Analyse
Læsetid: 5 min.

USA's guldæg

16. april 1998

Præsident Clinton kæmper hårdt for at styrke samhandlen med Latinamerika og skabe et frihandelsområde fra Alaska til Ildlandet

Enhver handlende kan bekræfte det: Om vinteren bugner amerikanske supermarkeder med vindruer fra Chile, hindbær fra Mellemamerika og italienske tomater fra Argentina.
Sådan var det ikke for fire-fem år siden. Amerikanernes samhandel med Latinamerika vokser, men der er noget at indhente, for tag blot denne afslørende statistiske kendsgerning: Europas samhandel med Latinamerika overgår Amerikas. Det huer næppe USA's regering og industri, for alt hvad der ligger syd for Rio Grande i Texas har traditionelt været anset for amerikanernes baggård.
Indgåelsen af den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA i 1993 mellem USA, Canada og Mexico var et første skridt mod integration. Det næste blev taget i Miami året efter, da præsident Bill Clinton indbød alle stats-og regeringschefer fra Nord- og Sydamerika til et topmøde, hvorunder parterne officielt lancerede en revolutionær idé - at danne ét stort frihandelsområde fra Alaska til Ildlandet.
Hvis denne vidtløftige idé nogensinde bliver til noget, kan EU godt sige farvel til den prominente plads som økonomisk supermagt i det 21. århundrede. Der bor for tiden 750 mio. mennesker på de to kontinenter, hvor den såkaldte Free Trade Area of the Americas (FTAA) vil blive oprettet. De 34 landes bruttonationalprodukt er 9.000 mia. dollar, hvoraf USA står for 7.000 mia. dollar. Canada, Brasilien og Mexico følger trop.

I denne weekend samles lederne af de 34 lande igen. Det bliver i Santiago i Chile, der for tiden holdes frem af amerikanerne som et mønstereksempel på demokratiets og markedsøkonomiens dyder. Øverst på topmødets dagsorden står den formelle start på FTAA-forhandlingerne; i 2000 går drøftelserne ind i en intensiv fase og i 2005 skal traktaten ligge færdig til underskrivelse og derefter sendes til godkendelse hos de 34 parlamenter.
Men først 10-15 år senere vil et Fællesmarked være en realitet. Det er en lang indkørselsperiode, som let kan blive overhalet af udviklingen eller bremset af politiske vanskeligheder.
Den første åbenbare anstødssten blev lagt af USA's Kongres, da et flertal sidste år afviste at udstyre præsident Bill Clinton med bemyndigelse til at færdigforhandle frihandelsaftaler og fremlægge dem til afstemning - uden at Kongressen kan rette et komma i teksten. Det svækkede til en vis grad præsidentens statur op til topmødet i Santiago, selv om den manglende bemyndigelse dog ikke forhindrer ham i at lade USA deltage i forhandlingerne.
Clinton-regeringen er imidlertid rasende over denne begrænsning af præsidentens myndighed. Med en overdreven sans for dramatik forudså USA's handelsrepræsentant Charlene Barshefsky i mandags, at "de regionale fællesmarkeder i Latinamerika nu vil vokse og blive konsolideret, mens USA falder i baggrunden. Det sker på et tidspunkt, hvor vi er klodens mest konkurrencedygtige økonomi."
Men Barshefsky tilføjede straks, at Clinton-regeringen håber at få bemyndigelse fra Kongressen på et senere tidspunkt. Og blot det grønne lys kommer inden frihandelsaftalen er skrevet færdig, synes ingen skade at være forvoldt. Der findes fortilfælde. Clinton fik kun bemyndigelse til at fremlægge en uangribelig NAFTA-traktat i Kongressen kort før selve afstemningen i 1993.
Utilfredsheden i Det Hvide Hus skyldes andre omstændigheder. USA havde regnet med at kunne fremskynde processen under mødet i Santiago, fordi amerikansk erhvervsliv gerne ser en sænkning af de høje toldmure i Latinamerika så hurtigt som muligt. Man frygter nemlig de sideløbende forhandlinger, som kontinentets ledende frihandelsgruppe Mercosur (Brasilien, Argentina, Chile, Urugua, Paraguay og Bolivia) fører med den Europæiske Union om gensidig fjernelse af toldtariffer.

EU's samhandel med Mercosur er vokset hurtigere end USA's i de sidste fem år, og er med en værdi på ca. 40 mia. dollar stadig en kende større. Men det amerikanske handelsministerium forudser, at USA inden længe vil overhale Europa.
Reaktionen i Latinamerika afhænger lidt af hvilket land, man taler om.
De fattigste nationer ser det som en fordel at knytte sig til supermagten i Nord, mens de mere udviklede (og europæiske) som Brasilien, Argentina, Chile, etc. ikke ligefrem drømmer om at blive omfavnet af den nordamerikanske elefant. Deres forhold til EU kan tværtimod bruges til at holde USA på behørlig afstand og give dem tid til at forberede sig på indtræden i et fællesmarked, hvor amerikansk dominans vil høre til dagens orden.
Og er der noget de tre latinamerikanske frihandelsgrupper - Mercosur, Andes-Fællesskabet (Venezuela, Ecuador, Peru, Colombia og Bolivia) og Det Mellemamerikanske Fællesmarked - har behov for, så er det reformer og offentlige investeringer. Uden en forbedring af transportsektoren, telekommunikation, uddannelsessystemet og bekæmpelse af den enorme økonomiske og sociale ulighed vil disse lande ende op som tabere i den globale økonomi.
Sagt på en anden måde: Latinamerikas dominerende eksport vil fortsætte med at være ubearbejdede råstoffer som frugt & grønt.
På visse områder går udviklingen i den rigtige retning. Alle latinamerikanske lande har efter militærkuppenes æra i 1960'erne og 1970'erne adopteret det demokratiske system - med mere eller mindre entusiasme og succes. Uanset hvad man mener om udfaldet, så har et vedvarende pres fra den offentlige opinion udmøntet sig i reformer af økonomien rundt omkring på kontinentet - altså liberalisering, privatisering og bekæmpelse af korruption.
Men befolkningens forventning om vækst og velstand er ikke blevet imødekommet. I perioden 1991-96 var den gennemsnitslige vækstrate kun 3 procent, omend den steg til 4 procent i 1997. Det er ikke nær nok til at hæve levestandarden og forvandle regionen til et nyt asiatisk mirakel. Selv om den tårnhøje inflation er blevet bragt ned på et lavt niveau, så er gennemsnitlønnen ikke steget. Over 40 procent af latinamerikanerne lever stadig i dyb fattigdom.

Hvad agter USA at gøre? "Washington ønsker at gøre mere for at løse disse problemer, men opinionen er ikke interesseret," siger Shelley McConnell fra Carter Center i Atlanta til Information.
I forhold til sine forgængere har Bill Clinton dog været et dydsmønster. Han tog initiativet til topmødet i Miami i 1994 og var sidste år i Mexico, Mellemamerika, Venezuela og Brasilien. I dag starter præsidenten et 4-dage langt besøg i Chile. Det er mere, end hvad Nixon, Carter, Reagan og Bush udrettede.
Når det gælder amerikansk bistand, kniber det derimod med at åbne pungen. Kun 1 mia. dollar vil blive sat tilside i de næste tre år til at forbedre uddannelse, bekæmpe fattigdom og styrke demokratiet i Latinamerika. Samtidig står USA's forsvarsindustri på spring for at afsætte nogle af de avancerede våben, som man ikke længere kan sælge til den amerikanske stat på grund af et beskåret forsvarsbudget og lukning af militærbaser.
Risikoen for et våbenkapløb i Latinamerika er akut. USA har tilbudt Chile avancerede jagerfly, men holder sig i øjeblikket tilbage af frygt for ærkefjenden Argentinas reaktion. Peru og Ecuador er i samme situation.
"Disse lande er klar til at bruge enorme beløb på indkøb af nye våben - penge, som kunne blive investeret i uddannelse," påpeger McConnell fra Carter Center.
Alene Chile ligger inde med over 500 mio. dollar fra salg af kobber, øremærket til køb af avancerede jagerfly. Foranlediget af denne alvorlige situation har Carter Center overtalt 28 af 32 regeringschefer i Latinamerika til at underskrive et moratorium, som forbyder indkøb af avancerede våben i de næste to år.
USA og Canada har udtrykt vilje til at underskrive dokumentet, hvis Chile, Argentina, Brasilien, Peru og Ecuador gør det samme. "Men desværre er dette punkt ikke med på dagsorden i Santiago," konstaterer McConnell.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her