Læsetid: 5 min.

Blues i nutidsbelysning

12. maj 1998

Møde med den legendariske Angela Davis, der i Californien præsenterede sin nye bog om den tidlige sorte blues og arbejderklassefeminismen

TILLÆG (2. SEKTION side 4)
Angela Davis, Santa Cruz blev kendt i slutningen af 60'erne som venstreradikal sort feminist. I dag er hun professor i historisk bevidsthed ved Santa Cruz universitetet i Californien og stadig en vigtig figur på den kritiske, intellektuelle scene.
Hun har lige udgivet en ny bog Blues Legacies and Black Feminism. Af bogens 400 sider er halvdelen en socialhistorisk analyse af den tidlige blues. Resten af bogen er tekster af de tre store kvindelige bluessangere Gertrude 'Ma' Rainey, Bessie Smith og Billie Holiday.
Jeg havde lejlighed til at overvære præsentationen af bogen d. 29.marts i et auditorium med 500-1000 mennesker i San Bernadino i Californien. Davis kommer en time for sent fra den sidste præsentation af bogen i Detroit. Ventetiden fyldes blandt andet ud med, at en ældre collegelærer giver Bessie Smith numre. Al småsnakken hører op, da den legendariske kvinde endelig kommer på podiet. Hun har salen i sin hule hånd fra starten.
Hvorfor skrive om blues og sort feminisme? Davis forklarer, at hun fik tid til at læse og skrive om de sorte kvinders historie, da hun som ung aktivist var i fængsel i 16 måneder.
Hun har nu et kvart århundrede senere valgt at skrive om blues fordi, der næsten kun har været fokuseret på sorte middelklassekvinders litterære bidrag til etnisk selvbevidsthed. De fattige sorte kvinders bidrag er forblevet usynlig. Blueshistorien giver derimod mulighed for at belyse samspillet mellem køn, klasse og etnicitet i de sorte arbejderklassekvinders bidrag til modstandens æstetik og politisk bevidstgørelse.

Blues blev populærkultur
Den sorte blues som musikalsk genre fik sit store gennembrud, da musikindustrien ved en tilfældighed opdagede at, der var et kæmpe marked. Den første sorte blues plade, som kostede en dollar i 1920, blev på få uger solgt i 75.000 eksemplarer. Kapitalisme har også visse demokratiske sider, og blues blev populærkultur.
En del kulturhistorikere har fejlagtigt set blues som tilpasning uden protest og ikke fattet, at "the whole reason to sing the blues is not to have the blues". Sangene handler tit om bøvl med f.eks. mænd, men i slutningen af sangen er der altid skabt en sund distance, som gør det muligt at komme videre. Hvad enten det så betyder at finde en ny mand, være uafhængig af dem eller at få det bedste ud af det, man har.
I de sorte samfund har kirken altid spillet en vigtig rolle, men i begyndelsen af århundredet skabes en kulturel arbejdsdeling mellem blues som sort populærkultur og kirken. Bluessangerne sang om det, præsterne ikke kunne prædike om: Glæden og nysgerrigheden ved at kunne rejse og bevæge sig frit - muligheden for opbrud fra det traditionelle fællesskab og kærlighedslivets glæder og besværligheder.
Netop rejse/bevægeligheds og kærlighed/seksualitetstemaet er gennemgående i tyvernes og tredivernes sorte blues tradition.
De tidligere slaver, kunne ikke bevæge sig frit, men skulle have deres 'masters' tilladelse til rejse. Og ægteskaber var ofte arrangerede udfra hensynet til at sikre reproduktion af stærk arbejdskraft. I denne særlige socio-kulturelle sammenhæng fik den sorte blues fra tyverne og frem en klar emancipatorisk funktion ved at udtrykke glæden ved den frie bevægelse og muligheden for selv at beslutte, hvad man ville i kærlighedslivet.
Beruselsen og glæden over en større grad af kontrol over ens liv er den frigørende kraft og drivet i den tidlige blues.

Spirende feminisme
Men hvorfor koble bluesmusikkens socialhistorie direkte til sort feminisme? Fordi den tidlige blues var udtryk for en spirende arbejderklassefeminisme, der blev et vigtigt led i skabelsen af nye frigørende kønsrollemodeller.
Davis præciserer, at for hende er feminisme ikke krig mellem kønnene ('genderwar'), men hvordan vi forstår forholdet mellem kønnene:
"Many men could be called feminists and still some women think they should be subordinated men."
Feminisme i denne betydning er - siger Davis - ikke mindst i det sorte samfund selv - også i dag en kæmpe udfordring. I den amerikanske socialpolitiske debat, hvor det nye Højre har sat dagsordenen siden 1980'erne, dæmoniseres afroamerikanske mødre på velfærdsydelser. De er dovne, promiskuøse og alt for dyre for samfundet - selv om udgifterne er mindre end 1 procent af det føderale budget. Ingen snakker om Pentagons budget, der passende kunne skæres ned efter den kolde krigs afslutning.
I hetzen mod de sorte enlige mødre har middelklassekvindernes solidaritet desværre været helt fraværende. Kampen for kønsmæssig og etnisk ligestilling har givet alt for få resultater. Programmerne for positiv særbehandling ('Affirmative Action') af kvinder og minoriteter forringes og er under hårdt pres. På Davis eget universitet Santa Cruz er der én sort, som læser jura...

Fængselsindustri
De sorte er ikke kommet på universitet i væsentlig større omfang. De er kommet i fængsel. I alt to millioner amerikanere er i fængsel, og en meget stor del er afroamerikanere. Fængselsvæsenet er i mange stater blevet privatiseret. Der er skabt en fængselsindustri, som har en selvstændig interesse i at få flere kunder i butikken.
Lovgivningen er i flere stater ændret, så helt ned til 11-årige kommer i fængsel. Alle sorte har en bekendt i fængslet, men desværre er det et tabuemne. I de dyre butikker er overvågningen bestemt af hudfarve. Vagtpersonalet holder øje med de sorte, og mens de er optaget af det, kan de hvide stjæle. De sorte er ikke mere kriminelle, men der føres meget mere kontrol med dem.
Davis laver en hurtig fremskrivning af kriminalitetsstatikken for afroamerikanere og siger, at hvis den nærende udvikling forsætter, varer det få årtier, før halvdelen af alle unge sorte mænd er i fængsel. Andelen af sorte kvinder i fængsel er også stigende. Lige nu venter en sort kvinde i Florida på sin dødsdom. Den sidste dødsdom over en sort kvinde var for deltagelse i et oprør mod en slaveejer. Bessie Smiths "Jail House Blues" har ikke mistet sin aktualitet.
Disse betragtninger fører naturligt Davis over i sin sidste slagkraftige appel: Vi har glemt at være kritiske. Der må skabes en ny bevægelse mod "the prison-industrial complex!"
Angela Davis har talt.

*Angela Y Davis: Blues Legacies and Black Feminism. Gertrude 'Ma' Rainey, Bessie Smith and Billie Holiday. Pantheon Books. New York

John Andersen er sociolog på Roskilde Universitets Center og p.t. gæsteforsker på University of California Riverside

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu