Læsetid: 7 min.

Fra 110 ord til milliarder af mønter (I)

1. maj 1998

I 1988 mente Schlüter, at planerne om en fælles EF-valuta var blevet begravet i et udvalg.
I denne weekend afklares de sidste formaliteter inden EU-valutaen er en realitet

Bruxelles - Klokken 10 om morgenen den 2. december 1985 ankommer Margaret Thatcher til mødet med stats- og regeringscheferne fra de øvrige EF-lande i Luxembourg. Et halvt års forhandlinger om en ny EF-traktat, som skal gøre det muligt at udbygge EF-samarbejdet med et reelt indre marked, skal afsluttes.
Det er en ny EF-traktat, som Thatcher aldrig har ønsket sig. Sammen med Poul Schlüter og den græske statsminister Andreas Papandreou forsøgte hun et halvt år tidligere i Milano at forhindre, at forhandlingerne om traktaten blev sat i gang - forgæves.
Men selv om den nye traktat er uønsket, så står tanken om et fælles indre marked højt på Thatchers ønskeliste. Derfor er hun villig til at acceptere den nye traktat. Hvis ikke det lige var for et irriterende forslag, som den nytiltrådte formand for Europa-Kommissionen, Jacques Delors, stædigt kæmper for at få skrevet ind i den nye traktat.
Han insisterer på, at der i den nye traktat skal stå, at EF-samarbejdet senere skal udbygges til at omfatte en egentlig økonomisk- og monetær union (ØMU).
Thatcher har inden ankomsten til Luxembourg diskuteret netop det spørgsmål både med sin udenrigsminister Geofrey Howe og finansminister Nigel Lawson. Deres råd er vidt forskellige.
Lawson siger, at Thatcher bør blokere for en sådan formulering. Howe karakteriserer den som betydningsløs og advarer Thatcher mod at isolere sig i forhandlingerne i Luxembourg.
Hun vælger at følge rådet fra Howe og accepterer en kort tekst i den nye traktat, hvor 110 ord opridser målsætningen om en ØMU. Efter to døgns forhandlinger kan mødet afsluttes. EF-samarbejdet har fået en ny traktat - Fællesakten. I Danmark kendt som EF-pakken.

På vej til Hannover
Det går godt i Europa i tiden efter Fællesakten. Der er økonomisk fremgang og selv det store sammenbrud på aktiemarkedet i oktober 1987 lader Europa næsten urørt. Prisen på en tønde olie falder fra 30 til 15 dollars og det sætter skub i økonomien.
I foråret 1988 er EF-landene for alvor i gang med at gennemføre det indre marked. Blandt de forslag som er på vej til at blive vedtaget, er et direktiv, der vil sikre fri bevægelighed for kapitel.
Det direktiv får blandt andet Tomasso Padoa-Schioppa fra den italienske nationalbank til at opsøge Delors. Italieneren, som Delors kender fra hans tidligere ansættelse i EF-systemet, har i flere år presset Delors for at få kommissionsformanden til at sætte spørgsmålet om ØMU på den europæiske dagsorden.
Padoa-Schioppa mener, at regler om fri kapitalbevægelser og gennemførelsen af det indre marked vil gøre en økonomisk- og monetær union til en nødvendighed. Delors tøver længe, men i foråret 1988 får han hjælp fra flere sider.
I januar udsender den franske finansminister Edouard Balladur et memorandum, hvori han argumenterer for en ØMU. Det bakkes op i et papir fra den italienske finansminister Giuliano Amato.
I februar kommer den tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher med et udspil som fastslår, at "skabelsen af en europæisk monetær zone med en europæisk centralbank udgør en uundværlig hjørnesten i det europæiske indre marked."
Det er Tyskland, som har formandskabet i EF, men de to ledende politikere, Genscher og forbundskansler Helmut Kohl har ikke de samme ambitioner, når det gælder en økonomisk- og monetær union. Genscher er for, mens Kohl er skeptisk.
I løbet af foråret har Delors adskillige private møder med Kohl og sammen med et pres fra blandt andet Genscher og den franske præsident Mitterrand, lykkes det med forskellige argumenter at få overbevist kansleren om, at spørgsmålet om ØMU skal sættes på dagsordenen på topmødet i Hannover juni 1988.
Det vigtigste argument er et løfte fra den franske præssident om, at en ØMU vil sætte en stopper for flere eksperimenter med fransk økonomi i stil med det katastrofale økonomiske eksperiment som Mitterrand gennemførte i starten af 80'erne. Det argument tæller hos Kohl, som har set, hvordan Frankrigs dårlige økonomi har skabt problemer for D-marken inden for det EF's valutasamarbejde

Delors som formand
På deres møder har Kohl og Delors adskillige diskussioner om, hvad der skal komme ud af topmødet i Hannover, når det gælder ØMU. De to er enige om, at der bør nedsættes et udvalg, som skal undersøge mulighederne for en økonomisk- og monetær union.
Delors ønsker et udvalg, fordi det er en metode, som tidligere har vist sig at være succesfuld. Spaak-komitéen førte til Romtraktaten, Dooge-komitéen til Fællesakten osv. Men der er ikke enighed om, hvilken type udvalg, der skal nedsættes.
Genscher foreslår Kohl et udvalg bestående af fem vise mænd. Delors derimod foretrækker, at der skal nedsættes et udvalg, som består af nationalbankdirektørerne fra hvert af de 12 medlemslande.
Delors ved, at netop nationalbankdirektørerne, og især den tyske Karl Otto Pöhl, er de skarpeste ØMU-modstandere. Derfor ønsker Delors, at nationalbankdirektørerne inddrages i arbejdet, så de ikke kan bekæmpe det fra sidelinjen.
Et par uger før topmødet i Hannover er Delors endnu engang på besøg hos Kohl i Bonn. Det er søndag og de to diskuterer topmødet. Delors får overbevist Kohl om, at ØMU-udvalget skal bestå af nationalbankdirektørerne og får en ekstra pris oveni. Kohl foreslår, at Delors skal lede udvalgets ØMU-arbejde.

Begravet i et udvalg
Mandag aften den 27. juni sidder EF-landenes stats- og regeringschefer til middag på Schloss Hernhausen i Hannover. Kohl beder Delors tale om økonomisk- og monetær union og efter Delors' indlæg foreslår forbundskansleren, at Delors skal lede arbejdet i en ØMU-komité bestående af nationalbankdirektørerne plus nogle nationale eksperter.
Margaret Thatcher, som få år forinden af sin udenrigsminister fik at vide, at de 110 ord var uden betydning, accepterer ideen, fordi briterne ved, at nationalbankdirektørerne er skeptiske over for ØMU'en. Som en ekstra sikkerhed får Thatcher pillet både ordene "fælles mønt" og "europæisk centralbank" ud af topmødets konklusioner om ØMU'en.
Efterfølgende siger Thatcher på sin pressekonference i Hannover, at der ikke bliver nogen økonomisk- og monetær union i hendes livstid.
Statsminister Poul Schlüter siger til danske journalister, at det er lykkedes Danmark og Storbritannien at få begravet planerne om en fælles EF-valuta i et udvalg.
Begge tager grueligt fejl.

Min egen dødsdom
Der er mindst en person, som er rasende over, at der nedsættes et særligt ØMU-udvalg med Delors som formand. Det er Pöhl, den magtfulde chef for Tysklands uafhængige Bundesbank. Hans første reaktion er, at han ikke vil deltage i møder under ledelse af den - i Pöhls øjne - inkompetente Delors.
Men efter en del overtalelse fra kolleger i Bundesbanken accepterer Pöhls.
Delors er klar over, at nationalbankdirektørerne er skeptiske overfor ØMU-tankerne og vælger flere strategisk kloge træk for at få sin politiske vilje igennem.
For det første foreslår Delors, at komitéens møder skal afholdes hos "nationalbankernes centralbank", Bank of International Settlements (BIS) i Basel i Schweiz, hvor nationalbankdirektørerne normalt holder deres møder. De får med andre ord hjemmebane.
Fra det første møde gør Delors som formand opmærksom på, at det jo ikke er komitéens opgave at tage stilling til, om en økonomisk- og monetær union er en god eller en dårlig idé. Det er politikerne, der skal tage stilling til dette.
Komitéen skal kun udarbejde en rapport om, hvordan en økonomisk- og monetær union vil kunne gennemføres. Delors appellerer derved til nationalbankdirektørernes professionalisme og ikke til deres politiske instinkter.
Komitéen mødes i alt otte gange. Ved første møde er atmosfæren dårlig og Karl Otto Pöhl tilbringer en stor del af mødetiden med at læse avis. Delors er nødt til at få tyskeren til at tage arbejdet alvorligt.
Ved første møde sker dette ved at udnævne en tysk embedsmand, Günter Baer, til jobbet som den, der skal udarbejde udkastet til komitéens rapport.
Ved det efterfølgende møde tager franskmanden Delors et ekstraordinært skridt og foreslår, at fremtidige møder skal foregå på engelsk, selv om Delors' egne kundskaber er stærkt begejstrede.
Alt dette forbedrer atmosfæren og efterhånden som arbejdet skrider frem, tegner der sig en rapport som viser, hvordan en økonomisk- og monetær union vil kunne gennemføres i tre faser.
Et langt stykke hen i processen er der tvivl om, hvorvidt Pöhl vil undertegne rapporten. Og frem til sidste mødedag i april 1989 har Delors ingen anelse om, hvorvidt den britiske nationalbankdirektør Robin Leigh-Pemperton vil skrive under. Briten har været passiv under det meste af forhandlingerne.
Men i april er rapporten klar og nationalbankdirektørerne skriver under en efter en.
Til fleres overraskelse rejser Pemperton sig også, og netop som briten skal til at skrive under vender han sig om til den belgiske nationalbankdirektør, som står bag ham og siger:
"Det er formentlig min egen dødsdom, jeg nu underskriver."
Pemperton bedømmelse er rigtig. Thatcher bliver rasende, da hun ser rapporten forsynet med den britiske nationalbankdirektørs underskrift.
Men Thatcher når aldrig at få fjernet Pemperton fra posten, inden Delors-rapporten Delors-rapporten fælder Thatcher selv

*Anden del om ØMU'ens tilblivelse bringes i morgen.

FAKTA - De sidste skridt

1998
*1-3 maj: EU-landene enes om, hvilke lande som er parate til at deltage i ØMU'en. Samtidig udnævnes direktionen for den kommende europæiske centralbank. ØMU-landene enes om den kommende valutakurs.
*1. juli: Den Europæiske Centralbank indleder sit arbejde og ordner de sidste forberedelser til ØMU'en.

1999
*1. Januar: Den økonomiske- og monetære uniontræder i kraft. Valutakurserne låses uigenkaldeligt fast.

2002
*1. januar: Den Europæiske Centralbank introducerer de fælles euro-mønter. Seks måneder senere skal euro-pengene have afløst de nationale valutaer i ØMU-landene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her