Læsetid: 7 min.

Verdens største friluftsfængsel

30. april 1998

Palæstinenserne i Gaza har ikke mange lykønskninger til Israels fødselsdag - De husker den som al naqba, katastrofen

Israel 50
GAZA - Ankomsten til Gaza slår stemningen an. Efter 300 meter i en gitteromringet tunnel, der minder om gangene i en slagtehal, kommer man frem til den israelske kontrolpost ind til Gaza-striben. Der er israelske soldater alle vegne, ingen, der ikke har tilladelse, kommer igennem. Og kun et fåtal i Gaza har lov.
Selv om her bor over en million palæstinensere og nogle få tusinde israelske bosættere, kontrollerer Israel 40 procent af Gaza-striben, der er på størrelse med Langeland.
Rundt om hele striben findes et sofistikeret elektrisk hegn, der er inddelt i zoner, så israelerne hurtigt kan lokalisere eventuelle overløbere.
"Det her er verdens største friluftsfængsel," siger taxi-chaufføren, der under voldsomt råberi, og noget der ligner optræk til håndgemæng, vinder kunden fra konkurrenterne på den enorme støvede taxa-holdeplads lige på den anden side af grænsen.
"Hvordan er det at bo i Gaza," spørger jeg og får spørgsmålet retur.
Chaufføren peger på de nøgne cementhuse og børnene, der leger i støvet foran faldefærdige barakker og siger: "Det her er Gaza. Er det godt?"
Vel er det ej. Kontrasten til det Israel, man lige er kommet fra, er slående. Vejene er ikke asfalterede, og æsel-kærrerne med appelsiner og børneflokke på ladet vidner om, at israelsk levestandard foreløbig er noget, palæstinenserne drømmer om. Alligevel prøver de at leve et værdigt liv.

Afhængige af Israel
Basim Diazada står foran sin herretøjsforretning på den triste hovedgade i Gaza by.
Han har ingen kunder, salgskurven er fulgt med opbremsningen i fredsprocessen, så han vil hellere end gerne snakke.
Han fortæller, at han har arbejdet i Golfen i et olieselskab i mange år, før han vendte hjem og åbnede sin forretning. Men livet i Gaza er endnu ikke, som han kunne ønske.
"Vi er alt for afhængige af israelerne, og de ved det. De er ude på at gøre os så afhængige som muligt. Hvis jeg skal have varer fra Europa, er jeg nødt til at finde en israelsk mellemmand, der tager kontakten for mig. Ellers er det umuligt. Hvis min søster, der bor i de Forenede Arabiske Emirater, vil besøge mig her, skal hun have tilladelse fra israelerne. Selv om hun er født her! Og hvis en mand fra Gaza vil giftes med en udlænding, så er det også israelerne, der skal give tilladelsen," siger Basim Diazada.

Ingen lykkeønskninger
Han har ikke mange lykønskninger til Israels fødselsdag, som palæstinenserne husker som al naqba, katastrofen.
"Det kan godt være, at de led under Holocaust, men nu er det os, der lider under dem. Hvad ønsker de af os? Vi står allerede med bukserne nede," siger han.
Basim Diazada kan i princippet ikke lide, at palæstinensere sprænger sig selv i luften og dræber uskyldige i Israel.
"Men jeg må indrømme, at jeg ikke kan lade være med at fryde mig," siger han. Han har tænkt sig at stemme på Hamas, det islamiske parti, næste gang, der er valg.
"Bare for at give Arafat en lærestreg," siger han og bliver afbrudt af sin første kunde på en halv time.
For hvis palæstinenserne føler sig diskrimineret af Israel, så er de heller ikke tilfredse med den måde, Arafat tackler det palæstinensiske selvstyre på.
Historierne om korruption og tortur i de palæstinensiske fængsler, har rystet befolkningen her. Alligevel er der ikke ret mange, der åbent vil kritisere selvstyret. Det er trods alt det, de har at hænge deres fremtidige selvstændighed op på, og så længe israelerne er den primære fjende, nyder Arafat godt af sit folks solidaritet og overbærenhed.

Bosættelse lukket land
På en tur ud af byen langs den smukke Middelhavskyst - det bedste Gaza kan fremvise - kommer man efter et kvarters kørsel til den israelske bosættelse Netzarim.
Bag ved pigtrådshegnet er der bygget jordvolde, så man kun kan se toppen af husene inde bagved. 500 meter længere oppe ad vejen ligger en lille israelsk militærforlægning med pigtrådsruller og hegn, sandsække og cementmure og kontroltårne. Et i hver af de fire hjørner i indhegningen. Forlægningen ligner de lejre, man har set skræmmebilleder af i historiebøgerne.
"Ja, de har set godt efter," lyder den sarkastiske kommentar fra en af de FN-udsendte, der arbejder i Gaza.
En blandet flok af palæstinensiske betjente og israelske soldater holder vagt på vejen foran militærlejren. Jeg spørger, om det er muligt at komme ind og besøge israelerne i Netzarim-bosættelsen, men bliver afvist. Det kræver en særlig tilladelse.
Jeg spørger dem også, om de godt kan enes, og selv om de nikker, er det tydeligvis ikke mange fester, de holder sammen her i krydset ved militærlejren.

Da tyrkerne var her
Den gamle, sammensunkne beduin, der lufter sine fem kameler ved et vandløb lige i nærheden, ved ikke meget om konflikten mellem Israel og Palæstina, men han har været nødt til at binde snor mellem kamelernes forben, så de ikke går for langt væk. Heller ikke beduiner kan slippe ud af Gaza.
Han kender ikke sin alder, "men jeg var to år, da tyrkerne var her," fortæller han og kalder på sin mest skikkelige kamel.
Med en hvislelyd, der kommer ud mellem de to tænder, han har tilbage i undermunden, får han den gumlende kamel til at lægge sig ned. Og selv om om der kun er halvanden meter tilbage af hans skævvredne korpus, lykkes det ham at kravle op bag puklen, få kamelen på benene og gå en rundtur til ære for det begejstrede publikum, der består af to palæstinensiske betjente fra checkpointet oppe på vejen.
"Dengang briterne var her, kunne jeg springe op på ryggen uden problemer," fortæller beduinen, der om Allah vil slipper for at opleve flere fremmede besættelsesmagter.

Vi må videre
De fleste palæstinensiske mænd har været en tur i israelsk fængsel under intifadaen, der begyndte i 1987. Sami er en af dem. Han er i dag en glad mand, der arbejder for et vestlig tv-selskab, men han springer op af stolen, så snart talen falder på hans tre år i fangenskab.
"Kom, kom," kalder han og går foran hen ad den lange balkon i lejligheden i Gaza by, hvor datteren Amal blev født, mens han sad inde.
"Kan du se den antenne derovre? Der ligger mit fængsel. Det var forfærdeligt at sidde så tæt på og vide, at min datter indåndede den samme luft og hørte de samme fugle synge, uden at jeg kunne se eller røre hende," fortæller han med store armbevægelser. En dag havde en ven et billede af datteren med til ham i fængslet.
"Jeg puttede det ned under min skjorte, men så kom vagterne og tog det fra mig. Jeg forklarede, at det var min datter, og jeg gerne ville have hendes billede hos mig, men de gav sig ikke."
I dag er Amal seks år, en genert, smilende pige i fin kjole, der vimser rundt om sin far og forsøger at forstå, hvad det er, han fortæller. For Sami er det vigtigste i verden, at Amal og hendes lillebror på tre får en god uddannelse. Han har også besluttet, at de skal lære noget andet om israelerne, end han lærte af sin far.
"Jeg fortæller mine børn, at ikke alle israelere er onde, og de har børn og er mennesker ligesom os. Min far fortalte mig kun, at israelerne var dyr, der skulle udslettes, fordi de ville udslette os. Men sådan kan vi ikke blive ved med at se på hinanden. Vi må videre, for vi er nødt til at leve sammen."

Ingen byplanlægning
Er der nogen, der efterhånden har lært at leve sammen i Gaza, så er det indbyggerne i flygtningelejren, Shati, der ligger ned til vandet. Lejren blev oprettet for 50 år siden, da araberne blev smidt ud af deres landsbyer under Israels uafhængighedskrig.
I dag ligner lejren med 50.000 mennesker mere et fattigt kvarter i byen end en lejr. Husene er ganske vist rejst tilfældigt, og byplanlægning har der ikke været tænkt på, men de fleste familier bor i huse, ikke barakker.
Zeaed Abedalal - en flot fyr på 21 - er tredje generations flygtning. Hans bedsteforældre forlod deres hjem i Ashdod 50 kilometer oppe ad kysten, da Israel blev født, og hans far blev født her i lejren. 37 år senere døde han af hjerteproblemer og efterlod sig 11 børn. I dag går Zeaed på universitetet, mens en ældre bror tager sig af at forsørge familien.
"Dengang mine bedsteforældre flyttede fra Ashdod, var der fire medlemmer af familien. I dag er vi 100," griner Zeaed.

Israel skal udslettes
Oppe på universitet, hvor vi sætter Zeaed af til en forelæsning, er en masse elever på vej hjem. De venter på bussen.
En flok 19-20-årige knægte bedyrer, at de ikke har noget pænt at sige til Israel i anledning af fødselsdagen, kun: I kan vente jer.
"Israel skal udslettes. Det kan godt være, det vil tage noget tid, men vi vil sejre. De har taget vores land! Vi vil have det tilbage," siger Hussein, der studerer engelsk litteratur.
Han forsikrer, at han personligt ikke ville have noget imod at sprænge sig selv i luften med en bombe i Israel, og kødranden af nysgerrige tilhørere omkring ham nikker anerkendende.
To unge kvinder sidder på en bænk lidt derfra, og selv om de mener, at kvinder lige så godt som mænd kan sprænge sig selv i luften, siger de, at de lige vil overstå deres studier først.
"Og så tager vi stilling til det," griner Amal Abu Ahlal på 23 år og formulerer så sin personlige fødselsdagshilsen til Israel:
"Israelere, I er mere intelligente, end I viser lige nu. Se nu at få lagt noget pres på jeres regering, så vi kan komme videre."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu