Læsetid: 6 min.

Dansk hiphop sparker USA ned

14. maj 1998

Amerikansk hiphop er blevet vammel, religiøs og politisk korrekt. Danskerne holder derimod stilen og fornyelsen

NYE CD'ER
Hvad er hiphop da, andet end tilsvining af kvinder og territorieafpisning fra bevæbnede idioter, der truer hinanden og resten af os med vold og glattunget hån?
Ikke en kæft kunne man have svaret for et par år siden, men den hårdkogte stil, såvel i Danmark som i udlandet, er ved at bløde op. Nogle gange ender det i kunst, andre gange i kvalmende politisk korrekthed.
I Danmark ender det for øjeblikket godt. Det danske hiphop-miljø er i al fald den del af den danske musikscene, hvor der leges og ekperimenteres mest fordomsfrit og afsøgende.

Psykose-rap
Danske Malk de Koijn er sådan en gruppe med fuldt blus på pandelampen.
Efter at have været ombejlet og lokket af flere internationale pladeselskaber tog hiphop-trioen Malk de Koijn sig endelig sammen og sagde ja til BMG. Det er vi glade for, debutalbummet udkom i denne uge med titlen A smash hit in Aberdeen.
Pladen har 19 numre og de er så langt ude, at kun en alvorlig og behandlingskrævende hashpsykose kan være årsagen. Hvor Geolo G, Tue Track og Blæs Buggi fuldstændig sætter en ny, høj og funky standard for, hvordan hiphop lyder, så banker de rap-niveauet helt i bund.
De tre vil tage os med til det fiktive paradis for provinsdrengerøve, Langestrand, men man får så meget lyst til at tæske dem, at man næsten ikke gider rejse:
Jeg Søren Kaster dig op af krostuen, det koster en formue,/ bla bla,/ jeg har en ovn, der kan lave dig til Fedtmule...
Blot en beskeden prøve på den rablen, der kendetegner hele pladen. Malk de Koijn bruger sproget som en uerfaren brandmand holder et stort strålerør. Pumper bullshit ud over alt og alle. Der kommer ingen forklaringer, og det foregiver de tre heller ikke.
Men vi må advare, det er helt vildt plat og drenget humor. Gæt f.eks hvad Lortesangen handler om... Måske er det i virkeligheden den sørgelige sum af de tre unges herrers livserfaring, at skide. Men selvom Malk er pisseirriterende, så er det ikke en biks, man går forbi uden at dreje hovedet.
Alt ævlet og plathederne betyder også, at der er blevet mindre plads til den rituelle karakteristik af kvinder som ho's (ludere), til at nedgøre andre rappere, og selvfølgelig til de oftest langstrakte prisninger af rapperne selv og deres helt enorme talent. Dem savner man ikke.
Når alt det er sagt, så er A smash hit in Aberdeen musikalsk betydeligt over niveau i dansk hiphop.
Det er klassisk og alligevel nyt og har sin helt egen smag. Kan man abstrahere fra Malk's psykiske problemer med puberteten, og bryder sig om hiphop for musikken skyld, så er smash-hittet et must.

Sommerhit fra Posen
En af grundene, måske endda den eneste, til at Danmark ikke er helt glemt i internationale hiphop-kredse, hedder Madness for Real eller Den Gale Pose. Deres seneste udspil, Sådan er reglerne, har som minimum ét kæmpehit, der kommer til at plage os sommeren over - med statsgaranti:
"Spændt op til li'r" har snuppet omkvæd og basgang fra Imaginations 80'er hit, Music & Ligths.
Og hvor er det vellykket og fed, forvrænget funk, der kommer ud af det. Det er ikke særlig originalt, men tendensen internationalt lige nu er såmænd også at revampe gamle hits eller deres omkvæd, som det skete i vinter med Eddy Grants Electric Avenue.
Ligeså funky er "Spændt op til li'r", og der er flere vitaminer, om ikke hitpotentiale, i resten af pladen. Tro på det fordi: Engang havde jeg nær fået tæsk i en Greyhoundbus, da jeg nævnte for to sorte herrer, at den militante, berømte og berygtede amerikanske rapper, Ice Cube, fik hjælp til produktionen fra hvide: Madness for Real.
Sådan en tjans kræver og afkræver respekt, fordi det siger noget om den lyd de tre poser kan lave.
Og lad så gå med, at den i øvrigt veltrimmede rap indimellem lugter lidt for meget af engelsk: "der er fest ovre her og fest ovre dér..."

Kvalmende flinke
Her i landet har vi den fordel, at revisionismen ikke har taget ved rapperne og hiphop som i USA.
Ikke fordi, der er noget i vejen med at prædike "Gud" og "fred" og "så hold dog op med at sælge narko og skyde alle mulige".
Det har været reaktionen i USA på de seneste års gangsta-rap, der forherliger gadeforbryderens liv: Tænker altid på penge, drikker gin og juice, knepper alle ho's, skyder enhver, der trodser ham...
Men da hiphop og gadedans vandt frem i amerikanske ghettoer i 80'erne var det netop som en måde at holde fred på og alligevel konkurrere, i stil og originalitet.
Så i stedet for at fornedre den sorte nation med ovennævnte svineri, er stilen nu: helbred den kræft som gadekriminalitet, druk, stoffer og mord har sat i de unge.
Det budskab sparker amerikanske Goodie Mob afsted fra Atlanta, Georgia. Musikken er tilbagelænet, funky hip hop med en jazzet fornemmelse bag - båret af akustisk guitar og fint skårne strygere.
Still Standing er gruppens andet album, og eksponerer fortsat sort bevidsthed, som filminstruktør Spike Lee ville klappe højt ad: det er forkert at plaffe sine venner, ikke pænt at tage stoffer, og træk nu huen godt ned over ørene.
Intet er galt i det. Men der er ingen grund til at overdrive messeriet. Og det gør Goddie Mob over en bred kam, f.eks på den uudholdeligt fatalistiske Insh'allah (om Gud vil).

Svirpende bærebølge
Selv velrenommerede Gang Starr, der lige har sendt sit femte album, Moment of Truth, på gaden, kan træde i korrekthedsspinaten.
Og de har gjort det, men ikke denne gang. Dj Premier og rapperen Guru har ladet os vente fire år, men Moment er også lidt af et comeback for en stemme i amerikansk hiphop, der stadig taler med autoritet: Den, der kommer af virkelig fornyelse.
Man kan forsikre sig om pointen ved at smide en hiphop plade fra 1991-92 på og så bagefter lytte til eksempelvis den berømte vestkyster Warren G eller den sorte
skuespiller Will Smith, som blev kendt Fresh Prince in Bel-Air og nu er aktuel med Big Willie Style.
Forskellen er beskeden og siger noget om den stilstand, der er i amerikansk hiphop. Det er i randområderne, der eksperimenteres, og selvom Gang Starr har snart ti år på scenen bag sig, er det stadig dér de føler sig hjemme.
Hiphoppens inderste nerve er det stramme beat, det er den rytmisk svirpende bærebølge, der gør musikstilen unik. Ingen svirper vildere end DJ Premier og på Moment of Truth smækker han flade som aldrig før: lægger rytmer, der kærtegner, fremhæver og swinger tæt sammen med Gurus stilsikre rap.
Hvilket nummer bliver første (hit-)single? Gang Starr har aldrig være en top-sællert, aldrig fået amerikansk guld og på Moment... er alle numre gode og stramme. Så svaret er nærmest: hvilket som helst.
Men første single bør være Royalty, fordi den afslører branchen, og anklager de andre for at snyde med stilen. Guru spørger f.eks, hvorfor hvorfor fanden folk, der udgiver plader med breakbeats (tromme-rundgange snuppet fra andre kunstnere, red.), skriver på bagsiden, at dette beat brugte Gang Starr.
Hvad tænker I på, spørger han, er I klar over de problemer og legalitetskonflikter det skaber, at I stikker os?
"Så mens I bliver ved med at efterabe 'the funk', så fortsætter vi gennem mørket med vores fakler," slammer Guru branchen.
Med den amerikanske stilstand in mente er der rigeligt at glæde sig over i Danmark: Her står scenen ikke i stampe, fordi man på et tidligt tidspunkt er kommet videre end at efterabe storebrødre i USA.
Man har ikke den respekt for stilen, der har gjort store dele af amerikansk hiphop til en anakronisme.
Malk de Koijn og Den Gale Pose henviser godt nok til forbilleder som Kool Moe Dee's How ya' like me now, der er blevet til: "hvordan kan du lide mig nu"
Men man hører det ikke i musikken, og det er dejligt, det giver plads til nyt. Dansk hip hop har med Malk de Koijn og Den Gale Pose lige så gode bud på autenticitet og troværdig funkyhed, som USA kan præstere. Og det er vel i grunden ikke så galt...

*Malk de Koijn: A smash hit in Aberdeen. 1998 BMG Danmark.

*Den Gale Pose: Sådan er reglerne. 1998, Warner. Udkommer 22. maj.

*Goodie Mob: Still Standing. 1998 Arista/BMG

*Gang Starr: Moment of Truth. 1998 Noo Trybe/Cooltempo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu