Læsetid: 7 min.

Tristan på torvet - Isolde i timevis

11. april 1998

Intermetzo
Krinsen på Kgs. Nytorv er så småt ved at blive træløs. I hvert fald midlertidigt. De store døde elme i den inderste kreds med rytterstatuen i midten er allerede borte og skal blive ved med at være det. Deres fladafsavede stubbe kan i aftenlyset akkurat skimtes oppe fra teatrets kuldslåede balkon, hvor man står med drinksene til 68 kr. og samler kræfter til Wagner. Senere skal den ydre trækreds erstattes af en anden, mere modstandsdygtig sort.
Krinsen skal bevares som forstmæssigt anlæg, hvilket holder snor i en tidligere tradition, som ellers var forladt i godt 100 år fra 1750-1860. Da lå Kgs. Nytorv frit åbent som brolagt eksercerplads. Men i 1860, da eksercerbehovene ikke mere kunne dækkes af et torv i byen, blev Krinsen genskabt. Bevoksningen, som stadsgartneren ikke altid plejede lige nidkært, dækkede i lange perioder for udsynet til Femte Christian til hest, monumentet som Storkøbenhavns studenter årgang efter årgang danser om i de glade dage inden livet begynder. Ikke noget mesterværk, dét vil være synd at sige. Enevoldskongen, der i forvejen næppe kan stå som et moderne mandsideal har overkrop som en kakkelovn, ugraciøst er han plantet i sadlen, de nøgne fødder hænger underligt hjælpeløse uden stigbøjlestøtte. Romersk feltherre, der i den figur næppe ville have erobret et verdensrige.
Billedhuggeren Abraham César Lamoreux var bestilt til opgaven af monarken selv, som altså burde vide hvad han indlod sig på. Lamoreux var leveringsdygtig i romerske allegorier, så det lignede noget. På soklen anbragte han fire mytologiske figurer: Visdommen, Heltemodet, Styrken og Æren. Under hestens bug: Misundelsen, som kongens hest træder ned i sølet. Mange i sam- og eftertid har utvivlsomt troet at den overtrampede var en skide svensker. Det lå jo ligesom i luften. Men Misundelsen med A som Avind er det altså, som ligger dér. Udover at være en mådelig billedhugger var Lamoreux en praktisk natur. Avind vrider sig i dødskamp, men har midt i øvelsen yderst hjælpsomt stukket sit ene knæ op i skridtet på dyret.
Barokskulptøren havde af gode grunde lumske forudanelser om, at ekvipagen, som han støbte i bly siden forgyldte, så det skulle ligne bronze, næppe i længden ville kunne bære sin egen vægt. Man får også den mistanke at kunstneren helst har villet lade den påfaldende lange hestehalen støtte til soklen, men dog beherskede sig.
Som tiden gik, sank statuen som forventet i knæ, hestens mave nærmede sig jordsmonnet. Til sidst var arrangementet så inderligt til grin, at karikaturtegnerne hyppigt brugte den som motiv. I 40'erne var det blevet bystyret for meget, og billedhuggeren Utzon-Frank fik til opgave at støbe Christian om i bronze. Men først efter en voldsom offentlig polemik - ellers ville det heller ikke have lignet fædrelandet, vort. Kritikerne mente, at man - hellere end at fremstille en forfalskning af rytterstatuen - burde lade den gå langsomt til grunde på sin sokkel i forfaldets egen skønhed. Utzon-Franks bronze-erstatning kom imidlertid på plads i efterkrigsårene, og den aflagte blystatue blev anbragt i Tøjhusmuseets magasiner. Mærkeligt nok ikke på et videre tilgængeligt sted, og så mange sammensunkne kongelige rytterstatuer af bly har vi jo trods alt heller ikke.

Og mens man således står og funderer over byens forunderlige indretning, og statsministeren - måske knap så overraskende - lige har fået besked af Højesteret om, at han alligevel ikke skal i spjældet for højforræderi, skal de til at spille Tristan og Isolde på det gamle royale borgerteater på kongens eget nye torv.
Helt ufatteligt er det lykkedes at få billetter til en stor operaforestilling. Som direkte følge af teatrets eksotiske abonnementsordning skal man normalt ikke regne med en sådan gunstbevisning. Men forestillingen er ekstraordinær, og så lykkes det altså at overliste dem og komme inden for i varmen - på pæne pladser blandt de andre freaks. Glæden ved Richard Wagner kan ellers være tvetydig. På den ene side er musikken bedre, end den lyder, som Mark Twain siger. Der er også noget ind imellem, der er røvkedeligt. Eller som Rossini udtrykte sig: Monsieur Wagner a de beaux moments, mais des mauvais quart- d'heures! Det er fransk og betyder i direkte oversættelse: Hr. Wagner har sine smukke øjeblikke og dårlige kvarterer (!) Endelig mente Oscar Wilde, at Wagners musik er bedre end nogen andens. Fordi den er så høj, at man kan snakke, mens den spiller, uden at nogen til gengæld kan høre, hvad man siger. Og så er de alligevel forkerte, disse aforistiske flotheder, for det ene fænomen i Wagners værk er meningsløst uden det andet. En væsentlig part af showet er, at man over disse uendelige flader af sang og musik og tålmodig stillesiden bliver syltet ind i denne storslåede tonemarmelade, og i timer, dage, uger efter ikke kan få det ud af knolden igen. I Parcifal er belønningen langfredagsmusikken til allersidst, og man er næsten lige så udmattet som de optrædende, men med en sær selvplagerisk drøm om at det alligevel må blive ved.
Hvis dirigenten begyndte forfra, ville man blive siddende. Eller overveje at blive siddende. Tristan og Isolde udgøres af en lang række musikalske højdepunkter - med højdepunkternes klimax: et af de få vellykket gennemførte samlejer i verdensmusikhistorien i slutningen af 2. akt. Det er eddermame stærke sager.
Orgasme pr. tenor, sopran, 100 musici og dirigent i kjole og hvidt. Richard Strauss har forsøgt sig med noget lignende i Sinfonia Domestica, men det er kondomiseret erstatning ved siden af Wagners pumping pulse.

Nu er dette ikke en anmeldelse - ingen skal gås i bedene - men man har som amatør ret til stille undren. Når nu Det kgl. Teater til sådanne nogle ting virkelig opper sig, for det gør teatret, ret skal være ret - musikalsk var denne Tristan second til de færreste store huse ude i den virkelige verden, og Dietfried Bernet er ifølge klummistens suffisance en rigtig tysk Kapelmeister, der i øvrigt er østriger, en stor musiker, og kapellet spillede, så man ikke forstår, at det er en identisk forsamling, der lejlighedsvis sidder med albuen på fjerde delle og høvler balletmusik over disken som bukseelastik - når nu alt det er sagt, og sangerne også var (næsten) perfekte, hvorfor skal de så så tit arrangere sig med disse gemachte iscenesættere, der gerne vil gå for at være originale og moderne, men hvis opfindsomhed dækker over stilusikkerhed og dunkle tanker? Uden påstået sagkundskab synes det som om, at der for tiden går en hærgende bande af disse ens typer over operascenerne. Det er folk der har fået allegorier på hjernen, og gerne propper forestillingerne med falske symboler, som er rene blindspor.
Men det dunkelt tænkte bliver jo ikke klarere af at blive sat op som operaforestilling. Og som om der ikke er sludder og vrøvl nok i Wagner. Hånden på barmen skal man være meget velvillig for at overkomme disse i bund og grund rædsomme germanske myter, som imidlertid også er en forudsætning for musikkens væsen.

Øvelsen er i virkeligheden at forsøge at reducere flommen og forsøge at holde en linie. Musikmanden Robert Deaver har skrevet en sjov lille håndbog i operahandlinger: Opera plots made easy. Man kan have samlingen i inderlommen på sit operajakkesæt eller, hvis man er en rigtig dame, i sin transportable pudderkasse. Hver opera har Deaver givet én side i halvstor lommebogsformat. Det er det hele. Om Tristan og Isolde:
1. Akt: Isolde er en troldmandsprinsesse. Tristan dræbte hendes kæreste, Morold. Selv såret i kampen har Isolde plejet Tristan - under andet navn - til han blev rask. Isolde er sur, fordi Tristan på sit skib er i færd med at føre hende til bryllup med hans onkel, kong Marke. Isolde vil give Tristan gift. Isoldes fortrolige, Brangäne, serverer Tristan og Isolde en kærlighedsdrik.
2. Akt: I kong Markes palads mødes Tristan og Isolde, de bliver opdaget, og Tristan såres.
3. Akt: Tristan ligger døende på sit slot. Isolde kommer til ham. Han er død. Hun dør.
Mere behøver man sådan set ikke, Det er indlysende, at man så bliver forvirret, når iscenesætteren dynger alt muligt ragelse i hovedet på den således velforberedte tilskuer. Lige før Isolde tager sin store tur i slutningen, Liebestod, og hvor klummisten klog af skade var forsynet med en bunke servietter fra baren for ikke at komme til at sidde i gråd til knæene, hejser de meget distraherende den robåd, Tristan har ligget og våndet sig i, op i snoreloftet! Hvad fanden betyder så dét?
Eller i 2. akt, hvor Tristan og veninden fiser rundt efter hinanden i en farvelagt labyrint, som om de har fået turpas til det Mystiske Hus. Åh, jo det skal symbolisere deres skrøbelige kontakt og søgen efter lykken. Godaw do.

Eller hvad med den stakkels Tristan, som de har iført en hæslig uniform a la kaptajnen fra Köpenick i operetteudgave. Eller mandskoret i 1. akt i gult regntøj og hånden om en stang med en plasticvimpel. Som om de hver og én har fået fat i en lille indkøbsvogn i Superbrugsen og nu er bange for at blive væk fra deres mor.
Nogle gange kan man blive helt kontrær og bare for én gangs skyld ønske sig en wagnertenor med fuldskæg og brynje og vinget hjelm og whiskers og en Isolde i den dyre vægtklasse, rigtige blade på træerne og en ridderborg af krydsfinér og pap.
Velsignelsesrig Påske!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her