Læsetid: 5 min.

Bournonville forsvundet

26. maj 1998

Informations balletanmelder fortæller - efter at have set Napoli - hvordan Det Kgl. Teater kan vende den foreliggende nødsituation til det bedre...

KULTURARV
Den ballet, der blev spillet mest i Bournonvilles levetid, var Napoli, og til i dag har den været 'juvelen i kronen' blandt de 50 balletter, han skabte til Det Kgl. Teater, hvor tre forskellige hold dansere netop har demonstreret, at Bournonville ikke er helt glemt.
Men det har været en stigende skuffelse at gå fra premierens "ikke urosværdige" indsatser til de øvrige holds stilistiske misk-mask. Der findes dog en lille håndfuld dansere (Johan Kobborg, Mads Blangstrup, Thomas Lund - de tre Gennaro'er, Henriette Muus, Henning Albrechtsen og nogle stykker mere), der med naturlighed kommer igennem Bournonvilles svære trin. Men nu findes der også en majoritet af dansere, der er kommet udefra, uden noget forhold til den kultur, Bournonville er en del af.
Det vakte i 1950'erne interesse over hele den balletinteresserede verden, da det gik op for udlandet, at en dansk tradition havde bevaret en danseform, som ikke fandtes noget andet sted.
En danser og kritiker, Lillian Moore, blev så grebet, at hun i 1961 sammen med dette århundredes største 'danseur noble', Erik Bruhn udgav bogen Bournonville and ballet technique. Hendes første ord viser, hvad det er, man er ved at sætte over styr:
"Da jeg første gang så Den Kgl. Danske Ballet, i 1954, var der en ting, der kom helt bag på mig. Jeg havde hørt beskrivelser af Bournonvilles koreografi, med dens vidunderligt friske duft fra den romantiske periode, og jeg vidste, at jeg ville finde den fortryllende. (Sådan blev det også). Andre fortalte mig om pigernes graciøse kvindelighed, mændenes styrke og kraft, de strålende karakter-dansere og mimikere, den absolutte overbevisning, med hvilken enhver rolle blev sendt afsted og produktionernes perfekte helhedsbillede. De havde dermed lovprist den berømte 'Bournonville stil... Men ingen havde fortalt mig, at danskerne fysisk var i stand til at beherske visse teknikker, som havde været helt glemt af resten af danseverdenen."

Trosbekendelsen
Når man husker den periode med Erik Bruhn som det bevægende geni midt i en række dejlige dansere - Margrethe Schanne, Mona Vangsaae, Stanley Williams, Fredbjørn Bjørnsson - vil man se, at denne naturlighed over for Bournonville definitivt er gået tabt. Heller ikke de danske dansere har ham i den grad i blodet, som de dansere, hvis daglige skole var baseret på indøvelsen af Bournonvilles trin.
Anstrengelsen har været stærkt fremtrædende i den nyligt afleverede Napoli, i modsætning til de krav, Bournonville stiller til sin kunstart. Det er derfor med vemod, man læser hans 'koreografiske trosbekendelse' i programmet. Her står: "Dansen kan ved musikkens hjælp hæve sig til poesi, men også ved et overmål af gymnastik nedsynke til gøgleri; det såkaldt vanskelige har utallige adepter, hvorimod det tilsyneladende lette kun opnås af nogle få udvalgte."
Det er gået stærkt med at få barnet smidt ud: I 1992 dansede Nikolaj Hübbe og Lis Jeppesen i Napoli, så man sad på det yderste af stolen, og alle de små nakkehår rejste sig. Men dengang havde den vidunderlige danser Henning Kronstam også ansvaret for indstuderingen, sammen med Frank Andersen og Dinna Bjørn.

Genfødsel
Det står lysende klart, at Maina Gielgud som balletmester ikke reelt ønsker at hæge om, hvad der måtte være tilbage af Bournonville-traditionen. Viceballetmester Benedikte Paaske er udvandret i protest mod arbejdsforholdene og det underlødige repertoire-valg. Den store danser Adam Lüders' erfaring med Bournonville og Balanchine har man heller ikke ønsket at trække på, og den tid, der er blevet afsat til indstuderingen af Napoli med tre forskellige, næsten helt uøvede hold er også grotesk. At balletmesteren giver fem uger til at sætte et korps ind i en af verdens mest krævende dansetraditioner er en skandale.
Skulle man endnu ønske at vende denne sørgelige tingenes tilstand, må Det Kgl. Teater til at tage Bournonville anderledes alvorligt - men det kræver mere end fem ugers forberedelse.
Det er derimod ikke længere nok, at traditionen videreføres fra danser til danser, og at trætte dekorationer fra 1950'erne bliver hængt til tørre. Den mimiske tradition trænger til en gevaldig afpudsning: Der var alt for meget grotesk overspil, som skammeligt fulgte med over i danseafsnittene. Livsglæden skal komme igennem bevægelserne, ikke klistres på som smil til fotografen. Som Bournonville siger:
"Mimikken omfatter alle sjælelige bevægelser; dansen derimod er væsentlig et udtryk for glæden, en trang til at følge musikken rytmer."

Gå i dybden
Der forskes ved Københavns Universitet i ballettens æstetik og historie, og et vældigt kildemateriale til Bournonville er publiceret af Knud Arne Jürgensen. Den danske balletmester har været genstand for idéhistorisk forskning af kunst- og musikhistorikere, og guldalderen er blevet endevendt. Intet af dette afspejler sig i den seneste Napoli.
Det Kgl. Teater kunne vende den foreliggende nødsituation til det bedre, hvis de satte sig for at gå i dybden med Bournonville. I mange år har man forsket i original opførelsespraksis i musikken, og der spilles overalt på originalinstrumenter. På lignende vis måtte man undersøge Bournonvilles egne Etudes choréographiques, hans notationer fra de enkelte balletter, de bevarede film og videooptagelser fra fortiden, hente ældre dansere ind til workshops, inddrage forskerne og antagelig tage den moderne computerteknologi i brug. Man måtte læse hans egne skrifter, og se Allan Fridericias gennemgang af Bournonville-skolerne for tv. Man måtte studere Bournonville med samme intensitet, som man studerer Kierkegaard med særlig opmærksomhed på det uudsigelige. Men det kræver en motivation, som balletmester Maina Gielgud så evident ikke har, når hun prioriterer balletter som Den glade enke og Don Quixote.
Men skulle Det Kgl. Teaters ledelse besinde sig på sin behandling af 'kulturarven' og sige farvel og tak til Ms. Gielgud og Béjart-kulten, er man jo ikke sikret en videreførelse af Bournonville-repertoiret på højt niveau.
Spørgsmålet er, om der findes en balletmester nogetsteds, der ville tage denne opgave op i hele sin overvældende kompleksitet - og om der findes en teaterchef og en bestyrelse på Det Kgl. Teater, der ønskede at bakke et sådant projekt op.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her