Ukendt møder kendt i årets Festspil i Bergen, der åbnede med en oppustet 'skandale', som viser, at byen også tilbyder provinsiel lokalkolorit
FESTSPIL
BERGEN - Damen ved siden af mig i taxaen er her for 18. år i træk. Hun kommer fra Oslo. I maj er kalenderen ryddet til Bergen Festspillene. Traditioner er damen ikke ene om at værne om, det gør mange tilrejsende gæster her i Bergen. For slet ikke at tale om de fastboende, bergenserne, der er traditionsbevidste i en grad, der for nogle udefrakommende ligner hysteri.
I år blev Bergensangen ikke spillet ved den højtidelige åbning, idet den kunstneriske leder ønskede at markere 100-året for arrangementet ved at spille det, Grieg spillede ved det første festspil i 1898. Pressen tordnede, debatten rasede. Billedet af en storm i et glas vand synes at være passende for situationen.
I øvrigt fik også Grieg voldsom kritik for 100 år siden, da han hyrede det bragende gode Concertgebouw Orkester fra Amsterdam. Et norsk orkester, der allerede var hyret, blev fyret. Den beslutning vakte megen røre og voldsom kritik.
100 år efter er der stadig lokale kræfter, som ikke har fundet ud af, hvad Bergen Festspillene egentlig betyder som 'social muskel' for nærmiljøet i almindelighed, som international begivenhed for byen i særdeleshed. Ovennævnte Concertgebouw Orkester kan bergenserne opleve sidst på ugen med Chailly på dirigentpodiet.
Overflødighedshorn
På baggrund af de provinsielle tankegange i dele af det lokale bagland, er det noget af en bedrift at gennemføre festspillene med den internationale profil, som ikke mindst kendetegner årets festspil.
Det skyldes mere end nogen anden islandske Bjergljót Jónsdóttir, der efter få år i den kunstneriske chefstol har fortsat moderniseringen og internationaliseringen af arrangementet.
Ikke at udsynet har manglet tidligere, men i de senere år er festspillene nærmest blevet et globalt anliggende. Alt kan i princippet bringes til Bergen, i år blandt andet kinesiske musikere og Dongjing musik fra Kina, som i år 741 blev brugt ved fejringen af et nyt palads til den første kejser af Tang-dynastiet.
Sådan kunne man nævne en række begivenheder, hvor udenlandsk kultur hentes til Bergen.
I flæng: Sangerinden Cecilia Bartoli, violinisten Anne-Sophie Mutter, Concerto Italiano, magiske trommer fra Indien, ny musik af Mathias Spahlinger, Klaus Huber og Arne Nordheim.
Udviklingen i Bergen er ikke sket uden sværdslag i det bergensiske kulturliv. Men Jónsdóttir er kendt for sin pædagogiske vedholdenhed - en praksis, hun har udfoldet lige siden årene som Björks musiklærer i Reykjavík på musikskolen.
Troldenes land
Damen i taxaen og Deres udsendte skal til Troldhaugen, Griegs hus, som ligger på fjeldet lidt uden for Bergen. Man tør nok antyde, at dette hus ligger i en natur, der er inspirerende. Som min tyske kollega sagde: "Man kan blive nationalromantiker af mindre end dette."
Troldhaugen er bygget i 1885. Det er et bedårende hus som ligger i en ubeskrivelig smuk natur. Der afholdes koncerter i selve Troldhaugen og i den nærliggende Troldsalen, som er bygget senere, lige som et museum også er kommet til i nyere tid. At besøge dette område kan bestemt tilrådes. På en solbeskinnet dag kunne man i sidste uge nyde Mozarts Divertimento i Eb-dur med Leopold Trioen i Troldsalen. Fortryllende.
Det lyder som en tekst i en turist-guide, det er det ikke. Det er en præcisering af det faktum, at det er vigtigt at kreere atmosfære uden om musikken. Nydelse af musik skal være lystbetonet, ikke pligtbetonet. Hvorfor det ofte kun er de nærmest involverede, samt de, der er betalt for at komme, som kommer til rene ny musikfestivaler, hvor arrangørerne ikke forstår at skabe atmosfære.
Bergen Festspillene kan det med at gøre en hel by levende. Ordet 'stolt' falder i tastaturet: Den positive side ved provinsialismen er, at bergenserne er morderligt stolte over festspillet, de tager folkedragter på, de spiller og synger i gaderne til langt ud på natten. Og så har de nogle historiske venues, som også er vidunderlige koncertsteder: Griegs Troldhaugen, Ole Bulls charmerende mini-alhambra af et hus på Lysøen, Håkonshallen på Bryggen, Sæveruds hus Siljustøl.
Japansk forbindelse
Ny musik kunne man eksempelvis opleve ved en koncert med BIT 20-ensemblet, der uropførte værker af nordiske komponister. Betalt af den japanske mæcen Michio Nakajima. Han er portrætteret i en helsidesartikel i Bergens Tidende den 22. maj under rubrikken "Samtidsmusikkens rike onkel".
Jeg har kendt Nakajima i adskillige år, møder ham ofte ved nordiske festivaler. Nakajima bestiller værker og samler materiale til sin samling af nordisk musik, som for tiden rummer 8.000 plader, 5.000 cd'er og 2.000 kassetter. Ikke mindst Bjergljót Jónsdóttir har forstået at pleje forbindelsen til Nakajima.
På fredag kommer Nakajima til Danmark. Han har forsøgt at komme i kontakt med dansk musikliv, men har ikke modtaget svar på henvendelsen. De musikalske mellemhandlere vil sikkert finde sagen frem igen inden fredag.
Mellem liv og død
Det Kongelige Teater gæstede Grieghallen onsdag og fredag. Med sig havde teatret Orfeus og Eurydike af Gluck. Forestillingens hovedkraft, sopranen Randi Stene (Orfeus), er også festspilkunstner, hvilket betyder at hun 'er på' i forskellige sammenhænge.
Orfeus og Eurydike har fået en noget ublid medfart af dele af dansk og norsk presse. Denne lytter havde nu en glimrende oplevelse med Andreas Homokis opsætning, der præsenterer Orfeus som komponisten, der kæmper med sig selv og sit materiale.
Størst var nu oplevelsen af det rent musikalske. Især skal man - endnu en gang - rose koret, der synger knagende godt. Orkestret Concerto Copenhagen spillede med sans for den historiske detalje - en rigtig fin opførelse under dirigenten Ivor Bolton. Randi Stene er måske bedre syngende end nogensinde. Hun gjorde for nylig et stort indtryk i Wagners Tristan og Isolde, og her foldede hun energien ud i Glucks Orfeus. Det skal blive spændende at høre hende i mere kammermusikalske sammenhænge senere i festspillene.
Kan vi også?
Når det gælder ny musik, så markerer Norsk Komponistforening sig med flere initiativer. Der arrangeres cd-lancering, seminarer, koncerter, stande med oplysninger, hvor man også kan møde komponisterne. Mens disse linier skrives står Olav Anton Thommessen nede ved standen i Grieg-hallen sammen med repræsentanter for Musikinformationscentret og Komponistforeningen.
Her er der også non-stop videopræsentation af norske komponister, der er gratis uddeling af cd'er, der er en lyttestation med ny norsk musik. Der er åbne generalprøver, der er seminarer om musikjournalistik og om samarbejdet mellem komponister og koreografer. Der er i Norge et aktivt Kritikerlag, som arrangerer åbne debatmøder.
Der spilles ny musik og den diskuteres. Men forsvinder den ny musik ikke i det store festspil? En gang for alle: Nej! Den gøres synlig, den sættes i perspektiv, den omtales i alle medier, også tv. Engang haltede det norske musikliv bag andre nordiske lande. Sådan er det ikke længere: De tænker fremsynet heroppe, hvilket først og fremmest vil sige at åbne op for andre verdeners musik.
I Danmark har vi fremragende komponister og udøvere, der kunne fortjene at blive placeret i en lignende sammenhæng. Men vi har ikke en stor og bred samtidsfestival i Danmark med musikken i centrum. Hvornår sætter lederne i centrale musikinstitutioner sig sammen og skaber det samarbejde, som må til for at arrangere en stor festival?
Edvard Prisen
Et af årets nyskabelser her i Bergen er Edvard Prisen til komponister og tekstforfattere. Den er skabt på et initiativ af ophavsretsorganisationen TONO (det norske svar på vores KODA). Edvard har seks priskategorier, som dækker både populærmusik og såkaldt seriøs musik, plus en ærespris.
Den største overraskelse var nok, at unge Jon Øivind Ness fik prisen - og ikke Arne Nordheim, der var indstillet med sin Violinkoncert. John Persen fik også en pris og kvitterede ved at blive siddende på sin plads i salen. Hvis det var en aktion mod det dårligt spillende orkester, så var protesten i orden. Æresprisen på 100.000 kr. gik til komponisten Knut Nystedt.
Selve ideen bag Edvard Prisen er god, idet den samler genrerne og gør dem ligeværdige. Spørgsmålet er, om en sådan pris hører hjemme i en international festival. Det mener jeg ikke, den gør.
Hvis De vil vide mere om de nævnte norske komponister og mange andre, kan det betale sig at købe nyudgivelsen Årbog for norsk samtidsmusik. Den udgives af Norsk Komponistforening, Tollbugate 28, N-0157 Oslo. Især vil jeg fremhæve Hallgjerd Aksnes' artikel "Aktuelle tendenser i norsk samtidsmusik" som vellykket.
Hvis det gælder den lidt ældre norske musik, er bogen Edvard Grieg. The Man and the Artist er både smuk og indsigtsfuld bog, skrevet af Finn Benestad og Dag Scheldrup-Ebbe. Den giver også et indblik i Griegs samtid, som indbefatter mange oplysninger om dansk musikliv som følge af Griegs danske forbindelser.
Bogen kan købes i Griegmuseet for sølle 200 kr. Endnu en grund til at rejse til Bergen Festspillene. De vil ikke fortryde det.
*Festspillene i Bergen t. 31. maj. Tlf. +4755210630. Hjemmeside: www.fib.no.
