Læsetid: 3 min.

Barsebäck hedt emne i svensk valgkamp

27. maj 1998

Statsminister Persson forsøger at holde Barsebäck ude af valgkampen. Men en domstolskendelse har sat fokus på sagen igen

Hvor nødigt den socialdemokratiske svenske statsminister Göran Persson end vil have det, så bliver afviklingen af atomkraftværkerne i Sverige et af de store emner i den kommende valgkamp.
Den såkaldte Regeringsdomstol udsatte for 14 dage siden sagen om at lukke Barsebäck til efter valget den 20. september, og det åbner nu op for en ny debat om tempoet for afvikling af a-kraft i Sverige.
Politisk kommentator på dagbladet Dagens Nyheter, Åke Ekdahl, tror ikke, at den socialdemokratiske statsminister Göran Persson kan holde afviklingen af a-kraft uden for valgkampen. Det kan koste vælgere fra industrien og fagbevægelsen.
"Socialdemokratiet er splittet over afviklingen af atomkraft. Stort set alle er enige om at a-kraften skal afvikles, men der er uenighed om tempoet. Og specielt LO-delen i partiet er imod en tidlig lukning, fordi meget af den tunge industri er afhængig af den billige el," forklarer Åke Ekdahl, der ikke vil udelukke en valg-boykot blandt de socialdemokratiske industri-vælgere.

Blandede følelser
Hos det borgerlige oppositionsparti, Moderaterne, ledet af Carl Bildt, vækker det blandede følelser, at dommen ikke kommer før valget. Partiet går ind for kernekraft.
"På den ene side finder vi det rigtigt, at vælgerne får en mulighed for at give deres mening til kende, før regeringen kan haste en lukning af Barsebäck igennem. Regeringen forhindres i at gennemføre en politik, som er imod folkets vilje," siger Moderaternes energipolitiske ordfører Mikael Odenberg til Information.
"På den anden side er det en fordel for regeringen i valgkampen, at domstolen ikke har talt før valget. Det ville ikke være smart for en regering, der søger genvalg, at gennemføre noget upopulært før valget," siger Odenberg.
Han henviser til meningsmålinger, der viser, at flertallet af den svenske befolkning er imod en lukning af Barsebäck nu.
"Vi vil på den baggrund gøre alt for at bringe spørgsmålet om Barsebäck på dagsordenen i valgkampen," siger Mikael Odenberg.
Svenskerne stemte ellers ved en folkeafstemning i 1980 for en afvikling af atomkraften inden år 2010. I juni sidste år besluttede den svenske Riksdag så, at den ene af Barsebäcks to reaktorer skal lukkes den 1. juli 1998 og den anden i år 2001.
Det er Socialdemokratiet, Centerpartiet og Vänsterpartiet, der udgør det politiske flertal bag beslutningen, som Sydkraft - Barsebäcks ejer - nu ved al magt forsøger at få omgjort via domstolene. Ud over den svenske domstol er Sydkraft også gået til EU-kommissionen i Bruxelles og overvejer desuden at klage til EF-domstolen i Luxembourg.
Men også på højrefløjen er der splittelse om spørgsmålet. Åke Ekdahl vurderer, at det med fornyet fokus på afviklingen af a-kraft kan blive svært for den borgerlige fløj at danne en bred borgerlig fire-partiregering.
"Dertil er de alt for uenige om spørgsmålet, og faktisk tror jeg at denne sag kan ende med en splittet og svækket Riksdag efter valget," siger Ekdahl med henvisning til Centerpartiets store modstand mod atomkraft.

Forlig med Sydkraft?
Det, der kunne hjælpe Göran Persson i forsøget på at holde atomkraft-spørgsmålet ude af valgkampen, ville være et forlig med Sydkraft.
Ifølge det svenske tv-program Aktuelt er en aftale om lukning mod passende kompensation en mulighed.
Det vil for eksempel sige, at Sydkraft vil kunne råde over strøm fra et andet svensk atomkraftværk, Ringhals ved Göteborg.
Men det sætter det statslige energiselskab Vattenfall sig tilsyneladende imod. Skal Göran Persson have en aftale i stand med Sydkraft, skal han vride armen rundt på Vattenfall.
Hos de svenske a-kraft-modstandere i Energibevægelsen OOA håber man på, at der findes en kompensationsaftale, så værket vitterligt lukkes pr. 1. juli eller snarest derefter.
"Selv om vi mener, at værket burde lukkes udelukkende på grund af sikkerhedsrisikoen og fejlplaceringen tæt ved København, så har vi ikke noget imod, at Sydkraft får en vis erstatning fra Ringhals".
"Det vigtigste er, at det lukkes," siger Lena Warrer, der er koordinator af OOA's Barsebäck-kampagne.
Ifølge Warrer er der brug for alt andet end langvarige retssager og politikere, som får kolde fødder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu