Det var vanskeligt at infiltrere den radikale gruppe, men jeg satte mig og stirrede ondt på Marianne Jelved, så alle antog, at jeg var fra Radikal Ungdom
Befriet område
Jeg var lige kommet hjem efter at have været til foreningen KRIM's årlige prisuddeling og var stadig lidt oprørt over, at komiteen ikke havde indstillet nogen til en Rambuk, som den lille grimme penislignende statuette hedder, i kategorien 'Økonomisk Kriminalitet', da telefonen ringede. Det var min materielofficer i Politiets Efterretningstjenestes afdeling for logistik, som vi agenter i spøg kalder The Pet Shop Boys, der spurgte om jeg havde behov for en sending bånd. Han tilbød mig også en ny båndoptager, hvis jeg ville udvide mit arbejdsfelt med et par områder, som min styringsofficer ville udpege for mig ved det ugentlige møde. Det kunne jeg ikke se noget galt i, for PET har jo den dydsirede opgave at sikre, at ingen enkeltpersoner eller grupper antaster friheden, ligheden og broderskabet inden for Danmarks grænser. Og jeg sagde ja til at få et par kasser bånd sendt over, for sandt at sige har jeg en ikke ringe nebengesjæft med at forsyne venner og bekendte.
Min styringsofficer - lad os kalde ham Helge - sad allerede og ventede ved et vinduesbord på Café Anorex. Det er lidt af et in-sted og derfor velbesøgt, men alligevel virker det sjældent overfyldt. Men et helt hjørne var i dag beslaglagt af en stribe Miehe-Renard'er og deres indbyrdes konkurrerende indfølingsevner var rettet mod en flok tv-kokke, der til gengæld demonstrerede machoomgang med de friske råvarer. Det gav nogle tekniske problemer med Helges båndoptager, så vi fortrak til Tinsoldaten.
"Du skal infiltrere nogle partiers folketingsgrupper," sagde Helge, efter at have trykket på chrom-omskifteren. "Der har været en foruroligende stigning i antallet af familiesammenføringer ved dette valg, der er både Hække- og Skaarupper og Petersener og Aukener og Behnker. Hvordan har de gjort det og hvem skal forsørge dem, hvis de ryger ud ved næste valg?"
Hovedet mod mokka
Det var usikkert at færdes på Christiansborgs gange, fordi udtagelseskonkurrencen til de europæiske mesterskaber i 100 meter sammenrend for højrefløje var i fuld gang, men jeg nåede endelig frem til Folkepartiets gruppeværelse. Alle lå på knæ med hovedet vendt mod mokka. Da kaffemaskinen var færdig med at sprutte og alle havde fået skænket op tog Pia ordet:
"Min bekymring går på al den fremmede valuta, som strømmer ind i landet. Jeg synes at overskuddet på betalingsbalancen er en hån mod vore danske kroner. Og så skal alle de tyrkere, der sender gode danske penge til deres landsbyer, stoppes. Jeg synes ikke vi kan være bekendt, at fru Jensen der har slidt og slæbt hele sit liv for at bygge det her samfund op og nu ikke kan få anden hjemmehjælp end mig, oven i alt det risikerer at stå nede i Brugsen og betale for sin kattemad med en hundredkroneseddel, som har været i hænderne på jeg ved snart sagt ikke hvor mange udlændinge. Hvis de vil sende penge hjem kan de tage syd for grænsen og veksle dem der, for tyske hænder er rene hænder - og så kan vi afvise dem ved grænsen, når de vil rejse ind igen."
"Det er genialt," henåndede Skaarupperne som med én mor. "Men kunne de ikke bare bruge Dankort?" tilføjede sønneke.
"Vask din mund i brun sæbe!" skreg befolkningens røst.
I karlekammerskabet
Fremskridtspartiet holdt møde i et afsyret karlekammerskab:
"Og så skal vi være ærlige og sige til befolkningen: det er barnet der skal følge pengene og ikke omvendt. Det er selve sjælen i et frit samfund, at børnene får ind med moderkagen, at man skal yde før man kan snyde."
"Skal vi så også indrømme, at vi er en flok skuffede undermålere?"
"Nej, Kim, for det ved vi jo ikke selv."
Det var vanskeligt at infiltrere den radikale gruppe men jeg satte mig og stirrede ondt på Marianne Jelved så alle antog, at jeg var fra Radikal Ungdom.
"Er der nogle ideer til reformer og fornyelse?" spurgte Jelved. "Ja, Morten?"
"Jeg ved, hvordan landet kan gøres gældfrit med et pennestrøg. I private virksomheder værdisætter man goodwill, men hvad med værdien af det gode danske demokrati? Vi bogfører værdien af veje og broer, men hvad med den åndelige infrastruktur? Jeg foreslår, at man vedtager, at den til enhver tid opgjorte offentlige gæld er lig med værdien af den demokratiske styreform. Men så vil jeg også være finansminister. Av, far, du må ikke slå."
Den store socialdemokratiske gruppe var det rene barnemad: ingen opdagede om der var en fra eller til, selv om man for at forebygge konflikter havde delt gruppeværelset i tre: rødmende, blegrød og rødgrødsrød stue. For en sikkerheds skyld anlagde jeg en færøsk attitude. Alle sad tavse og stirrede på storskærme, der viste en seance fra Statsministeriet: i et næsten mørklagt kontor sad statsministeren og forhandlede intenst med et medium, som i trance vred og vendte sig på stolen.
"Oh Per Hækkerups ånd, skal jeg gribe ind mod det stigende privatforbrug?" spurgte Nyrup.
Kvinden gispede og mumlede, hendes krop fortrak sig i afskyelige kramper, et hvidt tågebånd kom svævende ud af hendes mund.
"Jytte Hilden" lød det med gravrøst.
Nyrup rynkede panden, men opgav så at argumentere med en der er gået over. Han klappede i hænderne og mediet kom langsomt til sig selv.
"Tak Jytte, lad os sove på det," sagde statsministeren og slukkede lyset.
