Læsetid: 7 min.

Delacroix lige i synet

23. maj 1998

Når Delacroix selv skriver, at maleriet skal være en fest for øjet, så betyder det at øjet for alvor er med i dansen. 200 året for malerens fødsel er værd at fejre

Udstilling
PARIS - Der er visse mennesker, det er værd at fejre til enhver tid. Og når man står med et rundt år for en af de helt store personager, der med fryd kan trækkes op af posen igen (og igen) for at stille en lektie an, så gælder det om at slå til.
Det er tilfældet med 200 året for fødslen af maleren Ferdinand Eugène Victor Delacroix, som på behørig - om ikke tilstrækkelig prominent - vis fejres med en række udstillinger i hjemlandet Frankrig.
Det flotteste ville selvfølgelig have været, at samle de helt store skilderier sammen, til endnu en af de kæmpeudstillinger, som på skift henter afdøde malere ind på scenen. Det synes ikke rigtig at være på mode mere. I tilfældet Delacroix gør det sig ydermere gældende, at de allerstørste billeder - både i omfang og kunstnerisk værdi - er for skrøbelige til at flyttes. Og nogle af de vægtigste værker sidder ganske enkelt fast: de er malet direkte på vægge og lofter i magtens sale hovedsageligt i Paris.
Man må lægge vejen omkring Louvre for at se: Massakren i Scio, Sardanapales død, De algierske kvinder eller Dantes bark, som dog er det eneste der for tiden er på gæstevisit i Rouen. Eller - stadig på Louvre - kan man i selve loftet med risiko for hold i nakken nyde lysets sejr over mørket, med hele den græske gudeverden for fuld koloristisk udblæsning i Apollons sejr over Python.
I St Sulpice kirken, kan man i det kølige kirkemørke nyde på den ene side Jacobs kamp med englen og på den anden side Heliodore jages bort fra templet, hvor man om noget sted overbevises om, at engle kan flyve.

En slags fodnoter
Hvis man vil have det hele med, er der altså ikke nogen vej uden om at flytte sig, og i den forbindelse er det nok bedst at betragte de udstillinger - som eksempelvis er at finde på Grand Palais, hvor man finder en fortolkning af malerens sidste år, og på Bibliothèque Nationale, hvor man finder skitser, litografier og illustrationer - som en slags fodnoter eller kommentarer til det egentlige værk.
Her er der i fodnoteperspektivet en del at hente om de spørgsmål, der altid er blevet rejst omkring Delacroix. Er han en romantisk eller en klassisk maler? Er han ren og skær kolorist med foragt for stregen? Og skjuler den koloristiske forrang over det faktum, at han i bund og grund var en elendig tegner?
Nogle af disse spørgsmål kan man finde svar på, ved at læse Delacroix' dagbøger, hvor han livet igennem - og til inspiration for mangen en senere kunstner - kommenterer sit eget værk, og dets inspirationskilder.
Men visse ting kan man i sagens natur ikke hente svar på her. For ganske vist ved Delacroix godt selv, at han er i færd med at gøre noget nyt, som ligger mellem - eller et helt andet sted - end de gængse retninger. Men hvor nyt det er, og den betydning som det får for malerkunsten i de næste hundrede år, kan han selvfølgelig ikke vide.

Picasso blegner
På udstillingen på Biblioteèque Nationale får man dementeret den gængse forestilling, at Delacroix var en elendig tegner. Der er skitser af en helt vanvittig elegance, hvor heste og tyre står frem i en enkelt streg, som får Picassos tyrefægtergouacher til at blegne. Der er skitser af vilde dyr - -især løver og tigre og der er harem-interieurs og landskaber fra den så betydningsfulde rejse til Marokko. Men der er også de litografiske forlæg til illustrationen af Shakespeares Hamlet og Goethes Faust.
For de sidstnævntes vedkommende undrer man sig over kroppenes stivhed, de alt for små hoveder og fødder - var han så alligevel ikke god til at tegne, når det kom til stykket? Hvorfor denne kløft mellem skitsen og værket?
Svaret er at finde i et lille uanseeligt studie af persiske miniaturer. Pludselig står det klart, at Delacroix, overfører en fremmedartet ikonografi til sine illustrationer, og dermed gemmer et orientalsk træk ind i tolkningen af de romantiske dramaer. Herved lægges et ekstremt bevidst formvalg ind i den tilsyneladende rene patetik, som foranlediger en fortællende stramhed - en universalisme. Det er én - og en meget personlig - måde at være klassisk på, forstået således at formen selvfølgelig spiller sin rolle og udvælges med omhu.
Delacroix betragtede da heller ikke i gængs forstand sig selv som romantiker - selvom han ikke havde spor imod at vedkende sin arv til f.eks Gericault. Men han betragtede kun sit værk som et oprør mod klassicismen forsåvidt som denne klassicisme var stivnet i en akademisme: "hvis man med romantisme forstår manifestationen af mine egne indtryk, min afstandstagen til skolernes kalkerede typer og min afsky for akademiske opskrifter, så må jeg indrømme, at jeg ikke alene er romantisk, men at jeg har været det siden jeg var 15 år."

Livtag med farven
En af de 'klassiske' akademismer, som Delacroix tog livtag med, var farven. De grå, sortlige og brune farver, som sikrede stregens alvor, forsvandt med tiden ganske fra maleriet, og erstattedes af langt renere og lysere farver.
Også selve oliemalingens 'form', blev der gjort op med, penselstrøgene stod tydelige, materien blev ikke mere sublimeret ind i en usynlig, glat overflade, hvor ånden, som hos Ingres fremstår uden maleriets - eller kropslighedens - påtrængenhed. 'Pletmager' blev Delacroix kaldt, i den strøm af nedgørende kritik han efterhånden måtte vænne sig til at svømme imod.
I bakspejlet er det ikke svært at gøre sig klog på alle disse sprængfarlige nye elementer og foragte samtidens kritik, fordi en række af malere, der har ladet sig inspirere af Delacroix - Cézanne, Signac, Gauguin, Van Gogh og Picasso (og så er de ikke nævnt allesammen) - siden, på hver deres måde, har lært os denne fortrolighed med maleriets kød.
Delacroix' optagethed af at forsvare den helstøbte bestræbelse i værket, som åbenbart ikke var synlig for samtiden, kan man nærme sig i udstillingen på Grand Palais, som koncentrerer sig om de sidste 20 år.
Desværre er udstillingen bygget anekdotisk-tematisk op, med blomsterne for sig, naturen for sig og det orientalske for sig etc, hvilket igen skjuler den kendsgerning, at ganske vist spænder Delacroix emnemæssigt utrolig vidt - fra massakrer til blomster - men ærindet, det maleriske ærinde er hver gang det samme.

Igen disse små fødder
Igen stod jeg over for en række værker og funderede over de småbitte fødder og hoveder. Men i malerierne er der så noget andet på færde end i de illustrative litografier. Det maleriske stof kræver en anden sammenhæng mellem form og indhold.
Også her går forståelsen gennem Cézanne, Matisse og Picasso, som så at sige har stavet det for den profane. Delacroix løfter ikke alene maleriets hud ud mod beskueren, men ganske enkelt hele scenen. Det gør han både med formen og med farven. Hvis man har næsen helt henne ved maven af en person, så er hoved og fødder langt væk og små...
Delacroix skaber en række visuelle midtpunkter overalt på fladen. Allerede i Sardanapales død er der dette for samtiden nærmest erotiske chok, ikke kun i motivet, med de nøgne kvinder, men i det faktum at man på denne måde synes at være midt i scenen, fordi man kan være overalt på fladen. Man får billedet lige i synet - en effekt som især Cézanne har dyrket.
Og fornemmelsen af at være på farven og på kroppens hud, og at se skikkelserne på én gang forfra og bagfra, som når blikket virkelig bevæger sig rundt i verden, det kan findes i Matisses odaliskbilleder og i Picassos mange studier over kvinderne fra Algier. Det er, som om der ikke blot i kunsten, men generelt er en gæld til Delacroix, for at have åbnet blikket for den oplevede og ikke for-tænkte realitet. Når Delacroix selv skriver, at maleriet skal være en fest for øjet, så betyder det at øjet for alvor er med i dansen.

Han har det hele med
Sjovt nok virker de senere kunstnere så pludselig begrænsede eller smålige i deres anslag. Delacroix har det hele med, og det er denne kæmpelektie, han livet igennem tærsker igennem for en slags tonedøvt publikum. Det særlige ved Delacroix - som Baudelaire profetisk så og skrev - er dermed, at han ikke alene er den første 'moderne', men at det ser ud som om, han allerede indeholdt en stor del af modernismen i sig. Han er den fulkommen uomgængelige forbindelse mellem det store gamle maleri - Titian, Rubens, Gericault - og i sin ekstreme formbevidsthed peger mod det allernyeste. Så i begejstringen over dette - og en lille skuffelse over udstillingerne i dén forbindelse - kan man roligt ønske den evigt unge 200 årige tillykke.

*Delacroix, les dernieres années. Grand Palais indtil 20 juli
*Delacroix, le trait romantique. Biblioteque Nationales, galeries Manzart et Mazarine, indtil 12 juli
Dertil kommer udstillinger i Chantilly, Rouen, Bayonne og Versailles, Tours og i Museé Delacroix Paris, fordelt udover året.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu