Læsetid: 7 min.

Chiracs lejr i opløsning

16. maj 1998

Selvmorderiske kædereaktioner i det franske højre og stadig nye negative følger af Chiracs "selvmål" i 1997 - præsidenten nævnt i korruptionssag

PARIS - Jacques Chirac sidder trygt i Elysée-palæet som Republikkens Præsident, valgt i 1995 for syv år. Men hans eget politiske bagland henligger i kaos - det demokratiske højre i opløsning, hist og her i åbenlys alliance med det yderste højre, Chiracs eget parti uden projekt eller strategi, uden effektiv ledelse, plettet af korruptionsskandaler, og hans gamle magtbase, det engang massive højreflertal i Paris' bystyre, sprængt.
Den ene dag er der voldsomme verbale sammenstød for åbent tæppe i det parisiske højre. Den næste bliver der rejst korruptionssigtelse mod den tidligere generalsekretær for Chiracs parti, RPR, Jean-Francois Mancel - fornylig ekskluderet af partiet som straf for at have anbefalet samarbejde med ultrahøjrepartiet Front National. Og samtidig bliver Chiracs navn nævnt i forbindelse med undersøgelserne af korruptionsaffærerne omkring RPR's finansiering.
Det er tre begivenheder uden fortilfælde inden for en uge. Det er første gang, man har oplevet højrepolitikerne i åbent skænderi ved et offentlig møde i Paris' bystyre. Mancel er den første partileder, der har været anholdt i 48 timer som optakt til en korruptionssigtelse. Og under en afhøring af RPR's mangeårige kasserer, tidligere minister Robert Galley, der er sigtet i forbindelse med den ulovlige partifinansiering, er Chiracs navn for første gang blevet inddraget.
Det sidste måtte ske før
eller senere, for i alle de år, som korruptionsundersøgelserne omfatter, var Chirac både den ubestridte leder af RPR - det parti han selv havde stiftet i 1976 - og Paris' borgmester. Den ulovlige finansiering af partiet foregik navnlig ved bidrag fra entreprenører og leverandører til Paris kommune til gengæld for kontrakter, og i nogle tilfælde var der også tale om personlig berigelse. Korruptionen antog mange forskellige former: Kontrakter uden licitation, returkommissioner, fiktive leverancer, falske regninger, honorarer og lønninger for fiktivt arbejde. Nogle partifunktionærers lønninger blev betalt af firmaer.
Selv om Chirac var den øverste ansvarlige både for partiet og for bystyret, er hans eventuelle personlige ansvar for ulovlighederne hidtil aldrig blevet nævnt offentligt. Men den sigtede tidligere partikasserer Robert Galley har under sin afhøring nævnt, at han havde modtaget instrukser fra Chirac om at finde nye veje til at finansiere partiet.

Et symbol på derouten
Sigtelserne mod Jean-François Mancel drejer sig om personlig berigelse og misbrug af offentlige midler i det nordfranske departement Oise, hvor han er amtsborgmester. Det blev først afsløret, at han havde brugt store beløb af offentlige midler til sin private boligindretning og ladet skatteyderne betale sine private indkøb for henved en halv million kr. i et supermarked. Han slap for tiltale mod at tilbagebetale beløbet. Men nu er han bl.a. sigtet for - på amtets vegne og uden licitation - at have indgået kommunikationskontrakter for ca. 25 mio. kr. årligt med et firma, som han selv er indirekte medejer af.
Mancel, der både er kompromitteret af korruptionsaffærerne og af sin flirt med Front National, er et rystende symbol på partiets deroute. Da Chirac blev valgt til præsident i 1995, overlod han posten som partiformand til sin nære medarbejder Alain Juppé, og denne udpegede Mancel til generalsekretær, i realiteten souchef. Da Juppé samtidig blev premierminister, var det Mancel, der fra 1995 til 1997 havde den daglige ledelse af Chiracs gamle parti. I 1997 blev Philippe Séguin partiformand, og han udskiftede Mancel med Nicolas Sarkozy.
Ikke alene partiet, men også højrestyret på Paris' rådhus "ligger i ruiner" efter Chirac. Ved præsidentvalget i 1995 trak Chirac sig tilbage fra borgmesterposten, som han havde beklædt i 18 år, og hans "kronprins",viceborgmester Jean Tiberi overtog topposten. Tiberi var derefter i centrum for korruptionsundersøgelserne omkring bystyret og RPR-finanserne.

Uhørte skældsord
RPR var i de forløbne 18 år langt det største parti i bystyret, havde total kontrol med byen og udgjorde sammen med partiet UDF et overvældende stort og solidt sammensvejset flertal. Men Tiberi - der også er plettet af en mindre, men farverig korruptionsaffære, hvor han skaffede sin kone et "honorar" på 230.000 kr. for fiktivt arbejde - har ikke formået at holde sammen på tropperne. Han er forhadt af en fløj af RPR og UDF i bystyret, hvilket gav sig udslag i, at tidligere justitsminister Jacques Toubon - der ligeledes står Chirac nær - fornylig dannede en udbrydergruppe, der krævede Tiberis afgang. Toubon fik følgeskab af en tredjedel af RPR-UDF gruppen.
Ved det første offentlige møde efter dette brud blev der forleden udvekslet skældsord mellem de to højregrupper, som man aldrig før har oplevet det. En talsmand for Toubon-gruppen beskyldte Tiberi for at opføre sig som en"klanhøvding", for "personlig magtudøvelse... død rutine... fordækt spil, selvtilfredshed..., stiv legalisme, fantasiløshed...". Tiberi svarede med at beskylde sine modstandere for løgnagtighed og for "gement og ynkeligt" splittelsesarbejde.

Kædereaktion af fejl
Bag kulisserne er Chirac tvunget til at beskæftige sig indgående med det kaos, han har efterladt. Han har været i kontakt med både Tiberi og Toubon og har haft samtaler med RPR-lederne Séguin og Sarkozi i et forsøg på at kalde tropperne til orden. Men Chiracs autoritet er stærkt svækket, og Séguin har ikke formået at hævde sig som partileder. Problemerne har deres oprindelse i Chiracs egne fadæser - fra partifinanserne til beslutningen om valg i fjor. Det er ham, der har hidført det franske højres sammenbrud og RPR's krise.
Chirac kunne den 7. maj "fejre" tre-årsdagen for sit valg til præsident. Han kan se tilbage på tre år med katastrofer for den politiske lejr, han tilhører - en kædereaktion af fejlbedømmelser. Chirac efterlod sit eget parti splittet, fordi Edouard Balladur - der efter Chiracs eget ønske blev udpeget til regeringschef efter højres valgsejr i 1993 - stillede op som præsidentkandidat i konkurrence med Chirac i 1995 og støttedes af en fløj af partiet og UDF.
Istedet for at tilstræbe forsoning valgte Chirac i 1995 at danne en regering, der var snævert baseret på hans egen fløj. Næsten alle sværvægterne i det franske højre blev holdt udenfor! Det var regeringen Juppés store svaghed - en snæver basis trods det overvældende store højreflertal. Regeringen var lammet og upopulær, og det førte til Chiracs beslutning om at udskrive valg før tiden - hans famøse "selvmål", der forvandlede højres rekordstore flertal til et mindretal. De to højrepartier har aldrig overvundet den deraf følgende demoralisering og bitterhed. Det resulterede i den vaklende holdning over for Front National ved regionalvalgene i år - lokale alliancer med det højreekstremistiske parti og en udbredt stemning for tilnærmelse.
Udpegelsen af Juppé og Mancel i spidsen for RPR bidrog hverken til forsoning, fornyelse eller popularisering af partiet. Og udpegelsen af Tiberi i spidsen for Paris' bystyre viste sig at være begyndelsen til en tiltagende destabilisering, til uorden, splittelse og had.
Umiddelbart efter regionalvalgene den 15. marts var det navnlig det liberale centrumparti UDF, der var ude i tovene. Det var en række af dette partis regionale ledere - og en enkelt national toppolitiker - der allierede sig medFront National. UDF blev så godt som sprængt, da tre af dets ledere tog initiativer til at danne hver sit parti, henholdsvis centristisk, liberalistisk og ultrahøjre. RPR syntes mere modstandsdygtigt over for lokketonerne fra det yderste højre, men det var i kraft af en partidisciplin dikteret fra oven. Og få uger senere viste sprængningen af RPR i Paris, at også dette parti er i dybkrise.

Lang fra de Gaulle
Begge de to moderate højrepartiers krise er opstået i kølvandet på Chiracs valgbeslutning i fjor, og der er en vekselvirkning mellem deres svækkelse og Front Nationals styrkelse. Tendensen går i retning af, at de to dynamiske hovedpoler i fransk politik bliver venstrekoalitionen og Front National, mens det demokratiske højre - som Chirac repræsenterer - klemmes på midten og trues af undergang.
Den indbyggede svaghed ved RPR er, at partiet - ligesom Chirac - ikke har nogen linje eller nogen samfundsopfattelse, kun et ønske om magt. Partiet hævder at være "gaullistisk", men Chirac oprettede det som en valgmaskine for sig selv. Samtidig med, at Chirac nu ser RPR ramt af splittelse og krise samtidig med, at hans eget navn sættes i forbindelse med korruptionen i partiet og hans gamle parisiske magtbastion, må han opleve den tort, at en af de Gaulles nærmeste medarbejdere, Pierre Lefranc, anklager ham for "falsk varebetegnelse".
RPR er alt andet end gaullistisk, påpeger Lefranc i en artikel i Libération - det "adskiller sig betydeligt fra - for ikke at sige går stik imod - de principper, som de Gaulle stod for".

Ny højre-alliance
Samarbejdsaftale mellem to franske højrepartier skal samle demokratisk højrefløj
PARIS - I et forsøg på at dæmme op for splittelsen i det franske højre har de to demokratiske højrepartier RPR og UDF indgået en ny samarbejdsaftale, der har fået navnet "Alliancen". Formålet er at udarbejde et fælles regeringsprogram med henblik på næste parlamentsvalg og på længere sigt at danne en "føderation" med en fælles ledelse for de to partier.
Aftalen er indgået af de to partiledere Philippe Séguin (RPR) og François Léotard (UDF). Alliancen har til formål at samle det demokratiske højre medklar afgrænsning til det yderste højre. Det kan betyde, at Front National erobrer den højre fløj af de to partier, men ved at slutte sig sammen kan de undgå, at Front National bliver Frankrigs største højreparti.B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu