Læsetid: 5 min.

En tiltrængt myte-dræber

3. april 1998

En række af de kendteste myter om Danmark og EU må lade livet i en fremragende debat-bog

DEBAT-bog
Nu skal vi til det igen - diskutere Danmarks forhold til EU. De gamle travere fra de tidligere afstemninger er allerede ved at blive støvet af: 'Mere eller mindre union', det demokratiske Folketing kontra det udemokratiske EU og det miljøvenlige Danmark kontra det mere markedsvenlige EU.
Alt tyder med andre ord på, at Amsterdam-debatten - selv efter at Danmark og EU har fejret sølvbryllup - kommer til at køre i sit vante spor. Eller måske alligevel ikke. Niels Ersbøll og Jens Bostrup har nemlig udgivet en velskreven, letforståelig bog, hvor de forsøger at puste nyt liv i EU-debatten. Ja, man fristes til at fastslå, at vi har fået en helt ny slags kategori af debatbøger - myte-dræberen.
Netop ved at gøre op med de mange EU-myter, kan bogen næsten ikke undgå at sætte gemytterne i kog. Ganske karakteristisk formår forfatterne at blive uenige indbyrdes, nemlig vedrørende den økonomiske og monetære union. I modsætning til hvad nogle måske ville tro - i betragtning af, at en af bogens forfattere er Danmarks Mr. Europe eller mere præcist Danmarks chefforhandler på Amsterdam-regeringskonference - er der imidlertid ikke tale om en EU-jubel-bog.
Den første myte, forfatterne i deres 12 essay-agtige kapitler går til angreb på, er forestillingen om, at EU er et økonomisk projekt, som hovedsageligt drejer sig om flæske- og baconpriser. Sigtet er faktisk et ganske andet - sikkerhed. Det Europæiske Fællesskab blev grundlagt for langt om længe at skabe fred på det europæiske kontinent.

Ikke et flæskemarked
Den anden myte ligger i umiddelbart forlængelse: præcis fordi EU er et unikt, sikkerhedspolitisk projekt, er der ikke tale om et projekt, hvis stabilitet kan sammenlignes med en supertankers. Tværtimod. Der vil altid være en fare for, at lande ikke længere vil opfatte EU som værende det rette sikkerhedspolitiske svar på f.eks. Tysklands styrke. I modsætning til hvad der ofte hævdes i den danske debat, er EU derfor en skrøbelig konstruktion - en konstruktion, som man ikke bare uden omkostninger kan tildele en begmand!
Den tredje myte, som forfatteren forsøger at aflive, går omend endnu tættere på danskernes forståelse af EU-samarbejdet. Siden Danmark meldte sig ind, har nej-siden, men faktisk også ja siden plæderet for, at EU skulle forblive så mellemstatsligt som muligt. I EU's Ministerråd kunne Danmark, med vetoretten i hånden, nemlig bedre forsvare de nationale interesser, end hvis de overnationale aktører, Kommissionen og Europa-Parlamentet, kom på banen.
Hvor indgroet denne opfattelse er, ses så udmærket, når blikket rettes mod Danmarks forbehold over for flygtninge- og asylsamarbejdet. Det, Danmark har et forbehold overfor, er jo ikke indholdet i politikken, men ene og alene den overstatslige form.
Ved at sammenligne den overstatslige miljøpolitik og den (stadig) mellemstatslige flygtninge- og asylpolitik får bogen sat et stort spørgsmål bag dette grundsynspunkt. Det var netop først, da miljøpolitikken blev overstatslig, at Danmark med hjælp fra Europa-Parlamentet og Kommissionen for alvor fik sine grønne synspunkter igennem. Europa-Parlamentets entré bevirkede ligeledes, at miljøpolitikken kom ud af korridorerne og i stedet blev genstand for bred, offentlig debat - en kendsgerning, som på ny trak miljøstandarderne op. Flygtninge- og asylpolitikken vedtages derimod stadig bag de lukkede døre - døre, som vel mærke selv de nationale parlamenter har svært ved at komme igennem.

Foregangsland?
Den fjerde myte går på andedams-refleksen om, at Danmark er et foregangsland med stort F. Netop fordi det danske samfund er så meget bedre end alle andres, kan Danmark naturligvis kun blive trukket ned af fælles EU-standarder. Ja, for mange bliver EU direkte en trussel - mod velfærdsstaten, miljøpolitikken etc. Pointen er bare, at den danske selvforståelse ikke afspejler virkeligheden. I to meget overbevisende kapitler dokumenterer journalisten Jens Bostrup nemlig det stik modsatte: som hovedregel bliver Danmark faktisk trukket op af EU - også på miljøområdet!
Danskernes forestilling om, at vi med vore fem millioner alligevel ikke har noget at skulle have sagt og bare bliver tromlet af 'de store', er den femte myte. I et spændende kapitel beskriver Ersbøll, hvordan EU-spillet fungerer i praksis: Ingen bliver tromlet og de lande, som er godt forberedt hjemmefra, har gode muligheder for at få indflydelse.
Som nøgleeksempel peger Ersbøll på Amsterdam-regeringskonferencen. Her lykkedes det rent faktisk for Danmark at sætte nogle markante fingeraftryk - så som mere miljø, større åbenhed. I parentes skal det bemærkes, at Ersbøll ikke synger med på refrænet 'for øvrigt mener jeg, at forbeholdene skal fjernes, fordi de svækker Danmarks indflydelse'. Indtil videre har de fire forbehold nemlig ikke hængt som en møllesten om de danske forhandleres hals.
Sidst men ikke mindst gør Ersbøll op med frygten for, at 'ulven kommer' - ulven forstået som Europas Forenede Stater. Ifølge Ersbøll er hele tanken om Europa Forenede Stater 'stendød' - og har oven i købet været det længe.
Allerede i '50erne, efter at den franske nationalforsamling sagde nej tak til en forsvarsunion med en Europa-hær, sadlede man om. På grund af de mange forskellige og ikke mindst stærke nationale identiteter kunne EU ganske enkelt ikke gøre USA kunsten efter, men måtte nøjes med et samarbejde, hvor nationalstaterne spiller den største rolle. At der næppe fremover vil være den store tilslutning til Europas Forenede Stater, behøver man blot at tage en hurtig rundtur til de forskellige EU-hovedstæder for at finde ud af: Ikke en gang Europas sidste 'dinosaur', Helmut Kohl støtter ideen.
Selv om den seksfoldige myteaflivelse givetvis vil vække større begejstring hos nogle kræfter end andre i opløbet til den 28. Maj, er der som allerede antydet ikke tale om noget EU-jubelskrift. Ej hellerom en ja-nej-bog, som kommer med de snart obligatoriske 10 gode grunde til ja eller nej. Den må snarere opfattes som et langsigtet forsøg på at få nogle nye vinkler ind i den danske EU-debat.
Et af de emner, som ifølge forfatterne her må stå øverst på dagsordenen er demokrati. For det er netop her, at EU-skoen trykker allermest. Der mangler ganske enkelt åbenhed og demokratisk deltagelse, når beslutningerne bliver taget - både i Europa-udvalget og i EU.

Skønhedsfejl
Er der så slet ikke nogle skønhedsfejl i denne bog, som uden tvivl fortjener betegnelsen fremragende? Jo - f.eks at bogen ikke reflekterer over, hvorfor EU-politikken er blevet så mytebelagt. Måske hænger det jo også sammen med, at politikerne hele tiden har koncentreret sig om at vinde den næste folkeafstemning frem for at tage en egentlig tilbundsgående debat.
Mange af bogens synspunkter kan i høj grad også diskuteres - bl.a. betragtningerne om, at den kommende østudvidelse ikke vil kræve 'dybtgående institutionelle forandringer', og at nationalstaterne så entydigt fortsat har fat i den lange ende. Ganske karakteristisk for bogen kan selv dette minus dog også vendes til et plus; en debatbog skulle jo netop gerne være i stand til at skabe debat. Og det kommer Danmark og EU i Europa uden tvivl til at gøre - både før og efter den 28. maj.

*Niels Ersbøll & Jens Bostrup: Danmark og EU i Europa. En kritisk dialog om velfærd, demokrati og ansvar; 147 sider, 98 kr. Gyldendal

*Lykke Friis er Ph.D., forsker, ved Dansk Udenrigspolitisk Institut

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu