Læsetid: 8 min.

Bukowski var ikke en idiot

22. maj 1998

Nyoversatte digte fra den gamle drukkenbolt og store forfatter

Interview

Tolstoys kone var en
plageånd
og en bitter kold
aften
begyndte hun
igen
og han gik ud for at
flygte fra hende
og
fik den
lungebetændelse der
slog ham ihjel.

Så skrev hun en
bog
om
hvilket
dumt svin
han
var.

Dette digt er skrevet af den store amerikanske forfatter Charles Bukowski, der døde i 1994. Nogle af hans digte er netop blevet oversat af Bo C. Plantin. Han er 27 år og én af redaktørerne på det nye tidsskrift for poesi Øverste Kirurgiske.
Hans bog hedder Det sidste gemmested, og digtene er oversat fra digtsamlingen Septuagenerian Stew fra 1990. Oversættelsen blev af Weekendavisens Lars Bukdahl kaldt overflødig, og Charles Bukowski for en idiot Jeg mødte oversætteren på Frederiksberg.
- Hvorfor valgte du "Septuagenerian Stew?"
"Jeg valgte den digtsamling, fordi den er delt op i beskrivelser af forskellige faser i hans liv, så den starter med en række digte fra hans ungdom, går så videre til hans mellemperiode og slutter af med en række gammelmandsræsonner, og så har jeg også hevet nogle hyldestdigte ud, så jeg synes det er meget dækkende. Det er en slags biografisk digtsamling i virkeligheden."
- Hvorfra stammer din interesse for Bukowski?
"Det var Iben Claces (dansk lyriker), der introducerede mig til ham, sjovt nok. Men jeg tror, at som så mange andre stammer den faktisk fra, at jeg selv på det tidspunkt var mere eller mindre alkoholiker, og dér tror jeg, at man som alkoholisk person finder en slags litteraturskuffe, man kan putte sig ned i og identifcere sig med. Siden har min interesse udviklet sig, fordi jeg godt kan li' de ting, han gør ved sproget."

Hvad kan man skrive
- Hvad er det, han kan med sproget?
"Han kan bøje det. Jeg synes, han hiver litteraturen ud af den lærde, akademiske kasse. Han lader være med at skrive bøger, som bare passer ind i de gængse forlags udgivelsespolitikker, og det er dét mange folk bliver sure over. Det er tydeligvis sådan noget, Lars Bukdahl og mange andre er sure over, fordi sådan kan man ikke skrive, det kan ikke være litteratur, men hvornår bliver noget litteratur? Skal det se ud som litteratur, eller skal det lyde som litteratur, eller skal det behandle temaer, der er så og så dybe? Eller er det simpelthen et spørgsmål om, at man har nogle ord og nogle temaer, nok så banale eller trivielle, og lige så snart man putter dem ind i en form, kan man faktisk kalde dem kunst."
- Hvordan tog du den anmeldelsen i Weekenadavisen?
"Jamen det tager jeg ikke alvorligt. Det må jeg indrømme. Jeg har aldrig taget anmeldere alvorligt. Der er ingen grund til, at jeg begynder på det nu. Det er et spørgsmål, om at anmeldere - i sagens natur - er mennesker, der er forelskede i deres egne meninger. Problemet er, at de går hen og får løn for det, og det er sådan lidt ynkeligt. Men det er fint nok, at vi har dem. Jeg ser det lige som reklamer, en slags oplysningselementer, der er i samfundet, hvor vi kan få at vide, at du kan købe den slags vaskemiddel eller du kan købe den slags bog. Det er bare synd for salget af bogen, at den får en dårlig anmeldelse. Men som sådan er jeg ganske overordentligt ligeglad."
- Bukdahl kritiserede også selve digttypen. Er der noget om, at det er lidt ensartet med alle disse fortællende, knækprosaagtige digte? At de rent sproglige oplevelser i virkeligheden er begrænsede?
"Nej, det mener jeg ikke. Det kommer an på, hvad man vil ha'. Det har noget at gøre med en fastlåst idé om, hvad litteratur er. Der er jo nogen, der mener, at Dostojevskij og Shakespeare er det største og bedste litteratur, der nogensinde er skrevet. Og det er da ikke fordi, jeg vil give dem uret, men det er bare ikke den eneste måde at skrive fabelagtig litteratur på. Så det handler om, at Bukdahl har nogle præferencer, han holder fast i, og det er fint nok. Han tager simpelthen bare fejl."

Ingen romantik
- Myten om Bukowski er ret kendt - den alkoholiske bums, man kender fra den selvbiografiske film "Barfly" med Mickey Rourke og selvfølgelig fra hans egne romaner, digte og noveller. Har du undersøgt, hvad der er selviscenesættelse, og hvad der er sandhed i disse fremstillinger?
"Nej, jeg har egentlig ikke undersøgt det, men jeg fornemmer absolut ikke, at der er noget selviscenesættelse ved Charles Bukowski. Han mener faktisk de ting, han siger, og han levede faktisk sådan, af gode grunde. Den gode gamle, banale men sande lorteopvækst, der får folk til at gøre mærkelige ting og blive sociopater og asociale generelt. Det var i øvrigt noget, han kom ganske godt ud over, så han kun blev kvartalsdranker, da han fik et barn i 70'erne, men jeg mener absolut ikke, det er selviscenesættelse. Det er skam ment fra hjertet. Det er jeg overbevist om. Det synes jeg også, man kan se på mange af hans noveller f.eks. De er ganske enkelt originale. Historierne som sådan og sproget som sådan. Og hans brud med konventionerne synes jeg også vidner om, at han faktisk havde en mission med sin litteratur. At det var et spørgsmål om at bryde ud af både den gængse måde og den amerikanske måde at se litteratur på."
- Er det et fascinerende et spændende liv, han skildrer, eller et lorteliv, han har ført?
"Altså det er fascinerende på den måde, at det er et menneske, som er udøvende, som eksperimenterer med sit eget liv og sætter sig selv ud på nogle punkter, hvor ikke særligt mange andre tør sætte sig ud, og han har så evnen til at formidle de ting, der sker derude. På den måde er det fascinerende. Men grundlæggende set er det jo et lorteliv. Det er klart. Manden var jo ved at dø af druk flere gange, og så gik han bare på druk igen. Det er imponerende, at han overhovedet blev 74. Jeg synes ikke, det er romantisk på nogen måde."
- Han gør meget ud af at latterliggøre litterater og de digtere, han hele tiden støder ind i. Hvordan ser du det - er det ikke krukkeri, når han nu selv beskæftiger sig med litteratur. Den dér jeg-er-ikke-digter-attitude, er vel egentlig ret digteragtig?
"Jo altså den bider sig selv i halen på en eller anden måde. Men jeg tror alligevel, han havde ret. Mange poeter, lærde og akademikere er nogle forfængelige størrelser, som sagt mennesker, der er forelskede i deres egne meninger og elsker at lytte til deres egen stemme, så jeg synes, det er fuldstændigt velberrettiget, at han laver grin med dem. Det fortjener de også. Det gør de sgu'."

Man bruger det man har
- Du synes ikke, det er krukket?
"Nej, for så meget tid bruger han heller ikke på det. Det er jo ikke som Rifbjerg f.eks., der har skrevet tre eller fire lærebøger om, hvor dumme forfattere er, pasticher på, hvordan Poul Borum talte og den slags. Han gør ikke så meget ud af det. Han ryster bare på hovedet i stedet for."
- Hvis man læser f.eks. "Kvinder", den sidste oversatte roman, (oprindelig fra 1978 - udgivet i DK i 1995), så er der et hav af digtoplæsninger - og et hav af kvinder, nogen er veninder, men så er der læserne, som han får breve fra og tager ud og henter i lufthavnen. Tror du ikke, at meget af det, man forelsker sig i ved Bukowski simpelthen er fremstillingen af forfatterrollen som sådan et kæmpestort mere eller mindre vellykket scoreprojekt?
"Jo altså generelt er der mange kvinder, der bliver fascinerede af forfattere som sådan. Det har både noget med sex at gøre, men også med at forfatteren og den rolle, han har, er omgærdet af en form for mystisk sandhedsviden, som mange mennesker bilder sig ind er rigtig, og så tror de, at den kan gnubbe sig af på dem. Ligesom disse mennesker, der går på auktion og betaler 50.000 pund for en pude, som John Lennon har ligget på. Det er samme princip. De tror, at den magi kan smitte af på dem. Der er hundredvis af forfattere, der har været offer for den fetering, og sikkert også har dyrket, det er jo oplagt, hvis man er til den slags sex. Man bruger jo dét, man har, som Jack Nicholson engang har sagt. Og det skal man jo egentlig også gøre. Men der er den der forestilling om, at forfattere er sådan nogle fandenivoldske sexmarathonsløbere med en finger på Guds puls. Intet er længere fra sandheden."

Mere end ensomhed
- Men fremstiller han ikke sig selv som den figur?
"Jo, i forhold til dét med sex. Det kan da godt være, at manden var voldsomt viril. Det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg synes alligevel, han var ganske ydmyg over for sit sandhedsprincip. Han ved godt, hvad han mener, men han er lige så klar over, at det kan være fuldstændig forkert, og at han bare er langt ude og neurotisk. Så jeg synes ikke, han er selvhøjtidelig på den måde."
Forlaget som bogen er udgivet på, Biblioteket Øverste Kirurgiske, planlægger at lave en debutantserie og har allerede fået en lille håndfuld manuskripter, som de vil udgive i efteråret til mellem 50 og 100 kroner stykket. Det sidste gemmested koster 50 kroner og er forlagets tredje. De første var Jeg er det øjeblik, digte af Martin Budtz og en bog om insekters sexliv!
- Hestevæddeløb, kvinder, og jeg synes også, han skriver meget om ensomhed. Er der andet, synes du?
"Han snakker om fornedrelse og om at være udskud. Det er ligesom om, han er et udøvende eksperiment, som om han gør det med vilje. Hn vil være dér nede på bunden for at opsnappe de ting, som os, der lever et normalt liv aldrig nogensinde oplever, ser, hører eller lugter. Men ensomheden er også et stort projekt for ham, også fordi det er et kollosalt tabu."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her