Læsetid: 4 min.

For æggehoveder og legebørn

12. maj 1998

Arken forsøger sig med små, 'kolde' udstillinger sideløbende med de store mainstream-manifestationer, men det går ikke altid godt

UDSTILLING
"Hvad definerer et maleri som maleri?", spørges der i pressemeddelelsen til Arkens nye udstilling. Den rummer minimalistiske malerier af billedhuggeren og maleren Claus Jensen, som Christian Gether har eksponeret ved flere lejligheder på hans tidligere arbejdsplads: Vestsjællands Kunstmuseum. Og det er - indrømmet - et smukt rum, Jensen har skabt i anledning Arkens nye udstillingsrække, som sætter fokus på den aktuelle kunstscene med temaet fortælling/antifortælling som omdrejningspunkt. Alligevel kan man (jeg) ikke lade være med at spørge, hvad der egentlig berettiger disse billeder, der umiddelbart skuffer ved at tage sig ud som femogtyvende aftapning af et minimalistisk malerprojekt fra 70'erne - til at få adgang til Arkens Grafikgalleri?
Symptomatisk for megen kunstformidling i disse år klarer billederne sig ikke uden en intellektuel ledsagetekst, der hele vejen igennem definerer Jensens projekt ved hjælp af negationer: maleriet skal fremstå som tømt, maleriet må opgive kunsthistoriens krav om udvikling i linje, værkerne unddrager sig en bestemt kategori-definition, det maleriske er minimeret til en negation, de monokrome flader afviser fortællingen etc. Dette maleriske projekt synes kun interessant, hvis det 'læses' ind i den kunstinstitutionelle kontekst. Det er metakunst. Men bør kunst - hånden på hjertet - ikke relatere sig til mere end de institutionelle rammer, nu hvor det er gjort så ofte? Burde den ikke også stille spørgsmål af mere generel karakter? Stille spørgsmål til vore livsbetingelser?

Maleriets mulighedsfelt
Men før vi lader pennen rase ud, skal vi lige dvæle lidt ved, hvad vi rent faktisk ser i det kvadratiske Grafikgalleri i Arken, for at yde udstillingen retfærdighed og give læserne en chance for at 'se med'.
Der er en triptych bestående af tre monokrome 'malerier' i højformat i sort og to forskellige blå farver: kobolt og en mere kold blå farve. På lærrederne er påmonteret et felt af glas, der forlener overfladen med en mat og en blank udstråling. Claus Jensen har ladet disse tre 'malerier' fremstå som objekter, idet de læner sig op ad væggen i stedet for at hænge på den. På de øvrige to vægge hænger lidt mindre monokrome 'malerier', der alle har to overflade-stofligheder: blanke og flade. De består af akryl og grafit på lærred.
Claus Jensens kunst handler tydeligvis om at undersøge maleriets mulighedsfelt. Hans projekt er ved hjælp af så få midler som muligt at gøre maleriet til objekt, dels ved hjælp af depersonalisering - der er intet penselstrøg at spore på lærredet - dels ved hjælp af anonymisering i kraft af det serielle. Hans maleri-installation tydeliggør rummet. Han opfordrer så at sige publikum til at opleve rummet og at bruge malerierne som afsæt hertil. Malerierne skal - som det fremgår af pressemeddelelsen og af Kristine Kerns ledsagetekst i det lille katalog - "fremtræde som en fysisk størrelse, der indtager rummet".
Man sporer tydeligt en Donald Judd bag Claus Jensens arbejder, og han har da også i sin tid i gruppen Ny Abstraktion arbejdet eksplicit ud fra Judds teoretiske skrifter.
Men for at vende tilbage til det indledende spørgsmål. Det er et uhyre minimalt projekt, Jensens. Man spørger uvægerligt sig selv, om det er nok, dette her. Hvis det var første gang, man så en kunst af denne art, ville den være radikal, epokegørende og øjeåbnende. Men det virker som et næsten antikveret, modernistisk projekt, som man kan undre sig over, at Arken ønsker at eksponere under løsenet: "Fokus på den aktuelle kunstscene".

Video for de virkelystne
Kunst er som bekendt mange ting. I et af Arkens siderum kan man opleve sig selv genereret igen og igen på den interaktive video-installation 'Split Second', der er skabt af det foretagsomme og innovative kunstnermakker-par Christian Skeel og Morten Skriver. Vi kender dem som duft-kunstnere, som lydkunstnere etc. og denne gang lader de publikum om at skabe oplevelsen helt og holdent. Man skal højst være tre personer ad gangen i rummet, og hvis man poserer foran videokameraet, bliver billedet fluks gengivet - i vifteform - på de mange monitorer, der er opsat i en halvcirkel i rummet.
Pointen er, at publikum selv via en kropskoreografi bestemmer hvilke billeder, der eksponeres på skærmene. Gebærder man sig på en mærkelig måde, afslører billederne det straks, ligesom man kan danse ballet, mavedans eller måske foretage endnu mere intime ting, hvis ikke tililende kustoder eller almindelig selvcensur forhindrer én deri.
Børnene morer sig, det gør de barnlige voksne også. Og så er der den lille, filosofiske pointe, at forsinkelsen i sendetid på et split-sekund indebærer, at man bliver mærkeligt klar over, at det ikke er et spejl, men en optagelse i tid, man er deltager i. Med andre ord: Videoinstallationen dokumenterer, at nuet efter et nanosekund transformeres til fortid. At nu'et hele tiden dør. Og vi ligeså.

*Claus Jensen: Maleriets manér. Til 14. juni. 'Split Second', en videoinstallation af Morten Skriver og Christian Skeel. Til 5. juli. Arken. Ishøj. Ti.-sø. 10-17, on. 10-21

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu