at mæglingsskitsen tager hul på en ny og sjette ferieuge ved at give fri juleaften, ikke er blevet opfattet som en gave, men som en hån.
Siden 1953 er den normale fuldtidsarbejdstid faldet med 653 timer fra 2.332 timer om året til 1.676 timer om året.
Dels i form af kortere arbejdsuge, dels længere ferie. Det svarer til, at en lønarbejder i dag arbejder 27 procent færre timer om året på sin arbejdsplads end dengang.
Man skulle umiddelbart tro, det havde givet den enkelte flere timer til at gøre lige, hvad han eller hun har lyst til. Men sådan er det ikke gået. For i samme periode er der sket en revolution.
I 1960 var der 860.000 husmødre, som blev forsørget af deres mand. I dag er der så få husmødre, at Danmarks Statistik har strøget kategorien i statistikkerne:
Kvinderne har fået lønarbejde, og de bliver på arbejdsmarkedet - også når de får børn.
Derfor er den samlede tid som en gennemsnitsfamilie bruger til lønarbejde og transport vokset fra 50 timer om ugen til 80 timer om ugen siden 1964.
Og trods alle mulige tidsbesparende husholdningsmaskiner, så tager det ubetalte arbejde - som dækker over hus- og havearbjede, gør-det-selv-arbejde, børnepasning og hjælp til familie og naboer - faktisk kun et kvarter mindre om dagen end i 1964.
Forarbejdede madvarer og husholdsholdningsmaskinerne betyder ganske vist, at arbejdet går hurtigere. Til gengæld er boligerne blevet større, bilparken eksploderet, flere har fået have, sommerhus og båd. Det tager alt sammen tid at vedligeholde. Mere end halvdelen af vedligeholdelsesarbejdet i hjemmet udføres i dag uden professionel hjælp.
Det betalte og ubetalte arbejde summer sig op til, at en gennemsnitsdansker i dag har henved en halv times mindre fri tid om dagen end i midten af 1960'erne.

I Rockwoolfondens store interviewundersøgelse fra 1988 blev der spurgt: "Har De svært ved at få tid til alt det, de gerne ville nå i ugens løb?". "Ja, altid", svarede næsten en femtedel. Og mere end en fjerdedel svarede "Ja, ofte".
Mindre end 28 procent svarede, at de sjældent eller aldrig havde svært ved at nå alt det, de gerne ville.
Og selv om den årlige arbejdstid er faldet med 61 timer siden da, oplever mange det som et dagligt pres, at de ikke kan nå det hele. Stress-sygdomme bliver mere og mere udbredte.
Der har har været talt og skrevet så meget om børnefamiliernes pressede hverdag, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen alfaderligt gjorde deres problemer til hjerterørelse i sin nytårstale.
De lønarbejdendes stress står i skærende modsætning til arbejdsløsheden. Gentagne meningsundersøgelser har da også vist, at flertallet af befolkningen går ind for at nedsætte arbejdstiden.
I 1993, da den registrerede arbejdsløshed røg op over 300.000, viste en undersøgelse, at syv ud af ti danskere mente, at arbejdsløshedsproblemet kun kunne løses ved at fordele de eksisterende job. Og de var indstillet på, at det ville betyde lavere lønninger eller højere skatter.
Den store brug af orlovsordninger og debatten om den såkaldte skraldemandsmodel, hvor fire fuldtidsstillinger blev fordelt på fem mennesker, som supplerede deres løn med sabbat-orlovsydelse, viste at mange - ikke alle - føler sig fristet af at bytte sig til mere fri tid, mod at afgive en del af deres indkomst.

Selv om arbejdsløsheden siden 1993 er faldet betragteligt, så er 220.000 stadig mange. Dertil kan man så lægge et omdiskuteret tal af mennesker, som unødvendigt og ufrivilligt er gået på førtidspension, efterløn og overgangsydelse.
For almindelig snusfornuft er løsningen på, at nogle har alt for lidt at tage sig til, mens andre knokler for meget, helt enkelt at nedsætte arbejdstiden.
Det er det såmænd også for en hel del økonomer og politikere.
OECD - de rige landes klub - kan bestemt ikke beskyldes for at være bannerførere for økonomisk løssluppenhed eller revolutionære tanker. Ikke desto mindre sagde OECD's generalsekretær Jean-Claude Paye i 1993:
"En anden løsning kan være en gradvis nedsættelse af arbejdstiden. I grunden har denne proces jo strakt sig gennem hele den industrielle tidsalder. Hvorfor skal vi ikke sige til arbejdstagerne, at om måske tyve år arbejder I kun 20 timer om ugen, og derfor vil jeres løn ikke stige men omtrent være den samme."
Der er sket enorme produktivitetsstigninger siden 1950'erne. En del af denne velstandsstigning er blevet omsat i huse, biler og andre materielle goder. En anden del er brugt til at nedsætte arbejdstiden.
Det er også kernen i denne konflikt: Produktivitetetstigningerne skal fordeles mellem løn til materielle goder og mere fri tid.

Kravet om nedsat arbejdstid er ikke dansk. Det er europæisk. 35-timers arbejdsuge var et af de valgløfter, som bragte socialisterne til magten i Frankrig.
Og nu er 35 timer både den franske og italienske regerings oficielle politiske mål - om end realitetsforhandlingerne mellem fagbevægelse, arbejdsgivere og regering går trægt. I Sverige har flere kommuner iværksat forsøg med at give de ansatte valget mellem at nedsætte arbejdstiden mod ikke at gå op i løn eller at fortsætte på normalarbejdstid og få den overenskomstmæssige lønstigning.

Denne nyhedsanalyses skribent kan ikke komme i tanke om et eneste historisk eksempel på, at arbejdsgivernes organisationer har ment, det var på tide at nedsætte arbejdstiden. Når der er højkonjunktur lyder der advarsler om, at kortere arbejdstid vil reducere arbejdsstyrken, skabe flaskehalse, dernæst lønstigninger og inflation og forringe betalingsbalancen.
Når der er lavkonjunktur, er der bare ikke råd. Om man vil kalde den aktuelle situation hvor kurverne over aktiernes værdistigninger ligner en tur op ad Mount Everest, og arbejdsløshedstallet er langt højere end de 220.000 registrerede er en ... smagssag.
Men ser man på kurven over arbejdstiden siden 1953, så er det tydeligt, hvilken vej den går. Nogle gange i store spring, som da den faldt med 76 timer i 1975. Andre gange trinvist som fra 1986 til 1991, hvor den faldt i alt 135 på seks år.
Alt har sin tid.
Også den ugentlige normalarbejdstid. Og i en tid, hvor der er gået otte år siden arbejdstiden sidst blev nedsat, hvor den registrerede arbejdsløshed stadig ligger over 200.000, og hvor et tidsstresset familieliv har gjort indtryk på selve statsministerens nytårstale - jah, så er det
egentlig ikke underligt, at tiden for 1.676 timers arbejdsår
rinder ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her