Læsetid: 8 min.

Zeinats splittede Verden

3. april 1998

Om dagen tænker jeg hele tiden på, hvordan min familie hjemme i Syrien og Libanon har det, og om natten drømmer jeg om dem, fortæller Zeinat Abdul-Mouthe, der i 1990 flyttede fra Libanon til Danmark med sin mand og deres tre døtre

Hvad kommer efter tyve?, Vil du se en tryllekunst?, Skal vi spille kort?" - "Shssss Massar", hvisker Zeinat Abdul-Mouthe til sin yngste datter på ni år og sender et hurtigt hovedkast i retning af soveværelset, hvor hendes mand ligger og sover.
Klokken er syv om morgenen og Massar har med larmende energi taget hul på dagen, mens Zeinat prøver at beskytte sin mand Mahmoud Muhammed Omar, der først er faldet i søvn langt ud på natten. Han er plaget af hovedpine og depression, der rækker tilbage til borgerkrigen i Libanon.
Zeinat har selv problemer med at sove om natten, men hun bliver nødt til at stå tidligt op for at lave morgenmad, madpakke, vække hendes tre døtre, rede senge og rydde op.
I morgenens automatgear når både Zeinat og de tre piger at blive færdige til klokken otte. De drager hver deres vej til undervisning under dynen af mørkeblå vinterhimmel, der lægger sig ned over Brabrands mørke boligblokke og nogle få forskræmte træer.
De to yngste, Massar og Maisam, skal på Tousgårdskolen, Maisoum skal med bussen til gymnasiet i Tilst og Zeinat skal til sprogundervisning i Gjellerup.
I 1989 søgte Mahmoud asyl i Danmark og fik med det samme opholdstilladelse. I 1990 kom Zeinat og deres tre døtre til Danmark gennem familiesammenføring.
Palæstinensernes situation i den libanesiske borgerkrig var blevet forværret op gennem 80'erne. De blev i stigende grad set som årsag til Israels indblanding i borgerkrigen. Mahmoud bestemte sig for at flygte efter, at han var blevet arresteret af syriske tropper og tilbageholdt og udsat for vold gennem to måneder, fordi han var PLO-medlem. I dag er borgerkrigen i Libanon overstået, men Zeinat og Mahmoud vender ikke tilbage.
"Vi er også flygtninge i Libanon, og der kan palæstinenserne hverken få et arbejde eller statsborgerskab, og israelerne vil ikke give os lov til at bosætte os i Arafats selvstyreområder," forklarer Mahmoud.

Et par uger efter, at familien var blevet genforenet, flyttede de til en lejlighed i Toveshøj, der er luksusudgave af Gjellerupparken lige ved siden af. Boligblokkene er mindre, og der er sat glasaltaner op uden på betonen.
"I starten, da vi flyttede herud, var det næsten ene danskere, der boede her, men nu er de rejst. Det er ikke os, der ikke vil blande os med danskere, men danskerne der ikke vil," fortæller Zeinat.
Zeinat vender hele tiden tilbage til, at hun ikke kan forstå, hvorfor det er så svært at komme i kontakt med danskere:
"Jeg vil gerne drikke kaffe og snakke med danskere, men de er meget lukkede. Vi kender én dansk familie, som vi har mødt til en familieaften med arabiske og danske familier, men nu ser vi dem ikke så meget mere."
Det er danskere, der bliver betalt for det, som Zeinat møder i sin hverdag: Læger, sagsbehandlere, lærere, butiksansatte og buskontrollører.
Døtrene er en ny generation med større tilknytning til det danske samfund. De går alle i skole - den ældste i gymnasiet - og har også danske venner. De har også søgt om dansk statsborgerskab sammen med Mahmoud. Normalt venter man 18 måneder på, at ansøgningen går i gennem, men Mahmoud har ventet 26. Zeinat søgte også statsborgerskab, men fik at vide, at hun ikke talte godt nok dansk endnu.
Zeinats og Mahmouds savn i forhold til deres dagligdag i Danmark er meget forskelligt. Zeinat savner hovedsageligt familien, mens Mahmoud savner et land.
"Jeg tænker hele tiden på min familie i Syrien og Libanon. De har det meget meget svært og er meget fattige. Min lillebror har to alvorligt handicappede børn, min far er meget gammel og har kræft, og min storebror har meget alvorlig sukkersyge," fortæller Zeinat med øjne, der bliver blanke af bekymring for familien.
"Familien betyder alt for min mor, og hun har dem hele tiden i tankerne. Hun siger, at det er svært for os at forstå, fordi vi har vores forældre herhjemme og ikke kender familien i Syrien så godt. Men mor er meget følsom. Hvis vi ikke kommer hjem fra skole på det tidspunkt, vi plejer, bliver hun nervøs for, at der er sket os noget," fortæller den ældste datter Maisoum.
Zeinat har altid haft et stort ansvar for sin familie. Da hun arbejdede i Saudi-Arabien som lærer, før hun blev gift, sendte hun alle pengene hjem til familien. Nu prøver hun at hjælpe dem bedst muligt ved at spare lidt penge op til dem og købe tøj til dem, som hun tager med, når de besøger familien hvert andet år.

Mahmoud taler mere om savnet af et land og en identitet end familien: "Det er hjemløsheden, der skaber alle problemerne for palæstinensere. Jeg boede i over 40 år i Libanon, men det var ikke mit land. Det er meget svært ikke at have et hjemland og en identitet. Jeg mangler rødderne og balancen i mit liv. Det er et stort traume for mig og andre palæstinensere," siger Mahmoud.
Zeinat og Mahmoud er begge på bistandshjælp og har problemer med helbredet. Mahmoud er mest syg. Ofte har han så stærk hovedpine, at han ikke sover i flere dage.
"Jeg prøvede de første år at arbejde som lærer i modersmålundervisning, fordi arbejde måske kunne få det til at gå væk. Efter et par år havde jeg så ondt i hovedet, at jeg blev nødt til at stoppe," fortæller Mahmoud.
Zeinat er tit træt og har muskelsmerter og spændinger i hele kroppen. Men hendes helbred bliver også meget påvirket at Mahmouds tilstand.
"Vi kan ikke drille, grine og snakke som før i tiden i Libanon. Mahmoud kan sidde i to eller tre timer og spille computer uden at snakke med mig eller pigerne. Jeg bliver meget nervøs og anspændt."
Billedalbummet viser minder fra Zeinats og Mahmouds Libanon: Mahmoud med andre studerende fra universitet, hvor han læste engelsk, samtidig med at han arbejdede som lærer, er klædt i rullekravetrøje og trompetbukser. Mahmoud og Zeinat til nytårsfester med kefirhatte og serpentiner....
"I Libanon havde vi masser af familie, naboer og venner - både kristne og muslimer - som vi besøgte og som Mahmoud kunne diskutere politik, familie og job med. Her i Danmark har vi ikke fundet så mange gode venner. For det meste er det kun korte kaffebesøg på en eller to timer, hvor snakken mest handler om sladder," fortæller Zeinat.
Siden Zeinat kom til Danmark, har hun løbende meldt sig til forskellige danskkurser. Gennem det sidste år har det været ude på Sprogskolen i Gjellerup, hvor hun sammen med andre arabiske kvinder fire formiddage om ugen har fulgt danskundervisning.
"Jeg vil gerne lære dansk, så jeg kan snakke med danskere og klare mig i hverdagen. Men det næste halve år vil jeg gerne holde en pause med kurser. Jeg er meget træt og har ondt i kroppen. Jeg har også meget travlt derhjemme og vil gerne være hjemme, når Massar kommer fra skole. Men sagsbehandleren bestemmer, om jeg skal have et nyt danskkursus," fortæller Zeinat.
"Husk nu at snakke dansk sammen," prøver Zeinats dansklærer, Jette Scott Sørensen. Men der skal meget til for at overdøve de livligt snakkende kvinder.
Jette Scott Sørensen prøver at lære kvinderne så meget dansk, at de kan klare sig i hverdagen. Det er blandt andet gavnligt i pausen, hvor Zeinat sammen med de andre kvinder styrter over i City Vest for at nå at købe ind.
Jette Scott Sørensen, der har arbejdet med fremmedsprogede siden 1984, kan tydeligt mærke, at reglerne for danskundervisning for flygtninge og indvandrere er blevet strammet, særligt i det sidste halve år:
"Der bliver i stigende grad krav om 30 timers aktivering. Det kan være godt nok til unge og ressourcestærke personer. Men mange af dem, jeg underviser, er den ældre generation af flygtninge og indvandrere. Det er urealistisk at tro, at de kan få et arbejde i Danmark. Det vi kan gøre er, at lære dem så meget dansk, at de kan klare sig selv ved f.eks. lægen og sagsbehandleren".
Jette Scott Sørensens erfaring er, at det er vigtigt at bevare nogle blidere aktiveringsforløb for den ældre generation:
"Mange af de arabiske kvinder er udslidte som 40-årige og har meget, de skal passe i hjemmet. Det vigtigste er, at de kan give deres børn en tryg opvækst i Danmark, som f.eks. i Zeinats familie, så børnene kan blive godt integreret".

Butterdej til 11 kr. I Fakta koster det 8 kr.," mumler Zeinat og lægger butterdejen tilbage i Føtex fryseboks.
Zeinat bruger lang tid på at handle så billigt og godt ind som muligt, for at få økonomien til at hænge sammen. Nogle gange kører Mahmoud hende, men ellers går hun selv eller tager bussen til Bilka, City Vest, Bazar Vest, Netto, Fakta, Kvickly og Aldi.
Udover indkøb bruger Zeinat også cirka to eller tre timer hver dag på at lave arabisk mad til familien.
"Den bedste tid for arabiske kvinder er, før de bliver gift. Der har de frihed. De har frihed til at gøre det, de har lyst til, uden at tænke på madlavning, oprydning, indkøb, tøj og børn. Jeg er heldig, fordi jeg er gift med Mahmoud, der er meget veluddannet og klog, men mange andre arabiske kvinder har det hårdt," fortæller Zeinat.
Zeinat har altid varm mad parat til Mahmoud og til døtrene, når de kommer hjem fra skole. Så spiser hele familien inde i stuen, der er hjemmets samlingspunkt. Det er her, man ser fjernsyn, spiser alle måltider, laver lektier, spiller computer, har gæster og leger.
Om aftenen tager Mahmoud ofte over i en café, hvor der er andre mænd han kan snakke med og Zeinat hygger sig med børnene.
Sang nummer et på den arabiske pophimmel toner sprødt ud af fjernsynet og Zeinat griber Massar i hånden og begynder med vuggende og glidende bevægelser at danse arabisk dans. Maisoum og Maisam smiler og ryster overbærende på hovedet, mens de fortsætter med problemregning og fysikrapport.
Zeinat har te og snacks parat til Mahmoud, når han kommer tilbage fra caféen.
"Jeg vil aldrig gøre så meget for en mand, som min mor gør for far. Men det er, fordi hun elsker ham så højt, at hun bare vil gøre alt for, at han har det bedst muligt. Men min far siger også om mor, at i den ene hånd har han jordkloden og i den anden hånd har han Zeinat," fortæller Maisoum.
Efter at børnene er gået i seng, sidder Zeinat og Mahmoud tilbage med søvnløsheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her