Læsetid: 4 min.

Et år i reformernes tegn

1. maj 1998

Det mest markante ved Tony Blairs første år ved magten er de dybtgående ændringer i Storbritanniens politiske struktur

LONDON - En folkvalgt borgmester i London, en lokal forsamling for Nordirland og parlamenter i Skotland og Wales: På et år har Tony
Blair foretaget flere og mere dybtgående ændringer af Storbritanniens gamle politiske institutioner, end alle hans forgængere de sidste hundrede år har gjort.
"Den politiske struktur i Storbritannien har været fastfrosset i hele det 20. århundrede," bekræfter historikeren Rodney Barker, der underviser på London School of Economics.
"Den sidste større ændring fandt sted i 1928, da kvinderne fik stemmeret, og siden er der ikke sket noget. På baggrund af den lange stilstand forekommer Tony Blairs reformer historiske."
"Han har faktisk genoptaget en normal reformproces, som mange har ventet på længe," tilføjer han.
Inden Blair kom til magten, var Storbritannien et af af de mest centraliserede lande i Europa. Det var totalt domineret af parlamentet i Westminster, selv om Det Forenede Kongeriget faktisk siden 1707 har været en sammenslutning af tre lande, Englang, Skotland og Wales. Dertil kom så Nordirland fra 1920.
Samarbejdet var i begyndelsen fleksibelt, men det stivnede i løbet af det 20. århundrede. Walisisk, skotsk og nordirsk særpræg blev fornægtet, og den britiske identitet blev ensbetydende med de dominerende englænderes.

Dristig revolution
De ikke-engelske folks harme over denne udvikling var særlig stor under konservative regeringer, som havde flertal i England, men kun repræsenterede et lille mindretal i de andre områder. Indbyggerne dér følte sig regeret af "udlændinge", og det bidrog til at styrke bevægelsen for uafhængighed, især i Skotland, men også i Wales.
Blair, der selv er engelsk, men født i Skotland, har givet en reform af kongerigets struktur højeste prioritet.
"Han vil reformere og revolutionere institutionerne, ligesom Margaret Thatcher reformerede økonomien og det sociale område," siger Dermot Kehoe fra Fabian Society, en forskningsinstitution, der står Labour nær.
"Man kan sige, at Labour-regeringen går forsigtigt frem på mange andre områder, men når det gælder strukturen, optræder den til gengæld dristigt."

Monarkiet står for tur
Den 7. maj skal londonerne således ved en afstemning tage stilling til, om byen skal have en valgt borgmester ligesom alle andre europæiske og amerikanske storbyer.
Skotland og Wales (og Nordirland, hvis folkeafstemningen om fredaftalen den 22. maj falder positivt ud) skal have deres egne parlamenter og lokale regeringer med udbredt selvstyre på områder som indenrigspolitik, sundhed, undervisning og politi.
De adelige medlemmer af Overhuset, House of Lords, mister deres politiske indflydelse - det britiske aristokratis sidste forældede privilegium.
Labour har tilsluttet sig den europæiske menneskeretserklæring. Parlamentet i Westminster er ved at blive moderniseret, selv om premierministeren dog ikke har vovet at ændre valgsystemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse, der er uretfærdigt, men effektivt.
Endelig har Blair også efter prinsesse Dianas død taget fat på at gøre monarkiet mere nutidigt.
"Det er en stille, men dybtgående revolution med det formål at give magten til folket," forklarer Denis MacShane, der er medlem af parlamentet for Labour. "For første gang har en regering besluttet at indskrænke sin egen magt. Reformen af institutionerne er det mest markante resultat af Tony Blairs første år."

Ny britisk identitet
Det store projekt udspringer dog ikke af en sammenhængende og omfattende vision om den britiske stat.
"Politikerne er ikke nødvendigvis filosoffer," siger Rodney Barker, som erkender, at Blair først og fremmest har søgt at reagere på specifikke problemer: det voksende ønske om selvstændighed i Skotland, situationen i Nordirland og Overhusets karakter af fortidslevn.
"Vi er ikke et revolutionært folk," siger MacShane. Ikke desto mindre mener han, at resultatet bliver en gennemgribende forandring af Storbritannien: "Jeg tror, det vil ende med at styrke bevidstheden om Storbritannien."
Blairs projekt går ud på at udvikle en ny britisk identitet, der bygger på et fleksibelt samarbejde mellem regioner med udstrakt selvstyre. De skotske tilhængere af fuld uafhængighed drømmer dog stadig om at kappe forbindelsen med Storbritannien og genopstå i en ny skikkelse som en del af et Regionernes Europa.

Nationalistisk reaktion
Med hensyn til Nordirland drejer det sig om at "få de nationalistiske følelser og lidenskaber til at gå op i en højere enhed, der er knyttet til kongeriget, men også til Republikken Irland og Europa," forklarer Barker.
Den fredsaftale for Nordirland, der blev indgået langfredag, indebærer, at der skal oprettes et "råd for de britiske øer" med repræsentanter for England, Skotland, Wales og de to dele af Irland. Det er et led i bestræbelserne for at knytte kongerigets dele sammen med forskellige, mere eller mindre løse bånd.
"Jeg tror, vi kan genskabe den britiske identitet," siger Dermot Kehoe.
Han frygter dog en nationalistisk reaktion i England, som har 80 procent af såvel indbyggerne som de samlede indtægter. Englænderne har længe sat lighedstegn mellem britisk og engelsk identitet og har derfor mest at tabe.
"De nationalistiske strømninger er ved at vågne," siger han og tilføjer, at det mærkeligt nok kan ende med, at englænderne bliver dem, der føler sig mindst britiske.
"Vi bliver ved med at være et meget blandet folk," siger MacShane. "Jeg har f.eks. et irsk navn, jeg er født i Skotland, og jeg er valgt i en engelsk valgkreds i Yorkshire."

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her