Læsetid: 7 min.

Blemangel Nero og cykelamatører

9. maj 1998

Intermetzo
Det folkelige vid udfoldede sig grænseløst i denne konflikt. Sådan er det ofte i krisetider. Undtagelsestilstanden mobiliserer nationens humoristiske energier. "Gær den, så gær den", som der stod på en husmur. Vor noble konkurrent, Aktuelt, der som Information trodsede alle vanskeligheder, konstaterede, at med de mængder gær, danskerne har hamstret siden sammenbruddet, kan der bages 60 millioner boller. Hvem der skal æde dem er et andet spørgsmål. Byen tyndede ud i ugen, der gik. Nu har deadline som flere gange elegant antydet været lidt af et problem for tiden, så meget kan være sket i læsende stund, skønt regeringsindgrebet næppe kan have tilvejebragt bugnende hylder overalt. Men to ting manglede for, at danskerne i meget længere tid ville have kunnet bære situationen: Nej ikke gær, skide vær med gær, som for en stor dels vedkommende kan opfattes som ritualindkøb. Men benzin og éngangsbleer. Og så kan temmelig mange i øvrigt udmærket undvære benzin.
Cyklernes tal i Københavns gader vidner om danskens urinstinkt for den tohjulede. Skønt professionelle cyklister - her i sognet Karen Syberg - beretter, at det ikke er til at være for nyudsprungne amatører. Her må man i samme åndedrag tillade sig at gøre opmærksom på også bilisternes stadig voksende problem med det friske cykelfolk. Når trafikken er normal, hvis man kan tale om normal dansk trafik, hærges gader og veje af tilsyneladende døve og blinde cykelryttere med og gerne uden klemmer i bukserne og hjelm på kraniet. Kategorien synes at opfatte død og lemlæstelse som værende uden brod for dem selv og andre, samt besjælet af en nærmest religiøs overbevisning om, at alle bilister er udstyret med mindst tre øjne i nakken og mystiske spådomsevner til forudsigelse af såkaldt bløde trafikanters uberegnelige spontaniteter.

Men for mange gik det an - med måde - uden benzin. Det siges også at være sundt at gå på sine ben, selvom det over længere butiksfattige strækninger kan være temmelig kedeligt. Det forholder sig straks værre, hvad angår manglen på éngangsbleer. Alle og enhver forælder, der har haft fornøjelsen af nærkontakt til de kære små lyserøde, ved hvad klummisten sigter til. Kun bonderosefikserede barfodsromantikere foretrækker tøjbleer. Éngangsbleen er for længst kommet for at blive. Ikke den samme éngangsble forstås, men hin konkrete fyldte ble efter fyldte ble.
Nu begynder jo i disse dage så småt diskussionen om Amsterdam-traktaten som et fredens projekt. Måske den debat er ved siden af. Måske det moderne menneske for længst har lagt krigeriskheden bag sig. Langt de fleste steder i det overudviklede Europa er de opvoksende i snart mange år takket være éngangsbleerne ikke uafladeligt blevet dybrøde i røven og har fået blaser og blærer og skreget sig i søvn og vækket forældrene, der sidenhen udstyrede de satans unger med traumer og skyldfølelse og meget andet til den traditionelle europæiske ufred henhørende. Hvem ved, om ikke, tøjbleen kan have sat sig så varige spor i spædbarnet Adolfs bagdel, at den anden ende kom til at hade jøderne.
Jo flere år man kan regne tilbage til sin egen oprindelige (tøj)bletilstand, des mere overrasket bliver man over, hvor primitive forklaringer man jævnthen kan finde på menneskenes hyppige skurkestreger. I betragtning af de tidlige barneårs uoverkommelige betydning for personlighedsudviklingen, bør det vel heller ikke komme bag (!) på nogen, såfremt en inflammeret numse senere medfører etniske udrensninger.
Hvorvidt en hersker med så skidt et eftermæle som for eksempel kejser Nero kan tilskrive sine morderiske tilbøjeligheder et problematisk blestadium, skal være usagt. Nogen god start på livet fik han ikke. En senere modpropagandist som "historikeren" - snarere sladderjournalisten - Sueton hævder at Neros far, Gnæus, da denne blev gratuleret i anledning af sønnens fødsel, skal have sagt, at nogen, der havde sit ophav i ham selv og Agrippina, ikke kunne blive andet end et afskum og en ulykke for det romerske samfund. Det er nok løgn, men varslerne for spædbarnet var ikke gode. Samme år, han kom til verden, besteg den værste blodhund i Roms historie, lille soldaterstøvle Caligula, tronen.

Få år efter var Caligulas vanvid blevet prætorianerne for meget, og de myrdede ham under en teaterforestilling. Herefter satte de kejserdiademet på hovedet af Claudius, farbroder til Agrippina. Han selv var gift med Messalina, som var en strid harpe. Hun præsterede som kejserens hustru åbenlyst at holde bryllup med sin elsker, konsulen Silius. Så blev det også for meget for Claudius, den tungsindigt humanistiske helt i Robert Graves glimrende roman, som i den virkelige verden bestemt ikke var sart. Han lod Silius myrde og tvang Messalina til selvmord.
Herefter var vejen banet for Agrippina, der også var en led mokke. Hun ophøjedes til kejserinde, og skønt en sådan forbindelse juridisk henregnedes til blodskam, var man også dengang parat til at omredigere i lovene, når behovet pludselig blev akut. Det korte af det lange adopterede Claudius den unge Nero, der herefter var selvskrevet til at arve kejsertronen. Det mente Agrippina også og dét så bogstaveligt, at hun syntes, det skulle ske i utide. Derfor serverede hun Claudius en ret tvivlsomme svampe, der næppe har kunnet levet op til en eventuelt romersk sundhedsstyrelses mindstekrav.
Da Claudius således effektivt var ude af billedet, kunne en meget ung Nero - 14-15 år gammel - indtage hans plads.
Denne historie, som ikke umiddelbart har noget at gøre med blemangel, kan selvfølgelig læses mange steder i den historiske litteratur, senest i en smuk lille bog af professor Rudi Thomsen udsendt for nylig på forlaget Tidsskriftet Sfinx. Rudi Thomsen redegør for den seneste Nero-forskning, som i nogen grad afsvækker billedet af en entydig rablende tyran.
Tværtimod må man tage flere paratforestillinger om denne mærkelige skikkelse op til revision. Alt tyder på, at Nero faktisk var en meget fredselskende magtudøver. Dertil kom, at han i modsætning til sin adoptør, onkel Claudius med sit uretfærdigt bedre rygte, i de første år som kejser undlod at henrette folk for et godt ord. Det var nemlig praksis, når nogen - især fra senatet - stod i vejen.
Nero synes ved mange lejligheder at have udvist endog overbevisende tilbageholdenhed og i øvrigt respekteret folkets krav om ordnede forhold.

Dette sidste viser sig i hans omhyggelighed med hensyn til at sikre kornforsyningerne til proletariatet i Rom. På samme måde går han vældig højt op i at arrangere kvalitetsbetonede forestillinger på stadion.
Brød og skuespil, javel, men ikke blot ud fra kyniske overvejelser. I hvert fald ikke i begyndelsen. Ydermere adskiller Nero sig fra de fleste andre romerske kejsere, fordi han er i besiddelse af denne kunstneriske åre, som eftertiden har fået så meget ud af.
Dels gik han højt op i det rituelt prægede hestevæddeløb, dels opfattede han sig som semiprofessionel kitharasanger eller kitharode. (d.v.s. en, der synger til akkompagnement af sin egen lyre). Og det gjorde han gerne og længe. Folk med den slags kunstneriske evner har altid vakt mistanke blandt de mere jordnære.
Derfor var det også nærliggende for propagandisterne at lade Nero optræde som sanger ved Roms storbrand i juli 64. Dér skulle han have stået på paladsets balkon og besunget katastrofen, alt imens hans håndlangere rendte rundt og stak ild til endnu mere af byen.
Rudi Thomsen afviser totalt denne skrøne. Ikke alene brændte Neros eget splinternye og meget kostbare palads - det lå hvor Colosseum nu ligger - han søgte også med alle til rådighed stående midler at lindre nøden som følge af branden, der ødelagde langt over halvdelen af Rom. Kejseren opførte sig med andre ord som en ansvarlig leder. Noget andet er, at han bagefter myrdede løs blandt den lille, stærkt mistænkeliggjorte kristne menighed i byen. Men nogen skulle jo have skylden, og romerne så mere end skævt til den nye sekt, som man mente havde kannibalistiske tilbøjeligheder.
De drak jo deres stifters blod og åd hans legeme. Med andre ord havde romerne forståelse for deres kejsers modforholdsregler.

Alligevel gik det skævt for Nero, der led under en sygelig angst for attentater. Erfaringerne taget i betragtning måske ikke så besynderligt. End ikke mor stolede han på, men forsøgte at få hende ombragt ved en bådulykke i Napoli-bugten. Hun svømmede imidlertid i land, og hendes omsorgsfulde søn måtte herefter gå mere håndfast til værks. Et par af hans flådeofficerer opsøgte nogle dage efter Agrippina og huggede hende ned. Men også det forstod romerne. De vidste, hvor besværlige mødre kan være. Så gik det imidlertid for alvor skævt, fordi Nero nu begyndte på samme praksis som forgængeren, nemlig henrette løs blandt senatorerne. På den facon kom han i konflikt med de underliggende magtlag i det romerske samfund, og en opposition i forgreninger dannede sig. Til sidst gik det rivende galt. Allermest fordi Nero i sin paranoia sjuskede med korntilførslerne til romerne. Det vil sige, at han mistede sin folkelige beskyttelse og ikke mere kunne føle sig tryg i sin rede. Herefter kunne konspiratorerne opsøge den forladte og forhadte kejser i en afsides liggende villa og krepere ham. Bagefter bagtalte de ham fuldstændigt uhæmmet. Læren af det er, at man skal være omhyggelig med korntilførslerne til proletariatet. Og éngangsbleerne må man ikke glemme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu