Læsetid: 5 min.

Atomkapløb skyldes passiv USA-politik

30. maj 1998

USA har undladt at imødekomme Pakistans sikkerheds-politiske behov for at bevæbne sig til tænderne mod en magtfuld nabostat som Indien, mener amerikanske eksperter

BOSTON - USA kan til en vis grad bebrejde sin egen uligevægtige sikkerhedspolitik i Sydasien for det nukleare våbenkapløb, som er blevet sat igang af Indien og Pakistan.
Det vurderer en række sikkerhedseksperter, som er blevet interviewet af amerikanske medier i kølvandet på Pakistans prøvesprængning af to relativt små atombomber torsdag. Indien havde prøvesprængt fem atombomber et par uger forinden.
Eksperterne mener, at USA har undladt at imødekomme Pakistans sikkerhedspolitiske behov for at bevæbne sig til tænderne mod en magtfuld nabostat som Indien, hvis stående hær, luftvåben og panservogne er langt talrigere end Pakistan. Indiens væbnede styrker tæller 1,1 mio. mand, Pakistans 587.000. Inderne har dobbelt så mange jagerfly som sin rival.
I tre krige mellem de to nabostater i 1947, 1961 og 1972 har Indien ifølge Pakistan hver gang været aggressor og vundet.
"For nogle år siden gav vi Nordkorea fire mia. dollar i bistand for at afstå bygningen af en atombombe. Hvorfor har vi ikke givet Pakistan mere end vage løfter om F-16 jagerfly," spørger Stephen P. Cohen fra Brookings Institution i New York Times.
Udover manglende militærhjælp føler Pakistan sig venneløs i regionen. Hverken Iran eller Taliban-styret i Afghanistan kan anvendes som stødpude mod Indien, hvis nye hindu-nationalistiske regering har som erklæret mål at blive en stormagt i Asien på linie med Kina og Japan.
Den kinesiske regering har til en vis grad hjulpet Pakistan med militær bistand og teknologi til udvikling af en atombombe. USA's betydelige militære og økonomiske bistand ophørte derimod i 1990, da amerikanerne ikke længere havde brug for Pakistan som en allieret mod den sovjetiske besættelsesstyrke i Afghanistan.

Skar bistand væk
Op igennem 1980'erne modtog Pakistan hvert år for 7-800 mio. dollar amerikansk bistand, skønt Reagan-regeringen ganske udmærket var klar over, at pakistanerne havde ekspertise og materiale til at bygge en atombombe. Ifølge amerikansk lov kan ingen andre end de fire etablerede atommagter - Rusland, Frankrig, Storbritannien og Kina - modtage udviklingshjælp og militær bistand.
Efter Sovjetunionen havde trukket sig ud af Afghanistan i 1990, udtrykte USA formelt sin mistanke om, at Pakistan var i stand til at producere en atombombe. Herefter blev Pakistan afskåret fra at modtage forsvarsbistand og endda rekvirere materiel fra USA, selv om landets væbnede styrker var blevet dybt afhængigt af amerikansk våbentyper.
Den pakistanske regering har således ikke modtaget en leverance på 28 F-16 jagerfly, bestilt og betalt med 600 mio. dollar i 1990. Kongressen afviser at tilbagebetale beløbet og dét til en nation, som hører blandt verdens fattigste.
Amerikanernes begrundelse for denne ufleksible politik har været, at Pakistan skulle afskrækkes fra at bygge en 'islamisk' atombombe - et initiativ, som Washington frygter kan sprede sig til 'slyngelsstater' i Mellemøsten som Iran, Syrien og Libyen.

For lidt og for sent
Da Indien uden forvarsel og helt uprovokeret detonerede fem atombomber den 11. og 13. maj, forsøgte præsident Clinton derfor at formilde Pakistans regering med en række tilbud. Men det var for lidt og for sent. Clinton lovede f.eks. premierminister Nawaz Sharif at overtale Kongressen til at godkende salget af F-16 fly. Hvis Pakistan afstod fra atomprøvesprængninger, ville landet også kunne forvente mere humanitær bistand fra USA.
På det tidspunkt følte den pakistanske hærledelse imidlertid, at kun en eksplicit sikkerhedsgaranti fra USA - hvilket vil sige et forsvar af pakistansk territorium med amerikanske atomvåben eller konventionelle midler i tilfælde af et indisk angreb - ville være tilstrækkeligt til at opveje atomtruslen fra Indien.
Så langt ville amerikanerne ikke gå. Kina afviste også at udstrække sin atomparaply til Pakistan i sidste uge.
"Igennem otte år er Pakistan blevet fraskåret militær bistand, og de væbnede styrkers beredskab er derfor blevet svækket. De har ikke længere tillid til USA. I samme periode er Indien blevet en stærkere militærmagt. Så hvad kunne Pakistan sætte sin lid til? Missiler og nukleare våben," siger Robert Oakley, USA's tidligere ambassadør i Islamabad, til New York Times.
På to planer ligger USA's strategi således i ruiner. Dels har supermagten forsømt at give Pakistan et minimum af sikkerhed over for en langt stærkere og fjendtlig nabostat, som aldrig til fulde har anerkendt Pakistans eksistensberettigelse efter uafhængigheden fra det britiske kolonistyre. Dels er USA's forsøg på at standse spredningen af atomvåben til andre end den eksklusive klub på fem medlemsstater brudt definitivt sammen.
Dette eklatante selvmål for amerikansk udenrigspolitik kan ovenikøbet få alvorlige følger for USA's strategiske interesser andre steder i verden.

Kan friste Iran
"Iran vil føle sig fristet til at erhverve atomvåben, eftersom styret i Teheran kappes med Pakistan om strategisk indflydelse i Afghanistan og Centralasien. Det ville én gang for alle forrykke magtbalancen i Den Persiske Golf og i Mellemøsten," skriver Zalmay Khalilzad, vicedirektør i Rand Corp., i Wall Street Journal.
Stillet overfor en kædereaktion af denne type må Bill Clinton derfor spørge sig selv i disse timer om økonomiske sanktioner mod Indien og Pakistan vil virke efter hensigten. Meget tyder på, at ingen af de to lande vil bøje sig under økonomisk pres fra de rige atommagter, især fordi hverken England, Frankrig eller Rusland tilsyneladende agter at sætte kommercielle interesser på spil.
USA's dilemma synes at være følgende: Uden skrappe sanktioner mod Indien og Pakistan risikerer man, at andre lande med nukleare ambitioner føler sig fristet til at følge trop med deres bomber. På den anden side vil en økonomisk skruestik blot stivne de to landes kompromisløse holdning.

Bredere strategi
Der er derfor helt klart behov for udformningen af en ny og langt bredere strategi. Ifølge Los Angeles Times overvejer USA følgende skridt:
*Få Indien og Pakistan til at afstå fra nye prøvesprængninger gennem en dialog ledet af amerikanske udsendinge.
*Opfordre de to lande til en dialog om udestående politiske problemer, herunder sikkerhedsbevarende foranstaltninger. Det kunne ske med støtte fra FN's generalsekretær.
*Underskrive Traktaten om et Totalforbud mod Prøvesprængninger af Atomvåben.
*Tilslutte sig en ny international traktat, som vil forbyde produktionen af fissionsmateriale, hvilket ville gøre det meget vanskeligt for udviklingslande at fremstille en atombombe.
*Love at afholde sig fra at fremstille nukleare sprænghoveder og placere dem på missiler.
Det haster. Amerikanske efterretninger vurderer, at Pakistan allerede om en måned eller to vil være i stand til at affyre en raket med en rækkevidde på 1.300 km mod Indien - udstyret med et nukleart sprænghoved.
"Denne situation kan slet ikke sammenlignes med den Kolde Krig, hvor det ville tage amerikanske og sovjetiske missiler 40 minutter at flyve over oceanet. Indien og Pakistan er nabostater. De skyder på hinanden hver dag i Kashmir. Her er ingen fejlmargin," siger en amerikansk regeringsembedsmand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu