Læsetid: 6 min.

Drømmen om Europas Forenede Stater

27. maj 1998

Den idé er fejet af bordet, siger statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Tværtimod, siger andre politikere ude i Europa. Vi nærmer os målet

Den nuværende statsminister og formand for Socialdemokratiet gør det. Den tidligere statsminister gør det. Og den forrige formand for Socialdemokratiet gør det.
De fleste tunge aktører på ja-siden i Amsterdam-debatten tordner ét fælles budskab ud til de usikre vælgere:
Tro ikke på trusselsbilledet om Europas Forenede Stater.
Den føderative idé er fejet af bordet. Processen mod mere union er bremset.
Spørgsmålet - som kunne fortjene en afklaring inden afstemningsdagen i morgen - er, om det er rigtigt? I dobbelt forstand rigtigt? Altså om det er korrekt, at processen mod mere union og en egentlig føderation er bremset?
Og om det er klogt, hvis den er det?
Går man til statsministeren, er der ingen tvivl:
"Vi har vinket farvel til alle de dødssyge føderative tanker, som ikke har noget med almindelige menneskers virkelighed at gøre," siger Poul Nyrup Rasmussen i Ekstra Bladet den 13. maj.
"Vi er nu ved at befæste et samarbejde mellem selvstændige lande. I stedet for en statsdannelse. Jeg ser ikke behov for, at vi går længere end den Amsterdam-traktat, vi har i dag," uddyber statsministeren i samme avis den 25. maj.
Hans forgænger, det konservative Europa-parlamentsmedlem Poul Schlüter, gik for 12 år siden over i Danmarks-
historien med udtalelsen om, at "Unionen er stendød." Han gentog budskabet i 1985 med meldingen "Ingen union i min tid." Og han fastholder det den dag i dag, nu med et selvironisk glimt i øjet:
"Der var engang en politiker - nu er han delvist glemt, på vej ud, siger nogle - men altså en politiker, som i 1986 udtalte: "Unionen er stendød." Nu kan flere og flere se, han havde ret," beretter Schlüter i Information den 23. maj.
Og han uddyber:
"I dag er alle 15 medlemsstater enige om, at vores tætte samarbejde skal foregå gennem fædrelandenes Europa. Målet er ikke Europas Forenede Stater."
Poul Nyrups bedste mand på ja-holdet, tidligere S-formand og nuværende miljø- og energiminister Svend Auken, har hamret det samme budskab ind i borgernes hoveder: "De, der ønsker et stærkere europæisk samarbejde, slår ofte til lyd for en føderation. Det er helt urealistisk. Det vil der ikke være folkelig tilslutning til," lød det fra Svend Auken på Informations EU-konference den 5. maj.

Så vidt nogle af dagens nøgle-aktører på ja-siden. Går man til det europæiske fællesskabs annaler kan der ikke herske tvivl om den historiske hovedretning.
Siden Winston Churchill i september 1946 krævede oprettelsen af et "Europas Forenede Stater", har fællesskabets centrale personer og organer arbejdet for en stadig tættere integration af de europæiske lande.
Hør, hvordan Europa-Kommissionen udtrykker sig om de Europæiske Fællesskabers start i publikationen Den Europæiske Union, udgivet i 1995:
"Det grundlæggende nye ved EF i sammenligning med de traditionelle former for samarbejde mellem stater er, at der her er tale om en sammenslutning af stater, som ved afgivelse af national suverænitet arbejder hen imod en fast og uopløselig organisatorisk og politisk enhed."
De seks oprindelige EF-stater gjorde i 1961 det første forsøg på det, man konsekvent i Kommissionens sprogbrug kalder "sammenslutningen" mellem de europæiske folk. Forsøget mislykkedes imidlertid på grund af uenigheder mellem landene om sammenslutningens form og indhold. Siden da har der været en magtkamp mellem de, der - i Kommissionens sprogbrug - ønsker kooperation mellem medlemslandene, og de der ønsker integration.
Kooperations-princippet handler om samarbejde mellem selvstændige stater under bevarelse af disses nationale suverænitet. Det svarer til samarbejdsformen i f.eks. OECD. Integrationsprincippet er derimod "et brud med den traditionelle opfattelse, at nationalstaternes suverænitet er urørlig og udelelig," skriver Kommissionen.
"Denne opfattelse viger for den overbevisning, at den ufuldkomne regulering af enkeltindividers og staters sameksistens, det nationale systems utilstrækkelighed og de talrige magtovergreb i den europæiske historie, som en stat har foretaget over for en anden, kun kan overvindes, såfremt de enkelte landes suverænitet sammenlægges til en fælles suverænitet og på et højere plan smelter sammen til et overnationalt fællesskab."
"Resultatet heraf bliver en europæisk (forbunds)stat, hvor de nationer, der er sammensluttet, bevarer deres individuelle særpræg, og hvor Fællesskabets myndighed styrer menneskenes skæbne og sikrer deres fremtid (føderation)."
"EU er et resultat af denne integration," fastslår Kommissionen i skriftet fra 1995.
Den Europæiske Union er ifølge en anden af Kommissionens publikationer, Europa i ti lektioner fra 1994, "en mellemting mellem en føderation og et mellemstatsligt samarbejdsorgan."

Integrationsprocessen har haft mange mellemstationer, men er aldrig gået i stå. Den belgiske statsmand Leo Tindemanns stod i 1976 bag en rapport om EF-unionen, som foreslog et radikalt spring fremad i integrationsprocessen med afskaffelse af vetoretten, fælles forsvarspolitik, fælles pengepolitik, fælles valutapolitik m.m. Det var en rapport, som fik mange danske politikere til at slå syv kors for sig i bestræbelsen på at berolige den fortsat EF-kritiske danske offentlighed.
Den daværende formand for Venstres Ungdom, nuværende formand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen, kaldte i 1976 i B.T. Tindemanns-rapporten "politisk farlig", fordi den ville lirke "EF-staten" ind ad bagdøren.
"En union vil fremme stridighederne mellem landene frem for at bilægge dem. Der findes reelt ingen europæisk identitet, og landene kan derfor kun tale med én stemme, når de i forvejen er enige. En union vil presse enkeltlande ind i afgørelser, som muligvis strider mod disses særlige forudsætninger. Det skaber ikke fællesskab, men bitterhed," skrev den unge Fogh Rasmussen
Siden er unionsprocessen og integrationen ikke desto mindre fortsat med såvel Det Indre Marked som Den Økonomiske og Monetære Union, ØMU'en, der om fire år giver 11 af de nuværende medlemslande ét af de centrale kendetegn for en statsdannelse: en fælles valuta.
"Der er meget mere historie og meget mere fremadskridende pres i den europæiske union, end man forestiller sig," sagde en aldrende Leo Tindemanns sidste efterår til dagbladet Aktuelt.
Den oplevelse af udviklingshastigheden deles af den tyske Europa-parlamentariker Elmar Brok, parlamentets observatør under regerings-konferencen, der resulterede i Amsterdam-traktaten.
"Det er nok værd at minde om, at i de sidste 12 år har Europa taget et større skridt fremad - med Amsterdam-traktaten på en fremtrædende plads - end i de første 27 år efter undertegnelsen af Rom-traktaten i 1957, såvel hvad angår antallet af medlemslande, som med hensyn til kvaliteten af medlemsskabet og uddybningen af integrationen," noterer Elmar Brok.
Den fælles ydre grænse, fraværet af indre grænser, EU's status i traktaten som "juridisk person" samt den fælles udenrigspolitik er ligesom den fælles valuta træk, der genkendes fra en statsdannelse.

Karsten Skjalm, forsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI, har påpeget, hvordan ØMU'en fremkalder et behov for integration af landenes budget-, skatte-, social- og arbejdsmarkedspolitikker, og foreløbig har bl.a. socialdemokraten John Iversen og SF'eren Steen Gade talt for en fælles politik på det skattepolitiske område.
Europa-Kommissionens egen sprogbrug har ingen tvivl efterladt om endemålet, set fra Bruxelles. "EU er endnu ikke en færdig "stat"," hedder det i publikationen fra 1995.
"Medlemsstaterne er stadig Unionens grundlovgivende myndighed. Så længe den grundlovgivende kompetence endnu ikke er overdraget Unionen, er det medlemsstaterne, der bestemmer over Unionens grundlag og hovedtræk," hedder det andetsteds (vor kursivering, red.)
Mest åbent formuleres ambitionen - anno 1994 - i Kommissionens publikation Europa i ti lektioner:
"Inden år 2000 er det planen at indføre et føderalt system med en europæisk regering og et parlament med to kamre, hvor det ene er valgt af folket og det andet af medlemsstaterne."
Dét er den ægte, utilslørede føderale ambition, som ikke helt synes at følge den ønskede tidsplan, men som dog nyder udtalt støtte i bl.a. det italienske samfund, i Spanien og i Frankrig.
Den tidligere franske kulturminister Jack Lang kritiserede i efteråret Amsterdam-traktaten for at bevæge sig alt for langsomt fremad.
"Med indtrædelsen i euroen har vi allerede tilbagelagt over halvdelen af vejen mod et Europas Forenede Stater. Fire europæiske institutioner er udstyret med en føderal eller en halv-føderal status: Centralbanken, Domstolen, Kommissionen og delvist Europa-Parlamentet. En eneste institution mangler: en føderal regering," skrev Jack Lang.
Det er dér, diskussionen foreløbig er stoppet. Dér Poul Nyrup Rasmussen har ret i, at tingene ikke i øjeblikket flytter sig.
Men integrationen fortsætter, og drømmen om det føderative Europa lever. Og den har dét for sig, at den rummer det institutionelle demokratiske element, som så mange savner i dagens EU: En direkte folkevalgt, lovgivende forsamling sammensat af borgerne i Europa.
"Det er i det mindste en vision, der hænger logisk sammen, og som man kan diskutere med, åbent og sagligt," har JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde, selv ikke-føderalist, sagt.
"Det er sværere at diskutere med folk, der omtaler Amsterdam-traktaten, som en lille bagatel, der ikke betyder noget. Alligevel er det utrolig vigtigt, at vi vedtager bagatellen og ikke forsinker den..."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her