Læsetid: 5 min.

Bagsiden af monopolet

14. maj 1998

Priserne falder i takt med, at virksomhederne bliver større og større. Men i sidste ende kommer forbrugerne til at betale, hvis der ikke gribes ind over monopoldannelser

Fjernopkald i USA er blevet billigere, prisen på software falder støt og flyrejser på turistklasse koster mindre.
Så hvorfor bekymre sig over, at virksomhederne vokser i størrelse og bliver færre? Er frygten for monopoldannelse ikke overdrevet? Priserne falder jo over en bred kam...
For amerikanske forbrugere synes der umiddelbart ingen grund til at være alarmeret over den voksende magtkoncentration i erhvervslivet.
"Så lang tid priserne falder, vil folk have svært ved at forstå, hvorfor Microsofts monopol skulle udgøre en fare," bemærker James Mitchell, ejer af et investeringsfirma i Waltham, Massachusetts.
Men under den ferniserede overflade undergår amerikansk økonomi fundamentale ændringer i sin struktur.
Kort fortalt besluttede først amerikanske lovgivere og dernæst europæiske politikere på et tidspunkt i 1980erne, at statslig regulering af erhvervsbrancher som luftfart og telefonvæsen var en dyr fornøjelse for forbrugerne.
En liberalisering ville stimulere konkurrencen ved at give plads til nye koncerner, sænke priserne og højne serviceniveauet, mente man og førte herefter denne linie ud i livet.
En foreløbig opgørelse viser, at de amerikanske politikere havde ret langt henad vejen. Det er ganske rigtigt blevet billigere at flyve indenrigs i USA, og fjernopkald indenlands og udenlands koster en tredjedel af hvad det plejede, før monopolet American Telephone & Telegraph Corp. blev opløst i 1984.
Men som enhver marxistisk-trænet økonom havde kunnet forudse, så fører en fuldstændig fri og tøjlesløs konkurrencesituation til en krig mellem virksomhederne, hvor beskidte tricks som dumping-priser, underhåndsaftaler, afpresning og deslige hører til dagens orden. Tilbage på slagmarken bliver de mægtigste koncerner.
Det er her, at staten må træde til med en stram prispolitik og et effektivt konkurrencetilsyn. Dels fordi varepriserne uvægerligt vil stige igen og dels fordi et demokratisk samfund ikke kan leve med koncentrationen af økonomisk magt på færre og færre hænder.
Det er netop, hvad der synes at ske nu i USA. Regeringen er rede til at gribe ind mod Microsofts monopol på styreprogrammer, de store luftfartsselskaber er kommet under beskydning for deres uretfærdige prispolitik mod lavprisselskaber og myndighederne vil se sammenlægningen af de to store regionale telekoncerner Ameritech Corp. og SBC Communications efter i sømmene.
Man skal imidlertid holde sig for øje, at der er himmelvid forskel på situationen i de respektive erhvervsbrancher.
Indenfor luftfart er antallet af selskaber steget fra 36 i 1978 til 126 i 1984 - højdepunktet for liberaliseringen - og herefter faldet brat til 21 i dag.
Store koncerner som Delta Air, United Airlines, US Air og Northwest Airlines har opnået næsten total dominans på visse ruter i USA ved at koncentrere sig om nogle få regioner og storbyer.
Med tiden er det blevet sværere og sværere for lavprisselskaber at få en fod indenfor, fordi de store har for vane at oversvømme markedet i en kort periode med billige sæder.
Når den lille rival giver op, hæver giganten priserne igen. Denne praksis er efter Justits- og Handelsministeriets opfattelse i strid med amerikansk monopollovgivning og man planlægger sagsanlæg mod flere selskaber.
Selv om forholdene i den amerikanske EDB-branche er anderledes end i luftfarten, risikerer Microsoft at blive beskyldt for samme type overtrædelser under Sherman Antitrust Act.
Sagsanlægget vil efter sigende blive offentliggjort af Justitsministeriet og flere delstater i dag, og kan blive en alvorlig sag for forretningsmogul Bill Gates og hans softwareimperie.
Microsoft hævder med en vis ret, at så længe dets produkter bliver vel modtaget af forbrugerne og priserne falder, kan der ikke være tale om misbrug af dets dominerende position. Under en Kongreshøring tidligere i år anførte Gates f.eks., at Microsoft bliver nødt til at fornye sine produkter (især Windows og Windows NT) hele tiden - ellers bliver selskabet straffet af markedet.
På en måde adskiller situationen i softwarebranchen sig fra andre erhvervssektorer med tendens til monopoldannelse: EDB-brugere ser det som deres fordel at anvende ét standardiseret styreprogram, som er kompatibelt med andre brugeres.

Så med mindre en anden virksomhed en dag bringer et nyt universelt styreprogram til markedet, tyder alt på, at Microsofts Windows er kommet for at blive. Man kunne forsåvidt kalde situationen et naturligt monopol.
Omstændighederne var anderledes, da de amerikanske myndigheder greb ind mod John D. Rockefellers oliemonopol i begyndelsen af århundredet og brød Standard Oil op i flere dele. Til forskel fra Windows kan olie udvindes, raffineres og sælges af en hvilken som helst virksomhed.
De to monopolsager ligner imidlertid hinanden på ét vigtigt punkt: Rockefeller og Gates er begge blevet beskyldt for at benytte unfair metoder mod konkurrenter og partnere.
I tilfældet Microsoft anvendes monopolet på styresystemer til at sætte sig på snart sagt alle nyskabelser indenfor software. Det startede med Netscape og dets browser, som Gates har bekæmpet med alle midler - også de ufine og ulovlige.
Herefter gik det ud over Sun Micro Systems nye Java-sprog. På det seneste vokser selskabet ind i alle mulige nicher for software.
Eksempelvis vil Windows 98, som efter planen skulle komme ud i denne uge, have indføjet et opdateret tv-program, der automatisk knuser det lille amerikanske softwarefirma Electronics TV Host, udbyder af denne type service online. Uden Microsofts evne til at påtvinge EDB-fabrikanter og leverandører en Windows-skærm med sine egne tilbud, ville andre sofware-selskaber være i stand til at konkurrere på lige fod. Det er ikke tilfældet. Derfor indgrebet.
I tele-sektoren gør endnu andre vilkår sig gældende. Som sagt er det blevet utroligt billigt at lave fjernopkald i USA, hvilket hænger sammen med, at AT&T's monopol på denne type opkald blev ophævet i 1984.
Siden da er flere store og mange små selskaber trådt ind på langdistance-markedet, eksempelvis MCI og Sprint. Regeringen afholdte sig imidlertid fra at ophæve monopol på lokale opkald. AT&T's syv regionale selskaber - de såkaldte Bells - fik derfor lov til bevare kontrollen med deres hjemmemarkeder. Da lovgivere og abonnenter derefter opdagede, hvor mange fordele frigivelsen af langdistancemarkedet havde bragt - lave priser og bedre betjening og service - besluttede man at gentage successen for lokalopkald.
Ifølge teleloven fra 1996 skulle de syv Bell-selskaber have lov til at konkurrere på hinandens territorier og endda tilbyde kunder fjernopkald, forudsat at de lod langdistance-selskaberne træde ind på deres eksklusive marked. Sådan havde lovgiverne forestillet sig den fagre nye televerden, men det modsatte er sket.
I stedet for at konkurrere har de regionale selskaber opkøbt hinanden. I dag er der fire tilbage og de to store - Bell Atlantic og SBC Communications - vil formentlig opsluge de to resterende. Taksten på lokalopkald er ikke faldet, men derimod steget.
Ifølge forbrugerorganisationerne er betjening og service værre end før. Samtidig har Bell-selskaberne nægtet at give AT&T, MCI og Sprint adgang til deres hjemmemarked.
Værre kan det ikke blive. Derfor imødeses regeringens reaktion på fusionerne i telebranchen med spænding. Vil man acceptere den voksende koncentration, når kun aktionærer og ledelse vinder? Skal kun pris- og serviceniveauet tjene som målestok for et monopol?
Er det sundt for et demokrati, at kapitalismen udvikler sig i retning af konglomerater, hvis kontrol går på tværs af brancher?Det er de spørgsmål, som en regeringskommission nedsat af præsident Bill Clinton i denne uge vil tage op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu