Læsetid: 4 min.

Blandt hajer og mennesker

2. maj 1998

Med lavmælt socialt engagement og en flok brillante skuespillere vender Francis Ford Coppola i 'The Rainmaker' vrangen ud på USA's såkaldte retssamfund

NY FILM
For næsten 30 år siden, da han endnu var et relativt ubeskrevet blad, lavede Francis Ford Coppola en smuk lille film om to socialt udstødte: en mentalt tilbagestående fodboldspiller og en gravid husmor på flugt. The Rain People hed den, og når den dukker op i erindringen nu, er det ikke bare på grund af et vist titel-slægtskab med Coppolas seneste film, The Rainmaker, men især fordi Coppola efter store prestigefilm som The Godfather, Apocalypse Now, The Cotton Club, Gardens of Stone, Dracula m.fl. nu vender tilbage til en lavmælt, socialt engageret filmkunst.
Hvor 'regnmenneskene' imidlertid var sårbare ofre for vejr og vind, er en 'regnmager' et slangudtryk for en advokat, der får det til at regne med guld ned over ham selv, gerne på 'regnmenneskenes' bekostning.
Rudy Baylor (Matt Damon), der er næsten færdig med sine jurastudier, drømmer nok om at komme til at tjene penge, men på den anden side har han også bevaret en uskyldsren forestilling om, at han som advokat vil kunne hjælpe de dårligst stillede.
Sit første job får han i en ende af branchen, der ikke tåler dagens lys. Han skal 'jagte ambulancer', dvs. opsøge ulykkesofre på hospitalerne og få de ofte meget dårlige patienter til at tegne kontrakt med advokatfirmaet om en eller anden form for sagsanlæg. Firmaets provision er en andel i den eventuelle erstatning. På eget initiativ bliver Rudy dog snart involveret i en sag mod et stort forsikringsselskab, der nægter at betale en knoglemarvstransplantation for en leukæmiramt ung mand fra de laveste sociale lag. Operationen ville have kunnet redde hans liv, men han dør, og før Rudy endnu har fået sin bestalling, må han tage kampen op mod forsikringsselskabets forgyldte topadvokater i retssalen.

En 30'er-film i 90'erne
Det kan nok lyde som et rigtigt Hollywood-oplæg, og The Rainmaker er da også på mange måder en rigtig Hollywood-film. Det skal imidlertid hovedsagelig forstås positivt, for den trækker linjer tilbage til 30'ernes guldalder, hvor en instruktør som Frank Capra lavede på én gang populistiske og socialt engagerede komedier om uskyldigt enfoldige provinsboer, der ved deres retskaffenhed rettede frontale angreb mod bureaukratiets hykleri og egoisme - tænk blot på Mr. Smith Goes to Washington og Mr. Deeds Goes to Town. Vel er Matt Damon, den unge helt fra Good Will Hunting og et af Hollywoods hotteste navne netop nu, ikke nogen James Stewart eller Gary Cooper, men Rudy Baylor er netop en rolle af den type, som man for 60 år siden ville have typecasted en af de to til.
The Rainmaker minder også om en klassisk Hollywood-film ved den måde, hvorpå den sætter skuespillet højere end smarte pyrotekniske special effects. The Rainmaker er en udpræget skuespillerfilm. Coppola har gjort noget så usædvanligt som at holde omfattende prøver med sine skuespillere. Og det er vel og mærke ikke hvem som helst, han har haft at arbejde med. I filmens veritable overflødighedshorn af fornemme karakterskuespillere møder vi f.eks. Mickey Rourke i rollen som den stærkt kriminaliserede advokathaj Bruiser Stone; Danny DeVito er Rudys makker Deck, der aldrig har fået sin embedseksamen - han er dumpet seks gange - men kender lovens smuthuller bedre end de fleste; Roy Scheider er forsikringsselskabets kynisk glatte øverste chef; og Danny Glover lægger al sin urokkelige autoritet bag den borgerretssympatiserende dommer Tyrone Kipler, mens Dean Stockwell inkarnerer hans diametrale modsætning: en korrupt dommer med nervøst hjerte.
Det er imidlertid Jon Voight, der tager stikket hjem i en for ham atypisk rolle - som en ægte 'regnmager', der gerne bruger ulovlige metoder, hvis klienten betaler nok for det, men selv har opnået en slags immunitetsstatus bag sine ulastelige habitter med matchende håndsyede sko.

Glansbilledets bagside
Den unge Rudys jomfrusag mod det gigantiske forsikringsselskab udgør The Rainmakers centrale historie, men den er omgivet af et par andre historier fra det amerikanske glansbilledes bagside. Claire Danes, der var en snehvid Julie i Baz Luhrmanns moderne version af Shakespeares klassiker, spiller her noget nær det modsatte: En ung kvinde, der jævnligt får møbleret om på sin fysik af en hårdtslående kæreste med et baseballbat af aluminium. Og en af 40'ernes kvindelige stjerner, Teresa Wright, optræder som en gammel formuende kvinde, der behandles skamløst af sine arvehungrende børn.
Jeg skal ikke her afsløre, hvordan det hele ender, men slutningen er på én gang lige efter Hollywood-recepten og har samtidig en elegant twist, der dels fastholder den sociale kritik, dels sætter spørgsmålstegn ved Rudys idealisme og mere end antyder, at også han er godt på vej ind i mørkets hjerte.
Efter den kiksede Jack er Coppola med The Rainmaker tilbage i fineste form. Skønt også han i tidens løb har excelleret i effektfuld tomhed og æstetisk akrobatik, tjener det til hans ære, at han her går imod strømmen til fordel for en film, der med finesse og humanistisk engagement taler regnmenneskenes sag imod regnmagerne.

The Rainmaker. Manuskript og instruktion: Francis Ford Coppola. Efter John Grishams roman af samme navn. USA 1998. 136 min., Scala, Palads, Bio City Tåstrup, Bio Lyngby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her