Læsetid: 2 min.

EU-forbud mod tobaksreklamer på vej

13. maj 1998

Massiv lobbyisme fra tobakindustrien og den europæiske udgiverforening ser ikke ud til at give effekt

Strasbourg - Efter otte års tovtrækkeri ser det ud til, at de 15 EU-lande er parate til at indføre et forbud mod tobaksreklamer. Medlemmerne af Europa-Parlamentet havde i går i Strasbourg en sidste behandling af et gammelt forslag om forbud mod reklamer for tobak, og debatten i Strasbourg viste tydeligt, at Parlamentet med stor sandsynlighed vil vedtage forbuddet ved en afstemning i dag.
EU-forbuddet mod tobaksreklamer vil blive indført gradvist, og først fra år 2005 skal reklamerne være fuldstændig forsvundet.
De kommende EU-regler er yderst kontroversielle og stærke kræfter fra berørte industrier har lobbyet overalt i EU for at forhindre forbuddet mod tobaksreklamer. Tobaksindustrien har især i Europa-Parlamentet været stærkt repræsenteret med et stort antal lobbyister, som har forsøgt at overbevise parlamentsmedlemmerne om, at et forbud mod reklamer for tobak vil være et brud på ytringsfriheden.
Tobak-lobbyisterne argumenterer med, at de ikke reklamerer for at få nye personer til at ryge, men derimod for at få rygere af et mærke til at skifte til et andet.
Men den argumentation har ikke haft gennemslagskraft hos et flertal i Parlamentet.
"Det skulle undre mig, hvis tobaksindustrien var den eneste kommercielle virksomhed, der reklamerer uden at ville opnå kontakt med nye kundegrupper, men det får man at vide, når man taler med lobbyisterne, " sagde det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet Kirsten Jensen. "De siger, at de kun er ude på at få de etablerede rygere til at skifte mærke. Men de etablerede rygere er vel ikke alle så infantile, at de rappe ungdommelige reklamer appellerer til dem."
Den europæiske forening for udgivere af aviser og blade har også protesteret mod forbuddet. Sir Frank Rogers, der er chefredaktør på den britiske avis The Daily Telegraph kalder EU-forslaget for "diskriminatorisk og ude af proportioner."
Rogers frygter, at et forbud mod tobaksreklamer kun er et første skridt, og at EU senere vil indføre andre reklameforbud.
Selv om forslaget reelt er vedtaget, hvis flertallet i Europa-Parlamentet godkender det i dag, er der dog mulighed for endnu et slagsmål om de fælles EU-regler. Der er sat spørgsmålstegn ved, om EU overhovedet har juridisk ret til at vedtage forbud mod netop reklamer for tobak. Derfor er der stor sandsynlighed for, at dette spørgsmål vil blive indbragt for EF-Domstolen i Luxembourg, som i givet fald skal tage stilling til, om EU-reglerne er i strid med traktaten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu