Læsetid: 6 min.

Det bliver ikke bedre

18. maj 1998

Videnskabens endeligt. John Horgan maler i en provokerende bog et tankevækkende dommedagsbillede af videnskaben og dens ypperstepræster

VIDENSKAB
Noam Chomsky er på top-ti listen over de mest citerede mennesker i historien. Han er foran Hegel og Cicero, men bag Marx, Lenin, Shakespeare, Biblen, Aristoteles, Platon og Freud. Chomsky har dog den fordel stadig at være i live, og i bogen The End of Science citeres han af videnskabsjournalisten John Horgan for, at "vi vil altid lære mere om livet og personligheden fra romaner end fra videnskabelig psykologi". Dermed kan han have inspireret Horgan til at se sig om efter et andet levebrød, for Horgans hovedtese i samme bog er, at videnskaben er forbi.

Brillante mennesker
Horgan har gennem en årrække været tilknyttet det anerkendte tidsskrift Scientific American og har i den forbindelse interviewet mange af videnskabens koryfæer. Blandt de mange sværvægtere finder man blandt andet nobelpristagere som Francis Crick, Murray Gell-Mann, Gerald Edelmen, Ilya Prigogine, John Eccles og Hans Bethe foruden den dobbelte Pulitzer-vinder Edward O. Wilson.
Hertil kommer videnskabsfilosoffer som Thomas Kuhn, Paul Feyerabend, Daniel Dennett og Karl Popper. Listen fortsætter og sandelig om der ikke findes en enkelt dansker: fysikeren Per Bak. Så det er bestemt kvalificerede folk, Horgan har sat stævne, og han formår med stor indsigt at fange mennesket bag videnskabsmandens grandiøse facade. Horgan har blik for de undertiden bizarre, men altid meget menneskelige mekanismer, der styrer disse brillante menneskers vej til indsigt.
Men der er ét spørgsmål, som nager Horgan. For ligesom Jack Nicholsons neurotiker i filmen As good as it gets, der bramfrit spørger de andre patienter i psykiaterens venteværelse "What if this is as good as it gets?", så er Horgan plaget på sit levebrød: Hvad nu hvis videnskaben er forbi?

Væsentlige spørgsmål
Som årtusindskiftet går på hæld, kan det ikke undre, at nogen skulle finde på at spørge til videnskabens almindelige helbred. Horgan er således blevet besat af den kætterske tanke, at videnskaben måske er dødelig ligesom mennesket. Tanken er kættersk, fordi vi i dag som aldrig før poster penge i videnskab. Idéen er naturligvis, at vi med videnskab skal løse de store problemer, der truer menneskeheden og den jord, vi bebor.
Men hvad nu hvis videnskaben ikke kan løse disse presserende problemer? Hvad nu hvis videnskaben ikke kan hjælpe mennesket med at blive evigt rask, lykkelig og viis? Hvad nu hvis vi aldrig får rumskibe, der kan transportere os bort mod andre beboelige planeter, når vi har opbrugt jordens ressourcer? Kort sagt, hvad nu hvis dette er så godt, som det bliver?

Ved vi alt?
Dette århundrede har været fyldt med store videnskabelige opdagelser. Relativitetsteori og kvantemekanik har været blandt fysikkens store triumfer, og bestemmelsen af DNA-molekylets struktur har været en af biologiens store triumfer. Den teknologi, som er blevet udviklet i kølvandet på disse videnskabelige landvindinger, er blevet nyttige redskaber, der synes at have gjort tilværelsen mere bekvem for de privilegerede mennesker her på jorden. Men er vi blevet mere lykkelige endsige viise af disse teknologiske fremskridt?
Vi lever godt nok længere end for et par generationer siden, omend livslængden i de fleste vestlige lande synes stabiliseret og tilmed visse steder faldende. Men er kvaliteten af vores liv blevet bedre ved hjælp af videnskabens landvindinger?
Alle disse spørgsmål er væsentlige spørgsmål til videnskaben. Hvad nu hvis idéen om stadige videnskabelige fremskridt er en illusion, og vi nu grundlæggende ved alt, hvad vi kan vide?

Ingen ændringer forude
Horgan stiller disse spørgsmål til mange af de interviewede, der reagerer vidt forskelligt. Nogle afviser pure, mens andre med nogen eftertanke finder tanken interessant. Fælles er det dog, at næsten alle afviser, at vi skulle have forstået det hele. Mange henviser til fysikeren Albert Michelsons udtalelser fra forrige århundrede om, at fysikken i det store hele er på plads, og at vi nu blot mangler at sætte de sidste decimaler. Einstein og Bohr viste senere, at dette var aldeles fejlagtigt, og udtalelsen er derfor blevet en klassisk Storm P.: "Det er svært at spå, særligt om fremtiden."
Men direkte adspurgt er videnskabsmændene langtfra enige om, hvor en radikal ændring af naturlovene skulle komme fra. De fleste synes enige om, at de fundamentale fysiske principper fra kvantemekanikken og relativitetsteorien er sande. Nogle fysikere har derfor kastet sig over andre områder som kompleksitetsteori og biologi. Her benyttes computersimulationer til at efterligne de empiriske fænomener. Det er sådanne modeller, der ligger til grund for vejrudsigterne, og som de fleste danskere ved, så er teknologien endnu langtfra perfekt.
Horgan anerkender dog ikke computersimulationer som videnskab, men kalder det i stedet 'ironisk' videnskab for at kunne skelne fra den klassiske empiriske videnskab. Han mener ikke, at vi på denne måde lærer noget nyt om virkeligheden. På samme vis bliver mange videnskabelige initiativer bortdømt som 'ironisk' videnskab, der måske nok er interessant i sig selv, men ikke er rigtig videnskab.
Sådan bliver for eksempel Per Baks teori om selv-organiseret kritikalitet for kompleksitetsfænomener som sandbunker afskrevet som 'ironisk' videnskab. Horgan peger på, at Baks model måske er for generel og statistisk af natur til virkeligt at kunne sige noget om de systemer, den skulle beskrive. Horgan går endog så langt som at sige, at selv-organiseret kritikalitet ikke er en teori overhovedet, men snarere en beskrivelse, blandt mange, af tilfældige fluktuationer, støj, i naturen.
På samme måde får mange af de interviewede videnskabsmænd en tur gennem Horgans private mølle. Mange af dem er utilpassede og sære mennesker, der lever for videnskab, og som ikke skyr noget middel for at opnå resultater til den næste artikel. Følgen heraf er mange krigstogter mod andre konkurrerende forskere. Dette kaldes almindeligvis akademisk videnskabelige diskussioner, hvilket ofte er en alvorlig understatement af de blodigheder, der bliver begået i videnskabens navn. Således lærer vi for eksempel, at den verdensberømte biolog John Maynard Smith finder Per Baks sandkassemodel "foragtelig" (contemptible).

Gudsfrygt
Horgan leverer altså både et indblik i videnskabmandens forunderlige verden og et spørgsmål til videnskabens forgængelighed. Karakteristisk afsluttes hans bog med en mystisk oplevelse. Horgan beskriver, hvordan han oplevede, hvad han kalder en af tilværelsens hemmeligheder: Underliggende alt er Guds frygt for sin egen Guddom og potentielle død.
Det er denne læsning, som Horgan har overført på videnskaben. Hvad nu hvis videnskaben ikke er så mægtig, som den gerne ville være, og hvad nu hvis den tilmed er dødelig?
Det er tvivlsomt, om Horgans centrale tese om videnskabens endeligt holder. Det forekommer at være et alvorligt tilfælde af hybris. Hvordan kan man hævde noget sådant, når vi endnu ikke er begyndt at forstå komplicerede biologiske processer som for eksempel celledifferentiering, ældning og hjernens funktion?
I den angelsaksiske del af verden har The End of Science vakt vrede og næsten ensidig afvisning. Det er paradoksalt, at tilliden til videnskaben og dens muligheder på den ene side aldrig har været større, og på den anden side har størstedelen af verdens befolkning det ikke væsentlig bedre end før.
Vi har undladt at tage en diskussion om videnskabens muligheder og evner. Det er på høje tid, at det sker. Samtidigt er det vigtigt, at vi alle deltager, for spørgsmålene er for væsentlige til at blive overladt til videnskabsmænd.
The End of Science er derfor en betydelig bog. Ikke fordi Horgan har ret i sin hovedtese, men fordi bogen rejser væsentlige spørgsmål. Den er ydermere særdeles velskrevet og bør læses af alle med interesse for, hvad videnskab er, og hvor den fører os hen. Men som Noam Chomsky med vanlig præcision fremfører i bogen: "Vores videnskabelige kapacitet er blot en af vores mentale evner. Vi bruger den, hvor vi kan, men er ikke begrænset til den - heldigvis."

*John Horgan: The End of Science. Facing the Limits of Knowledge in the Twilight of the Scientific Age. $15.00. Addison-Wesley, Reading, Mass.

Morten Kringelbach er cand. scient.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her