Læsetid: 4 min.

15 minutters berømmelse

15. maj 1998

Historien om Andy Warhol og Valerie Solanas, den rabiate feminist der i 1968 skød ham, er historien om to temperamenter i de turbulente 60'ere

NY FILM
Nu 10 år efter at Andy Warhol døde er myten om ham stadig i live. Udover hans dagbog, der konsekvent demonstrerer hans distant flegmatiske og køligt registrerende holdning, har vi i de senere år ikke bare fået en dokumentarfilm om ham - Superstar: The Life and Time of Andy Warhol - men også et par film om mennesker fra hans kreds og tid.
Julian Schnabels Basquiat handlede måske om en interessant kunstner, men var som film ganske ordinær, mens Mary Harrons I Shot Andy Warhol, der nu får sin danske premiere, nok handler om den hurtigt glemte radikale feminist Valerie Solanas fra Warhol-miljøets yderkreds, men er som film ganske anderledes fascinerende.
Det begynder næsten som en tv-reportage med meddelelsen om skudepisoden efterfulgt af 'tv-interviews' med forskellige fra Warhol-kredsen, der taler tårevædet om mesterens store betydning. Det er ikke uden en vis medieironi, der fortsætter mens filmen udvikler sig til en hurtig reportage om attentatkvinden og hendes baggrund med en voldelig far, opdragelsesanstalter og en radikal og utilpasset studietid, hvor hun markerede sig som overmåde begavet, men også konflikt- og konfrontationssøgende med sin radikale påstand om, at manden var en biologisk fejltagelse, der burde udryddes.
Hun havner i New York, hvor hun lever på gaden, tjener lidt håndører ved prostitution og i øvrigt opfatter sig selv som forfatter, bl.a. til en grotesk teatertekst, efterfulgt af det, der for eftertiden har gjort hende berømt: et manifest for SCUM - Society for Cutting Up Men - et eksklusivt selskab med hende som formand og eneste medlem. Det sælger hun i duplikeret form på gaden, mens hun via sin transvestitbekendt Candy Darling kommer i kontakt med Warhol og hans verden.
Forskellen mellem hendes rå liv på gaden og indgangen til Warhols Factory er markant. Fra den brutale larm og skrappe farver befinder hun sig pludselig i en anden verden: en verden med klassisk musik, nøgne sølvfarvede rum og det navnkundige Warhol-slæng, der hengiver sig til nærmest vegeterende kunstneriske sysler. Forskellen kan ikke være større end denne, der også indeholder forskellen mellem den konstant intenst glødende Valerie og den flegmatiske Warhol.

Skuddet
Solanas fascineres dog af ikonet Warhol og ser ham også som den person, der kan gøre noget for at sætte hendes egen karriere i søen for alvor. Først er mesteren ikke så lidt fascineret af denne underligt anderledes og vulgært aggressive person, som han prøvefilmer, mens han ønsker at benytte dele af hendes tekst i sin egen sammenhæng. Men efterhånden som Solanas bliver mere og mere insisterende, bliver hun afskåret fra miljøet - bandlyst, som det siges. I stedet får hun kontakt med Maurice Girodias, ejer af Olympia Press, der har slået sig op på at udgive den litteratur, andre ikke har villet røre ved, især erotisk og eller pornografisk litteratur - også nu guldrandet erotisk litteratur som Nabokovs Lolita og Henry Miller.
Men da hun først har underskrevet kontrakten, ser hun sig tykt snydt af Girodias, og mere og mere paranoid fører hun det hele tilbage til Warhol. Da hun skyder ham, afleverer hun straks pistolen til en betjent og erklærer, at hun måtte skyde ham: Han havde for megen kontrol over mit liv.

Warhol og omegn
Mary Harrons film lægger ud som en veloplagt mediepastiche, men kommer hurtigt ind i en nutidsform, hvor historien fortæller sig fortløbende, for så at ende i sort som en historie om en paranoid kvinde, der mister jordforbindelsen. Men filmen selv mister ikke sit veloplagte drive med indskudte sort-hvide scener, hvor Solanas læser op af sit manifest, og sekvenser der er kalkeret af fra Warhol-æstetikken med markerede hvidglimtende klip. Dertil byder den på et udsnit af typer fra New Yorks kulturelle jet set af kunstnere og pseudo-ditto, medløbere og rygklappere fra de turbulente år i 60'ernes slutning, hvor verden åbnede sig, alt syntes tilladt og alt skulle prøves.
Vidunderligt ondt morsom er den i sin skildring af Warhol som denne sky og trods al medieeksponeringen enigmatiske person, der på interviewspørgsmål ofte kun svarer ja eller nej, der suger til sig fra alle kilder og i denne tolkning mere fungerer som uforklarlig katalysator end som skabende kraft. Ikke meget bliver tilbage af popkunstens mester i denne tolkning.
Måske er det dette mærkeligt blanke overflademenneskes lod, at der ikke kommer film om ham, dertil er han for tom eller uigennemtrængelig, men film om personer i hans kreds.
Solanas fik sine 15 minutters berømmelse og har nu fået sin historie, men man kan godt tillade sig at tvivle på, om hun egentlig har været det værd, om hendes forskruede manifest har eller har haft den betydning, som det tillægges i efterteksten, der som i enhver anden kunstnerbiografisk film skal legalisere, at der er lavet en film ved at udråbe hovedpersonen til en central figur. Men det er svært at overbevise om at Solanas skulle være et miskendt geni.
Men tilbage står en film om en tid og et miljø, hvor der er stof til talrige historier, og hvor der var plads, tid og rum til allehånde eksperimenter, hvoraf en del skabte historie, andre nådigt gik i den store glemmebog.

*I Shot Andy Warhol. Instr.: Mary Harron. USA-England. Premiere i dag i Grand, København og Øst for Paradis i Århus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu