Læsetid: 6 min.

Volare!

16. april 1998

Jørn Utzon, der i morgen får overrakt Sonningprisen på Københavns Universitet, er ikke bare en fjern australsk legende, men en vidsynet arkitektonisk praktiker

Da Jørn Utzons ti-tolv medarbejdere sad på tegnestuen i Hellebæk og projekterede Sydney Operaen, trådte chefen en dag ind ad døren fra Øresund, og sagde: "Jeg har lige været i Hälsingborg og købt denne her lysebrune læderjakke. Jeg vil gerne se jer allesammen i sådan én. Og husk at få kvittering!"
Der var stil over virksomheden fra starten i 1950'erne.
På Arkitektskolen skrev de studerende til årets revy en munter monologvise om Utzon på den melodi, der i dansk udgave, på Osvald'sk hedder Vi har det åh åh - men som på italiensk hed Volare - Jeg flyver! - og dengang var meget moderne.
For vingefang havde både manden og Sydney-projektet. Mere end man på det tidspunkt kunne ane, fordi det først var i løbet af 1960'erne, at det af projektbillederne kom til at fremgå, i hvor høj grad fuglevingers konstruktion og fleksibilitet var hans inspiration - til løsningen af en række tekniske problemer i konstruktionen af de store glasfacader under Operaens hvide kæmpesejl.
Utzon ville undgå, at glasset som store lodrette spejlbilleder slørede skallernes hovedform. Derfor skulle glasfacaderne under de krumme skaller knække og vifte indad i flere led, men på basis af en teknisk og økonomisk modulløsning.

Håndgribeligheder
Fuglevingefacaderne kom ikke til udførelse som tænkt. Samarbejdet blev afbrudt. Og frontfacadens glas blev netop så klodset og påtrængende som Jørn Utzon ville have undgået det.
Så når han i denne tid ikke vil tilbage til Sydney for at modtage en forsinket hædersbevisning, kan det have at gøre med, at han ikke orker at se den færdige bygning hverken indvendig eller udefra, fordi han selv måtte trække sig, allerede da kun skallerne var støbt og på ydersiden beklædt med skinnende hvide keramikfliser.
Men i morgen kommer han til København og modtager Sonning-prisen, og den er med en mager betegnelse velfortjent!
For alle de enkelt udtænkte tekniske løsninger på bølgende akustiske lofter og skråt vredne korridorer, der lige som de vigende glasfacader ville have gjort operahuset til en helt fantastisk oplevelse - alle de principper blev dog publiceret, og satte i længden den håndgribelige fantasi i gang hos også mindre ånder.
Men straks bruddet med de chauvinistiske australske politikere i 1966 var en realitet, trådte også den danske jantelov i kraft for fuld power.
I selveste dagbladet Politiken holdt arkitekturskribent, professor Odd Brochmann sig eksempelvis ikke tilbage: Realiteterne var (ifølge Brochmann) åbenbart kommet bag på den genialt skabende dansker, der nu forsøgte at fremstille sit opsigtsvækkende australske projekt på en overbevisende måde. Og selv om der findes kunstneriske værdier, som ikke kan måles i kroner og ører, kunne man vel fra starten have fundet på billigere konstruktioner end dem verdensfirmaet Ove Arup & Partners ligefrem havde måttet hjælpe Utzon med at få styr på.
Deres (allerede dengang) ærbødige reagerede herpå i Information, at det, der nu gik på gulvet først og fremmest var virkeliggørelsen af "afgørende nye principper (...) af vigtighed for vores industrielle produktion af huse og byer."

Stormfulde højder
Tilbage stod sådan set kun at vente på nye udspil fra Jørn Utzon - for de forbilledlige murede gårdhuse i Helsingør og Fredensborg fyldte ikke meget i landskabet, og det præmierede konkurrenceprojekt til en højskole ved Øresundskysten var til gengæld ikke blevet til noget på grund af Danmarks Naturfredningsforening.
Utzon havde ellers gjort sig umage med at forklare og demonstrere, hvor meget smukkere skrænten og landskabet ville blive med et karakterfuldt højhus og et konkylieformet auditorium på kanten af et kunstigt plateau netop dér, på Øresundskysten.
Først var selskabet ude at sejle og se en ballon stige effektfuldt til vejrs, som markering af husets top over skovbrynet. Og tilbage på land charmerede Mesteren alt og alle - bare ikke fredningskomitéen - ved at tegne og fortælle om, hvordan eksempelvis kinesiske tempelpagoder netop kronede de smukkeste højdepunkter i naturen.
Landskaber og organiske strukturer har nemlig fra første færd betydet meget for Jørn Utzon som inspirationer og sindbilleder. Sejlende skyformationer, plantestænglers opbygning og frøkapslers funktionelle former har været medvirkende til at frembringe de rige rumkonstruktioner, som hver gang er startet med grove fortællende skitser, og langsomt præciseret i systemtegninger og principmodeller.
Men også enkle bygningsstrukturer på bjergskråninger og sletter i Italien og Nordafrika har udtrykkelig været en udfordring at leve arkitektonisk op til, i en industrialiseret og kompleks nutid.
Ingen af Jørn Utzons fleksible parcelhuse har imidlertid vundet indpas som byggesystemer. Heller ikke i større mål som bycentrum i Farum eller Jorn-museum i Silkeborg.
Men sidstnævnte var tæt på. Og ind imellem må man spørge sig selv, om Utzon var for optaget af sin storslåede Parlamentsbygning i Kuwait, eller om mødet mellem giganterne Jorn og Utzon alligevel blev for stormfuldt for arkitekten, da det kom til stykket.
Troels Andersen gengiver i sin store Jorn-biografi hvordan Asger, til det første egentlige møde med Silkeborgs borgmester i 1970, fra Paris hjembragte tilsagn om en skulptur af Jean Dubuffet foran det bygningsværk Jørn medbragte i model.
Utzon foreslog beredvilligt, at man kunne trække museets tag ud over skulpturens placering. Men: "Jorn vendte cigaren i munden og sagde med et skævt smil, at det ikke gik. Utzons hus var højst otte meter højt, skulpturen var tænkt i en højde af 15 meter. Utzon tog denne visuelle knock-out stående, om end lidt overrasket."
Projektet fejlede ellers ikke noget - bazargader med ovenlys, som et bundt af kurvede stængler, netop skabt til Jorns voksende samling af historisk og aktuel billedkunst.

Økokerner
Utzon og Jorn kendte hinanden allerede fra Kunstakademiet i København lige efter krigen. Og var med deres forskelligt orienterede, men fælles interesse for organiske forløb fremfor stivbenet klassik, meget overens i synet på kunst og arkitektur.
Derfor var der ingen tvivl hos Jorn om, hvem der skulle bygge rammen om den samling, han ville forære sin hjemby.
Det første projekt tegnede Utzon i 1963 som et forløb af underjordiske grotter. Lige op og ned ad Gudenåen, og i første omgang tegnet med salt på en bordplade, næsten som de tegninger Jorn i sin tid tegnede med en lommelygte i mørke foran et fotografiapparat.
De nedsænkede kæmpeurner blev ikke til noget som museum. Og altså heller ikke de overjordiske bazargader. Det er en i og for sig meget beskeden kirke i Bagsværd, der står som dét danske Utzon-monument.
Udefra ligner gudshuset en foderstoffabrik, men indeni er den fyldt med lys og foldede lofter af stor arkitektonisk rigdom.
"En valnøddeskal og frugtkernen indeni har jo heller ikke samme form" - som Utzon drillende har udtrykt sig.
Men i en tid med økologiske krav om bedre overensstemmelse mellem natur og teknik, konstruktioner og ambitioner - er den 80-årige Utzons egne arkitektoniske overvejelser, projekter og få virkeligjorte bygningsværker en fortsat tankemodel for hensigtsmæssig placering af bygninger i kulturlandskabet, og for inddragelse af landskabelige karakteristika i en bygnings forløb og kulturelle fremtræden.
Derfor er årets Sonningpris velplaceret!

Utzon i uddrag

1946 - vandtårn og sømærke ved Svaneke på Bornholm

1952 - eget hus i Hellebæk, åben plan mellem langsgående mure

1953 - konkurrenceprojekt til ny Langeliniepavillon i København, ikke opført

1956 - gårdhusbebyggelse ved Helsingør, Kingo-husene

1957 - førstepræmie i konkurrence om højskole ved Højstrup i Nordsjælland, ikke opført

1956 - operahus i Sydney, Australien. Samarbejdet afbrudt i 1966 før byggeriets afslutning

1959 - konkurreceprojekt til verdensudstillig på Vestamager

1959 - gårdhusbebyggelse ved Fredensborg samt førstepræmie i konkurrence om bebyggelsesplan ved Søerne i København

1960 - projekt til terrasseret område ved den spanske middelhavskyst

1962 - konkurrenceprojekt til operahus i Madrid

1963 - første projekt til kunstmuseum i Silkeborg, udformet som underjordiske grotter

1964 - præmieret konkurrenceprojekt til teater i Zürich

1966 - projekt til bycenter i Farum

1968 - møbelsystem til offentlige rum

1969 - Byggesystemet Espansiva og prøvemodul til Herning Eksportskole (står ved kunstmuseet)

1970 - andet projekt til Silkeborg Kunstmuseum, ovenbelyste udstillingsgader, ej heller opført

1971 - eget hus på Mallorca

1972 - parlamentsbygning i Kuwait, færdigopført 1982

1976 - opførelse af kirke i Bagsværd. Herefter projekter i samarbejde med sønnerne Kim og Jan Utzon, bl.a. Paustians Møbelhus i 1985

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu