Læsetid: 6 min.

Elitens kaffeklub

15. maj 1998

I denne weekend m¢des verdens otte førende industrilande i Birmingham, hvor de vil kappes om opmærksomheden med repræsentanter for nogle af verdens fattigste. Det underliggende tema er globaliseringen, men de indiske atomsprængninger kan gå hen og stjæle billedet

Job, kriminalitet og penge' står der på planchen. Det skal vist nok ikke forstås sådan, at kriminalitet skaber masser af jobs, og dermed giver folk penge på lommen. De tre ord er derimod temaerne for G8 mødet denne weekend mellem verdens otte mægtigste industrilande - USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Italien, Tyskland, Rusland og Japan.
For første gang er Rusland fuldgyldigt medlem og gør dermed det tidligere G7 til G8, selv om russerne i visse finansspørgsmål holder sig uden for døren.
Men et er, hvad dagsordenen siger. Noget helt andet er, hvad der kommer ud af det.
"Jeg vil personligt være tilfreds, hvis mødet giver sin opbakning til Verdenssundhedsorganisationens kampagne om at udradere malaria", sagde Colin Budd, som er med til at arrangere mødet for de britiske værter, på en briefing arrangeret af London School of Economics, University of Toronto og advokatfirmaet Clifford Chance.
Malaria? - Man spørger sig unægtelig, hvad malaria har med job, kriminalitet eller penge at gøre. Men svaret afspejler, at G8 møderne er sniksnak-komsammener med en temmelig bred dagsorden, hvor der ikke rigtig vedtages noget. I modsætning til f.eks. EU-topmøder, hvor stats-og regeringscheferne da i det mindste normalt formår at enes om noget, der finder vej til lovbøgerne - en gang imellem ligefrem en traktat eller to.
I år har de britiske værter forsøgt at etablere en strammere dagsorden, men det løse kaminpassiar-format udelukker ikke, at mødet kan komme til at præges af alle mulige ting, som ikke var planlagt.
I år kan det udmærket være, at mødet 'kidnappes' af de indiske - og de ventede pakistanske - atomsprængninger, krisen i Kosovo og den eskalerende indonesiske tragedie. Foruden det med malariaen, naturligvis.
Ingen af disse problemer kan G8 løse - men man kan altid fordømme, anbefale og henstille. Således ventes der en generel fordømmelse af Indiens atomsprængninger men ingen koordineret aktion om f.eks. sanktioner - det er landene simpelt hen ikke enige om.
Alligevel er G8 møderne omgærdet af enorm interesse. Flere tusinde journalister drager således også til Birmingham for derfra at kunne udspy til verdensaltet, hvad klodens om ikke dybeste så dog mest magtfulde tænkere har at sige om verdens tilstand. Og G8 møderne er da også betydningsfulde. For enes verdens vigtigste industrilande om noget, kan man være ret sikker på, at selvsamme enighed på et eller andet tidspunkt manifesterer sig i en form, som får reel effekt - i OECD, FN's Sikkerhedsråd, Den Internationale Valutafond m.v.. Eller måske bare i tættere samarbejde mellem nationale administrationer som f.eks. ved bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.
Dagsordenen bag dagsordenens tre faste emner - job, kriminalitet og penge - er globaliseringen.
For hvor G8 landene nok har nydt godt af den frie verdenshandel, har der blandt befolkningerne bredt sig en større og større følelse af usikkerhed. Hvis produktion snildt kan flytte hen, hvor lønnen er lav, hvad så med vores job?, spørger folk. Hvis kontrol med alting falder væk, så bliver et vel også nemmere at jonglere rundt med narko, prostituerede og børneporno - det sidste ikke mindst via Internettet - tænker de. Og hvis finansmarkederne i Asien vælter, får det i en åben verdensøkonomi vel også konsekvenser herhjemme, frygter de. Alt sammen med god grund.

Måske endnu mere frygter en række udviklingslande globaliseringen. Den frygt kan man få indblik i ved at aflægge besøg i Birminghams St. Philips Katedral i weekenden, hvor der er P-8 møde. P'et står for poor - fattig - og meningen er at afholde et alternativt topmøde, hvor fokus er på de fattigste i verden.
I stil med det 'rigtige' topmøde vil jakkeklædte repræsentanter for Mozambique, Tanzania, Malawi, Etiopien, Bolivia, Nicaragua, Jamaica og Bangladesh stille op til familiebillede - og i bedste topmødestil holde taler, briefinger og pressekonferencer i ét væk.
Hoved-kampagnen på 1 mødet er udviklingslandenes gældsbyrde, og den vil med sikkerhed finde vej til G8 mødet. Storbritanniens finansminister Gordon Brown har sat sig i spidsen for et initiativ, der vil gøre det hurtigere for gældsplagede lande i den tredje verden at få gældssanering, ligesom han vil have, at krigshærgede lande som f.eks. Rwanda skal kunne kvalificere sig hurtigere.
Initiativet fik opbakning på et forberedende møde sidste weekend mellem G8 landenes finans-og udenrigsministre og lander nu på selve topmødets bord. Igen.
Det er ikke første gang, at de rige lande diskuterer gældslettelse for de fattige, men måske det denne gang kan konsolidere debatten, at en komite i det britiske parlament er kommet med et forslag om at eftergive gæld som en gestus, der skal markere det nært forestående årtusindskifte.
Den diskussion vil finde sted under overskriften 'penge', hvor G8'erne også vil snakke om, hvordan verden bedre kan sikre sig mod finanskriser som den nylige i Asien. De ventes at blive enige om et udspil fra finansministrene - der var de igen - om større gennemsigtighed i, hvad der egentlig foregår, og større international overvågning - selv om det er noget uvist, hvad de lande, der i givet fald skal overvåges, vil sige til det. Topmødet vil også have bedre national regulering af den finansielle sektor - Asienskrisen skyldtes i høj grad løs praksis i den private banksektor - og en større rolle til Den internationale Valutafond og Verdensbanken.
Under overskriften 'kriminalitet', ventes G-8 landene at blive enige om, at de vil arbejde for regulering af Internettet - dog uden at kvæle dets kommercielle brug - ligesom de vil samarbejde noget mere om at komme den grænseoverskridende kriminalitet til livs. For eksempel ved at få deres embedsmænd til at se nærmere på, om f.eks. reglerne for udlevering kan gøres mere effektive. Den slags formuleringer er gamle kendinge også i G-8 sammenhæng, men det bliver de selvfølgelig ikke mindre vigtige af.
'Job'-overskriften skal efter planen omfatte en udveksling af erfaringer med, hvordan man skaber job. USA har sin helt egen opskrift, som faktisk har succes med at skabe beskæftigelse bl.a. ved simpelt hen at fjerne den offentlige bistand til arbejdsløse efter seks måneder. Men den metode falder ikke i god jord hos f.eks. Tyskland og Frankrig, som er bekymrede over den barske metodes sociale konsekvenser. Ifølge Richard Layard fra London School of Economics har USA hele 2 pct. af den arbejdsdygtige, mandlige befolkning siddende bag tremmer.
Det er den slags konsekvenser af USA's stokkemetode, europæerne tager afstand fra. Storbritanniens New Labour regering mener at have fundet en tredje vej mellem USA-agtig über-kapitalisme og gammel-socialistisk offentlig jobskabelse, og det vil premierminister Tony Blair underholde med.

Når de så er færdige, kan verdenslederne - hvor Tony Blair, værten, så langt er den yngste - fornøje sig med en popkoncert med pigebandet All Saints, Mick Hucknall fra Simply Red og - efter sigende efter anmodning fra USA's præsident Bill Clinton - Lionel Richie.
Tro mod New Labours ambition om at være altfavnende, har værterne dog sørget for, at det ikke kun er møde-eliten, som nyder godt af underholdningen. Koncerten videresendes til store skærme i en park, som danner rammen om et 'people's party'.
Mens folket fester, kan det måske for en stund glemme bekymringerne om globaliseringens virkninger både i udviklings- og industrilandene. Men bagefter?
Kanske verdensopinionen vil synes, at det er en kende pauvert, hvis G-8 mødets mest konkrete udkomme bliver en fordømmelse af Indien og en tilkendegivelse om, at malaria er en slem ting, som bør bekæmpes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu