En plan for at gennemføre ØMU'en var ikke nok. Skepsis i Storbritannien og Tyskland skulle ryddes af vejen, inden planerne kunne gennemføres
Bruxelles - I april 1989 kan Jacques Delors i Luxembourg præsentere den rapport om ØMU'en, som EF-centralbankcheferne har udarbejdet. Rapporten læses med stor interesse i hele Europa, men troen på, at indholdet i rapporten nogensinde vil blive gennemført, er lille.
Delors kender i detaljer forhistorien om, hvordan tidligere planer fra slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne om en økonomisk- og monetær union løb ud i sandet, fordi der aldrig blev vedtaget en fast tidsplan for ØMU'en. Den fejl vil Delors ikke gentage.
Det er Spanien, som har formandskabet i EF i foråret 1989, og den spanske premierminister Felipe Gonzalez er en af de personer, som stærkt støtter tanken om en økonomisk- og monetær union. Derfor placeres ØMU-spørgsmålet centralt på dagsordenen på topmødet i Madrid i juni 1989.
Delors og mange flere ønsker, at der fastsættes en dato for, hvornår den første fase af ØMU'en indledes. Det lykkes. Topmødet beslutter, at første fase skal indledes 1. juli 1990. Første fase går ud på, at EF-landene skal bringe orden i den nationale økonomi, så landenes økonomiske situation i højere grad bliver ens.
Tyskland har insisteret på, at den tredje fase af den økonomiske- og monetære union ikke kan gennemføres uden en traktat-ændring og derfor beslutter topmødet i Madrid samtidig, at der skal igangsættes et omfattende arbejde med at indkalde til en regeringskonference, som skal kunne sættes i gang, så snart ØMU'ens første fase er i gang.
Dermed er der sat dato på starten af første fase samt for, hvornår forberedelsen af tredje fase kan indledes.
De nye skridt får dog hverken Danmark eller Storbritannien til at ændre på stemmeføringen fra Hannover.
Margaret Thatcher siger i Madrid, at dette ikke betyder noget, da en ny traktat kun kan vedtages, hvis Storbritannien også godkender den. Det er en holdning, hun kommer til at gentage godt et år senere - for sidste gang i rollen som premierminister.
Berlinmuren falder
Kort tid efter topmødet i Madrid, begynder de store forandringer i Europa. Opbruddet i Central- og Østeuropa samt Berlinmurens fald. Tyskland står overfor at blive genforenet, og det bekymrer især de tre EF-lande Storbritannien, Frankrig og Italien.
Den franske præsident Francois Mitterrand har en pris for at acceptere tysk genforening. Han kræver, at Tyskland skal acceptere, at der fastsættes en dato for, hvornår ØMU'en senest skal være gennemført. Den tyske forbundskansler har en modpris og kræver, at ØMU'en skal suppleres med en politisk union.
I foråret skriver de to et brev til deres EF-kolleger, og der indkaldes til ekstraordinært topmøde i Dublin i april 1990. Her fastsættes endnu en dato, da det besluttes at arbejdet med at lave en traktat om ØMU'en skal indledes i december samme år.
Samtidig enes topmødet om, at EF-landenes udenrigsministre skal se på mulighederne for, at der også laves en traktat om en politisk union. To måneder senere på det ordinære topmøde i Dublin står det klart, at ØMU'en ikke kommer til at stå alene.
Thatcher isoleret
I Delors-rapporten står der intet om datoer for anden og tredje fase, og det ønsker italienerne at gøre noget ved, da de overtager EF-ledelsen i 1990. Det bliver et efterår med adskillige forsøg på at hælde grus i ØMU-maskineriet.
Den italienske premierminister Giuliano Andreotti beslutter sig for at indkalde til et ekstraordinært topmøde i Rom den 27. oktober. Forud for topmødet er der stor forvirring om, hvad der egentlig skal ske. Thatcher har indtryk af, at topmødet bliver betydningsløst og lader sine embedsmænd gøre grin med det italienske formandskab, hvis EF-ledelse i britisk presse sammenlignes med Marx Brothers. Men dagen inden topmødet, mødes en række kristdemokrater i Venedig, og her siger Kohl til Andreotti, at han nu er parat til at forpligte Tyskland til ØMU'en.
Andreotti griber chancen få dage senere i Rom. Under det topmøde, som Thatcher tror vil være betydningsløst, får Andreotti de øvrige 11 EF-lande til at bakke op om, at anden fase af ØMU'en skal sættes i gang den 1. januar 1994. Thatcher er isoleret og insisterer på at få indskrevet britiske fodnoter i topmøde-konklusionerne. Da Thatcher altså ikke vil støtte de formuleringer i konklusionerne, som Italien har lagt op til, griber Andreotti endnu en chance. Han spørger sine embedsmænd, om der er skrevet noget ind i teksten, som er beregnet på at imødekomme Thatcher. Da embedsmændene svarer ja, giver Andreotti dem besked på at fjerne det.
For at imødekomme Thatcher er der blandt andet lagt op til, at ØMU'en skal føre til en fælles valuta, som skal eksistere side om side med de nationale valutaer. Da Thatcher ikke vil være med i kompromisset, ændrer Andreotti teksten, så der i stedet står, at ØMU'en skal føre til en egen valuta, som skal erstatte de nationale valutaer.
Andreottis lille "kup" ophidser både Thatcher og Bundesbank-direktør Karl Otto Pöhl, som indtil da har opfattet ØMU-planerne sådan, at der på et tidspunkt skal introduceres en fælles mønt, som skal eksistere sideløbende med de nationale valutaer.
Efter topmødet kan Thatcher og Andreotti fortsætte deres lille politiske krig. Andreottis talsmand åbner pressekonferencen med at bemærke, at sådan træffer Marx Brothers beslutninger. Mens Thatcher i BBC beklager sig over det italienske formandskab og endnu engang konstaterer, at ØMU-planerne aldrig bliver til noget:
"Jeg vil aldrig fremlægge en plan om en fælles mønt for det britiske parlament."
Det kommer hun heller aldrig til. Få uger senere er hun skiftet ud med John Major.
Ny kamp om datoer
I januar 1991 starter forhandlingerne om to nye traktater. En om den økonomiske- og monetære union, og en om den politiske union. Forhandlingerne kommer til at vare i et år. Økonomi- og finansministrene bruger især deres tid på at diskutere, hvad der skal ske i ØMU'ens anden fase.
I forhandlingerne er der endnu engang stor opmærksomhed omkring spørgsmålet om datoer. Franskmændene skal nu indkassere det løfte, som Kohl gav Mitterrand i forbindelse med genforeningen. Projekt ØMU skal gøres uigenkaldeligt.
I forhandlingerne ligger der tekster på bordet, som slår fast, at den tredje fase af ØMU'en med fælles mønt og fælles centralbank skal indledes i 1997. Men kun hvis mere end halvdelen af EF-landene opfylder en række økonomiske kriterier.
Den formulering er acceptabel for den tyske finansminister, da det betyder, at ØMU'en ikke vil blive gennemført, før et flertal af EF-lande har en national økonomi i samme klasse som den tyske. Men ved afslutningen af forhandlingerne kommer Frankrig med et forslag om, at hvis ikke et flertal af EF-landene opfylder de økonomiske betingelser i 1997, så skal de lande, som opfylder betingelserne, automatisk overgå til den tredje fase af ØMU'en i 1999. Altså en ordning, hvor ØMU'en automatisk sættes i gang senest 1999.
Den tyske finansminister og Pöhl i Bundesbank forfærdes ved tanken, men Kohl accepterer. Pöhl og Waigel ønsker ikke, at Tyskland skal tvinges til at gå med i en union sammen med lande, hvis økonomi er dårligere end den tyske.
Det kan Tyskland bedst undgå ved, at tyskerne har mulighed for at blokere for en beslutning om, at ØMU'en skal gå i gang. Ved at indføre en ordning, hvor det slås fast, at ØMU'en starter 1. januar 1999 - uanset hvad - mister Tyskland muligheden for at trække i nødbremsen. Men Kohl accepterer, og med hans accept er den økonomiske- og monetære union sat uigenkaldeligt i gang med den traktat, som vedtages i Maastricht december 1991.
En række trusler
Der går dog ikke lang tid, inden ØMU-planerne kommer til at ligne noget, som er alt andet end uigenkaldeligt. Den 2. juni 1992 stemmer danskerne nej til Maastricht-traktaten og truer dermed alle ØMU-planer. Få måneder senere, i september, må både den italienske lire og det britiske pund forlade EF's valutasamarbejde EMS'en.
Et år senere bryder hele EMS-systemet sammen, og EF-landene overgår reelt til flydende valutakurser. Den økonomiske recession har ramt Europa, arbejdsløsheden er høj og i Frankrig, Tyskland og flere andre lande protesteres der på gaderne. Det forhindrer dog ikke politikerne i at ignorere det og fortsætte ØMU-projektet.
I december 1995 begynder troen på projektet langsomt at vokse, selv om medierne på det tidspunkt har erklæret planerne for færdige.
På et topmøde i Madrid enes stats- og regeringscheferne om at ændre det oprindeligt tænkte navn på den fælles mønt fra ECU til euro. Et år senere vedtager EU-landene i Dublin en pagt om stabilitet og vækst, som skal fjerne frygten for, at den fælles valuta ikke bliver lige så stabil som D-marken.
Og i foråret 1998 er Europa-Kommissionen og centralbankens forløber parat med sin bedømmelse af, hvordan det går med ØMU-planerne. Anbefalingen lyder, at 11 af de 15 EU-lande kan deltage i ØMU'en fra 1. januar 1999. Samtlige medlemslande minus Danmark og Storbritannien, som på forhånd har sikret sig undtagelser, samt Sverige, hvis valuta er for ustabil og Grækenland hvis økonomi er for dårlig.
Den formelle beslutning træffes i denne weekend. Her skal stats- og regeringscheferne udpege den person, som skal være den første chef for den kommende centralbank. Derudover skal de afgøre, hvilke lande som kan deltage.
Dermed burde de sidste forhindringer være ryddet af vejen, og 110 ord fra 1985 kan blive til milliarder af fælles europæiske mønter.
*Første del af historien om ØMU'ens tilblivelse blev bragt i går.
