Læsetid: 3 min.

Amsterdam-slaget var næppe det sidste

29. maj 1998

Selv om politikerne jævnligt forudser, at nu er det slut, dukker der altid nye EU-afstemninger op

BRUXELLES - Under en periode på bare 12 år har tre forskellige danske top-politikere gjort det: Forudsagt, at udviklingen i det europæiske samarbejde er vendt, og forudset, at tiden med nye forkromede traktater med en udbygning af EU-samarbejdet er endeligt ovre.
I 1986 var det Poul Schlüter med bemærkningen om, at Unionen er stendød.
I 1993 var det Niels Helveg Petersen som forudså, at en planlagt regeringskonference ikke ville blive til noget, når først Sverige og Finland var blevet EU-medlemmer.
Og senest er det statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der har forudset, at EU-udviklingen er vendt.
Fælles for alle top-politikernes spådomme er, at de alle faldt få dage før danske folkeafstemninger.
Schlüters bemærkning før afstemningen om EF-pakken, Helvegs før afstemningen om Maastricht-traktaten og den tilhørende Edinburgh-aftale, og Nyrups forud for gårsdagens afstemningen om Amsterdam-traktaten.

Tog fejl
Historien viser, at både Schlüter og Helveg tog fejl, og den, som spørger EU-eksperter i Bruxelles eller andre EU-lande, vil få det svar, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen formentlig også har taget fejl i sine nyeste spådomme.
På den hjemlige front har forskeren Lykke Friis fra Danmarks Udenrigspolitiske Institut overfor Berlingske Tidende advaret statsministeren om, at han tager fejl. Og både i Bruxelles og Bonn kan de samme advarsler opleves af enhver, der gider at høre efter. I Bonn forudser EU-forskeren Melanie Piepenschneider fra den konservative Konrad Adenauer Stiftung, at EU-landene indenfor en overskuelig fremtid vil gå i gang med en ny traktat-revision.
En revision som er nødvendig for at færdiggøre arbejdet med at forberede EU-samarbejdet på optagelsen af nye medlemslande fra Central- og Østeuropa.
Nøjagtig samme vurdering har Stanley Crossick, der er leder af den Bruxelles-baserede tænketank European Policy Center. Crossick siger til Information, at han forventer, at EU-landene allerede på det kommende topmøde i Cardiff om et par uger vil tage hul de første diskussioner om en ny EU-traktat. Frankrig og Tyskland har allerede sagt, at de ønsker en udbygning af det såkaldte nærhedsprincip.

Nye traktaændringer
En udbygning som kan kræve en traktatændring. Der skal også laves en institutionel reform, sådan at EU-institutionerne kan fungere mere effektivt og demokratisk. Et sådant behov har alle EU-landene allerede erkendt.
Der er også fra flere lande og især Europa-Kommissionen et ønske om, at der ændres i de eksisterende traktater, sådan at det bliver lettere at vedtage regler for harmoniseringer af afgifter og visse dele af skattepolitikken. Et ønske om traktat-ændringer på dette område vil med stor sandsynlighed stige, når den økonomiske- og monetære union (ØMU) efter planen sættes i gang ved årets udgang.
Selve ØMU-projektet vurderes også af mange som en egentlig katalysator for, at kernelandene i EU-samarbejdet vil kræve yderligere traktat-reformer.
En anden faktor som også kan føre til yderligere krav om nye EU-traktater er det igangværende arbejde med at omdefinere den rolle, som forsvarsorganisationen Vestunionen (WEU) spiller i den europæiske sikkerheds-struktur.

Revision af Vestunionen
Vestunionen blev oprettet for snart 50 år siden og traktaten om WEU udløber næste år.
Det betyder, at WEU-landene for tiden er i gang med at gøre op med sig selv, hvordan WEU-samarbejdet skal fortsætte. Der har været forslag fremme om at EU skulle overtage Vestunionens arbejdsopgaver, men det blev massivt afvist, da Amsterdam-traktaten blev forhandlet.
Andre modeller diskuteres for øjeblikket og det er ikke utænkeligt, at der også på dette område kan blive tale om en løsning, der vil føre til krav om ændringer i EU-traktaterne.
Endelig kan det heller ikke udelukkes, at der indenfor en overskuelig fremtid skal afholdes folkeafstemninger i Danmark om de såkaldte forbehold.
Så gårsdagen bød næppe på den sidste danske EU-afstemning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu