Læsetid: 2 min.

Ballon med ballastmangel

23. maj 1998

Tivolirevyen har vellykket afpasset formatet efter den intime Glassal og sniger sig efterhånden op over midten i den bedre ende af skalaen

REVY
De indledende numre ville ligge bedre i papirkurven. Der er noget bedaget og pointefladt i luften, der når at gøre én nervøs fremfor under opvarmning - tekstudvalget må kvantitativt have været i underkanten, siden de første smuttere har fået permanent opholdstilladelse.
Men med Lisbet Dahls Titanic-vise stiger temperaturen. Henrik H. Lund har luret Ole Michelsen kunsten at røbe filmpointer af og forstørret den op hos en af Dahls kendte husmorskikkelser og fra det nummer finder revyen efterhånden sit spor.
Endnu en gang er det lykkedes Lisbet Dahl at samle sæsonens bedste hold: Rysseren er igen på udgang fra Cirkusrevyen og den nødvendige, næsten mørktfarvede eftertænksomhed både klæder og passer ham. Ditte Gråbøls uforfængeligt komiske repertoire ved man aldrig, hvor stopper, men desværre giver tekstudvalget hverken hende eller os mulighed for at forske meget i det. Thomas Mørk er sin egen institution i faget og kæmpetalentet Tom Jensen med den store stemme og det eksplosive kropssprog kunne blive det, hvis revydirektørerne konsekvent brugte mere end deres ti fingre, når de besatte sommerrevyer.
Hver for sig har deltagerne på dette superhold et par rigtigt gode tekster, men tilsammen er det ikke nok.
Carl-Erik Sørensen cementerer sin status som revyens grand halvgamle mand med en satire over tidens modebryllupper - til lands, til vands og i luften - som Thomas Mørk lægger en sarkasme i, der er sortere end præstekjolen. Kort efter er Sørensen fremme igen med den ene af to på sin vis sammenhængende monologer: Tom Jensen som den unge fremadstræbende, der har eller får alt og så mindeligt beder - i gospelsang - om lidt modgang. Og senere Ryskjær som en ældre udgave af Jensen, der nu ser tilbage på et liv, der flaskede sig så nemt, at det er til at blive mistroisk af.
Kloge tekster om forkælelse, tomhed og manglende mod til at tage imod la bonne vie - når man har været een af de heldige - uden bondsk skepsis. Især det sidste portræt er meget dansk og værre bliver det, da Sørensen lader sygehjælperen i Ditte Gråbøls udleverende forklædning få ordet i en karakteristisk kærsgaard'sk opskruning af fordrejning, selvmodsigelser og spruttende forenklinger; hvert med omkvædet 'dem'. Fruen ved bl.a., at det er 'dem', der har kommet salmonella i 'vores' kyllinger. Hvordan en så hadsk demagog er kommet på tinge, ja det er monologens ubekvemme pointe.
En anderledes underdrejet pointe overrasker allersidst i Martin Miehe-Renards kvindeduet - deadpan foredraget af Dahl og Gråbøl så klagende og længe, at man fejlagtigt frygter at være tilbage i traditionens obligatoriske 'følsomme' vise - og i Thomas Mørks curlingshorty; desværre kom der ikke meget mere i den minigenre.
Det samme kunne man fristes til at sige om helheden. Der er bid, der er mening, der er klassisk revyidioti, men er der nok? Og nok fornyelse? Inklusive galskaben i riverdance-nummeret er Tivoli Revyen 98 alligevel en årgang, hvis helhed er mindre end summen af stjernespillere.

*Tivoli Revyen 98. Instr. & kunstn. led.: Lisbet Dahl. Scen.: Michael Puggaard Müller. Kost.: Lise-Lotte Frederiksen. Kapel: Jens Krøyer. Glassalen t. 1. sept.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu