Læsetid: 5 min.

En bebudet broderstrid

16. maj 1998

Det er i italiensk cykelmytologi et særligt fænomen at dyrke den naturlige eller kunstigt skabte rivalisering mellem to jævnbyrdige, men temperamentsmæssigt og stilistisk forskellige nationale idoler

GIRO D'ITALIA
Det er en lille skaldet mand med tænkerynker i panden og ring i det venstre af de udstående øren, der vil have de fleste italienske forhåbninger knyttet til sig, når den 81. udgave af Giro d'Italia indledes i dag i Nice med en seks kilometer lang enkeltstartsprolog.
For Marco Pantani er hjemlandets store etapeløb sæsonens vigtigste mål, vigtigere end det senere Tour de France, og han bæres til start på en popularitetsbølge, der dels skyldes hans talent for at skabe dramatisk, spektakulært cykelløb, dels skyldes den omstændighed, at få i feltet har været ramt af så mange alvorlige uheld som Pantani.

Realistisk pessimist
Han blev folkeeje og kendt uden for Italiens grænser på to dage i 1994, netop i Giro d'Italia, da han vandt løbets hårdeste bjergetaper og placerede sig sammenlagt som nummer to efter Jevgenij Berzin og foran Miguel Indurain. Men siden er det i Tour de France at Pantani har øvet sine store bedrifter. Påkørt af en bil under træning kort før Giroen i 1995 måtte han opgive at stille op, men gik i stedet i pladestudiet og rappede den jingle, der dagligt indledte tv-transmissionen af løbet, hvilket han selvfølgelig også blev elsket for. Med et kvast ben efter endnu et sammenstød med en bil under løbet Milano-Torino i efteråret 1995 var Pantani rekonvalescent i hele 1996, og da han sidste år i Giroen skulle forsikre sig om, at han var tilbage ved fuld styrke, var han den i en lille gruppe, der styrtede uheldigst, da en kat løb over vejen langs Amalfi-kysten, og han måtte udgå.
Katten var ikke sort, men uheldsmyterne har vokset sig store om den lille mand, der går for at være pessimistisk af livssyn. Men det passer ikke, siger han selv. "Jeg er realist - men realiteterne er jo oftest temmelig dystre."
Sejrene på Alpe d'Huez og i Morzine i sidste års Tour de France gav Marco Pantani vished om, at han ikke havde fået varige men af sine styrt, og udfra det har han kunnet planlægge denne sæson. Har har hele vinteren hygget sig i hjembyen Cesenatico på Adriaterhavskysten med at få bygget en pragtvilla til sig og sin danske kæreste Christina, og mens de fleste af hans kolleger allerede var konkurrencedygtige i de tidlige spanske og franske forårsløb - således som han også selv var sidste år - byggede han langsomt sin form op til at skulle kulminere i løbet af de næste tre uger.

Mindsker sit handicap
Pantanis handicap har, som alle lette bjerrytteres, altid været enkeltstarterne, og han har ved enhver lejlighed brokket sig offentligt over, at tilrettelæggerne af de store etapeløb favoriserer de tungere specialister i tidskørsel. Han brokker sig stadig, men har i vinterens løb søgt at mindske sit handicap. Ikke ved at styrketræne med henblik på tidskørslerne, for det kunne ødelægge hans karakteristika som klatrer, men ved at eksperimentere med en ændring af sin oprette og meget lidt aerodynamiske kørestilling, og cykelfabrikken Bianchi har udviklet en cykel til ham, der skulle få det optimale ud af hans begrænsede evner på de lange tidskørsler.
For første gang nogensinde har Marco Pantani kunnet forberede sig udelukkende til et af de store etapeløb, på samme måde som Indurain, Riis og Ullrich tidligere har forberedt sig til Tour de France. Det har givet ham øget tro på sig selv, og det har selvfølgelig sat ekstra skub i forventningerne til ham.

Italiensk rivalisering
Det er i italiensk cykelmytologi et særligt fænomen at dyrke den naturlige eller kunstigt skabte rivalisering mellem to jævnbyrdige, men temperamentsmæssigt og stilistisk forskellige nationale idoler. Der synes ligefrem en tendens til at de store italienske ryttere gennem tiden er optrådt i modsætningspar. Fra Coppi/Bartali over Moser/Saronni til Chiappucci/Bugno. De to sidstnævnte stiller også til start i dag i formodede statistroller, men med den forskel på dem, at Bugno kører sin sidste sæson med værdig resignation, mens Chiappucci stadig hævder at have en hovedrolle endnu at spille.

Duellen Pantani/Gotti
Men det er duellen mellem Marco Pantani (født 1970) og Ivan Gotti (født 1969), der er blevet varmet op til siden Gottis sejr sidste år. Den første italienske siden Franco Chiocciolis i 1992. Ligesom Pantani har Gotti sin force i de stejleste bjerge, og som ryttere minder de om hinanden, på trods af, at Gotti mangler Pantanis eksplosive antrit opad. Men temperamentsmæssigt er de så forskellige, at der er god grund til dyrkning af antagonismen.
Gotti er sky, næsten selvudslettende beskeden i sin fremtoning, og mens Pantani er et billede i alt, hvad han foretager sig, er Gotti nærmest usynlig. Sympatisk, venlig, men også så farveløs, at hans sejr sidste år i Giroen nok skabte respekt, men ingen særlig popularitet. Tvært imod blev Gotti umiddelbart efter Giroen stærkt kritiseret for, at han ikke stillede op i de efterfølgende italienske løb og viste, at han var en værdig vinder. Men Gotti havde ikke behov for at lade sig hylde, sagde han, og havde mere brug for ro til at lade op til Tour de France. (Hvor han udgik efter at være impliceret i et af den første uges massestyrt).
Gotti kører ikke mange løb på en sæson, og det har sin forklaring. Han har altid haft en meget spinkel og skrøbelig fysik, og skønt han som dreng og ung åbenbarede store evner for at køre godt i bjerge, var han for sent udviklet til at han kunne gøre sig blandt jævnaldrende. Da han blev professionel som 22-årig var han stadig i voksealderen og havde fysik som en 16-årig, og han har selv meget bestemt sørget for at lade sig skåne for den rovdrift på fysikken, som ødelægger størstedelen af de cirka 40 unge italienske ryttere, der bliver professionelle hvert år, allerede inden, de når at vinde et løb.

Zülle er den reelle favorit
Ivan Gotti blev i 1995 kendt, da han i Tour de France erobrede den gule førertrøje, som han et par dage senere mistede til sin holdkammerat Bjarne Riis, der jo det år blev nummer tre, og skønt hans rolle herefter var at hjælpe Riis i bjergene, blev han selv nummer fem. Blandt andet i kraft af, at han trods sin klejne statur kører en acceptabel enkeltstart.
Den italienske duel overskygger i medierne, at løbets store favorit er Alex Zülle, som Festina købte fra Once netop med det formål at vinde giroen, og selv om vinderen fra 1996, Pavel Tonkov, måtte bøje sig for Gotti sidste år, er den italieniserede russer et godt bud på en vinder, når karavanen om tre uger når Milano.
Danmarks Radio transmitterer hver dag fra løbet, der har dansk deltagelse af de to TVM-ryttere Nicolaj Bo Larsen og Claus Michael Møller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu