Læsetid: 3 min.

Den ulydige

17. april 1998

F.P. Jacs erindringskapitler bobler af fortælleglæde og verbal fornyelsesfryd

MEMOIRER
Der har altid boet en fortæller i sangeren og sprogforandreren F.P. Jac. Ikke mindst i de længere, rankeagtigste kompositioner såsom hovedværket Misfat (1980) huserer en stor, selvoplevet historie om opvækst, opbrud, oprør og opløsningsoplevelser på randen af sammenbruddet, eller hinsides grænser, andre trygt respekterer. I reglen har poesisanger Jac dog foldet historien ind i rytmen og kun drypvis ladet sit erfaringsstof flyde ind i billedernes strøm, for ham var dette: at 'sproge', fabulere og frasere, nemlig længe vigtigst.
Men i sin nye bog vover han efter adskillige tilløb springet fra lyrisk til episk register. Det sker i 13 erindringsstykker, små og store imellem hinanden, hvori han klædeligt selvforelsket gennemskriver strækket fra sit fjerde til sit attende år, med en litterær attitude, han indledningsvis betegner tilbagelænet erindring. Verden er, siger han, sgu' ikke en analyse værd, men den er en god historie værd. Dén fortæller så Jac, veloplagt og samvittighedsfuldt, idet han begynder med familiens flytning fra "den lille indergård" inde i byen til selvbyggervillaen ude i det flade, endnu landlige Hvidovre, Hvidemosen, som forstaden kaldes.

Barndommens base
Her vokser så fortælleren op, med en godmodig håndværkerfar og med to brødre, en stor og en lille, til kuldet kompletteres ved lillesøsterens ankomst. Mest synlig for læseren bliver en mor, hvis kærlighed og omsorg formentlig forklarer dén blinde tryghed, hvormed helten siden begiver sig ud i randområderne.
"Far og mor står på terrassen," hedder det i et af Jacs blide tilbageblik, "og det er stadig sådan et fællesflygtigt par. Han havde selvfølgelig ikke kunnet give dem spejderstolthed. Men tilgivelsens rummelighed havde altid ligget dem så nær." Fra denne solide base begiver drengen sig ud i den rå tilværelse, med skolegang hos dansklærer Weller, som "havde bukket sin stil i paranoid selvovervurdering", en småborgerlig lumrenar, der "osede af snobberi i sit mentalt uduelige sind", og som da også endte med at komme ned med nakken, mobbet af forældre og kolleger. Andre erindringsglimt skildrer pubertetskløernes knitren, budtjeneste for fru Ernatzen, skiftende ungdomsjob og uddannelsesforsøg hurtigt efter hinanden. Bogen slutter dog overdådigt, vildt, med indkaldelse til civilforsvaret på Bornholm og en springtur til hovedstaden, der indbringer jegfortælleren dom for lydighedsnægtelse og indsættelse i Kragskovhede. Her sætter helten sig med kaffe og en smøg - og begynder at skrive.
Fortælleren bliver sig selv. Ud af en uregerlig dreng vokser en uortodoks poet: "Han satte sig og gennemlæste nogle af de mange projekter, men hans skriftsyn nægtede ham at rette i noget. Man kunne tilføje og forfine, men rette, nej, det var sgu rendyrket forfængeligt snyd."

Fortællingens flimren
Sammenfattet som ovenfor fremstår historien om den unge hr. Jacobsens lidelser en hel del mere retvinklet end i værket. Jac har nemlig, fortællestrukturelt, valgt at anlægge et tre- eller firedobbelt perspektiv. Øverst i konstruktionen finder læseren jeg'et i skrivende stund, som 40-årig i Nordsjælland. Længere nede ligger samme jegs fortid lag på lag. Og både på nutids- og dengangs-planet skiftes der uophørligt mellem 1. og 3. person, idet Jac mellem sig og sig selv indskyder et fiktionens filter, for sjov kaldet Tøfle, men ellers identisk med det drømmende, drikkende, digtende jeg.
Gevinsten ved denne konstruktion ligger i en konstant flimren, som får os til at læse med en urolig, opmærksom undren. Hvad forfatteren derimod sætter til, er den episke genres mulighed for psykologisk analyse og historisk-social perspektivering. Ud af poeten Jac vikler der sig i den nye bog en original beretter; men springet bliver aldrig så stort, at han forlader dén værnen om jeg'et, i dets grandiose ukrænkelighed, som man kender fra hans poesi. I stedet for at bede om skriftsyndernes forladelse ved knæfald for en analytisk fornuft stiller digteren sig foran os, idet han høfligst anmoder om at blive set på og accepteret som den unge evigdreng han er. At læseren derved installeres i samme psykologiske position som forfatterens moder, bliver man vist nødt til at finde sig i. Skriftulydigheden er og bliver hans vare- og vandmærke som digter.

*F.P. Jac: Fortælleren blev senere sig selv. Historier ad omveje. 160 sider, 198,00 kr. Borgen. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her